Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hanne Marie Svendsen

Oprindelige forfattere MayS og MZib Seneste forfatter Redaktionen

Hanne Marie Svendsen. Foto fra
 2012.

Hanne Marie Svendsen. Foto fra 2012.

Hanne Marie Svendsen, f. 1933, dansk forfatter, cand.mag. i dansk og tysk, amanuensis i litteratur ved Københavns Universitet 1965-70, programmedarbejder og souschef ved Danmarks Radio 1960-79.

I 1960'erne udgav hun flere faglitterære bøger, fx På rejse ind i romanen (1962). At fortælleteknik, også den journalistiske form, optog hende stærkt, præger tydeligt hendes skønlitterære produktion.

Debutromanen Mathildes drømmebog (1977) er i tidens realistiske stil, men med gennembrudsromanen Guldkuglen (1985) lod Hanne Marie Svendsen fantasien overtage også fortællestilen, på linje med den latinamerikanske magiske realisme.

Annonce

Guldkuglen fortæller om en slægt og et lille øsamfund, anskuet både indefra og udefra med dets finurlige personligheder, dets styrke og svagheder.

Livsvalg og personlig udvikling optager Hanne Marie Svendsen, fx i Under solen (1991), som er en udviklingsroman, men også en beretning om at frigøre drømme og en diskussion om, hvordan man kan være til stede i tilværelsen.

I 1999 kom romanen Ingen genvej til Paradis, igen en slægts- og udviklingsroman med særlig betoning af, hvor begrænsende familierammen og moderkærligheden kan være.

Et højdepunkt i forfatterskabet blev Unn fra Stjernestene (2003), en stor fabulerende roman om klosterliv og åndelige strømninger i de tidlige nordboeres liv i 1300-t.s Grønland.

I 2009 udkom Rudimenter af R, en roman baseret på sprogforskeren Rasmus Rasks dagbøger, breve og afhandlinger. Den blev fulgt i 2010 af novelleudvalget Gyngende grund, der udkom samtidig med den dansk-amerikanske litteraturforsker Marina Allemanos biografi HAV-FRUE - Hanne Marie Svendsens forfatterskab.

Romanen Bølgernes skum (2012) er en fortælling om en kvindelig forfatters kampe med en række omvæltninger i tilværelsen, skriveprocessen og de figurer, hun er i færd med at beskrive. Himmelsten (2013) går tæt på barnets oplevelser og sansninger, tæt på den lille bys klaustrofobi, men den lader samtidig forstå, at der er højere til loftet i hele verden, end man skulle tro, og at der er andre rum at længes imod.

Hanne Marie Svendsen har også skrevet skuespil og børnebøger.

Læs om Hanne Marie Svendsen og hendes bøger på Gyldendal.dk

Læs et udsnit af e-bogen Bølgernes skumher.

Læs et udsnit af e-bogen Unn fra Stjernesteneher.

E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet

Referér til denne tekst ved at skrive:
May Schack, Marianne Zibrandtsen: Hanne Marie Svendsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167597