Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gynther Hansen

Oprindelige forfattere ESoeh og MayS Seneste forfatter Redaktionen

Gynther Hansen, 6.12.1930-5.4.2014, dansk forfatter. Gynther Hansen, der voksede op i en hjemmetysk familie i Varnæs øst for Aabenraa, arbejdede en årrække som bibliotekar.

I 1965 debuterede han med de modernistisk farvede noveller Forvandling. Da han efter en pause vendte tilbage til prosaen med Stemmer fra provinsen (1976), havde han i det sønderjyske talesprog fundet sin særlige tone; med disse noveller og et efterfølgende bind monologer indfangede han både psykologisk og politisk den lille mands murren og mindreværdets afmægtige ondskab.

Det spændte sinds anfægtelse, forbitrelse og pine er et hovedmotiv, der udfoldes groft og skingert, men hensynsløst ærligt i romanerne Der må være noget mere (1983) og De flygtende (1986), forfatterskabets stærkeste bøger, hvis sjælelige eruptioner sprænger sprog og syntaks.

Annonce

Drengetidens udvikling fra miljøets nazisme til selvstændig danskhed i 1945 er beskrevet i en selvbiografisk romantrilogi (Hitler, min far og mig (1988), Soldaterne (1989) og Danskerne (1990)). Nazismens overlevelse i 1990'ernes fremmedhad og vold skildres i Admiralens forlængede arm (1995).

I 1999 kom krimien Den rene satan, der blev fulgt af erindringerne Endnu et bette nyk (2003) og Mig og min storebror (2008).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejgil Søholm, May Schack: Gynther Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88756