Faktaboks

Frank Jæger
Født
19. juni 1926, Frederiksberg
Død
4. juli 1977, København

Frank Jæger. Fotografi fra Tranekær på Langeland, ca. 1965.

.

Frank Jæger var en dansk forfatter. I sine første overrumplende digtsamlinger, Dydige Digte (1948), Morgenens Trompet (1949) og De 5 Aarstider (1950) opbyggede Frank Jæger et billede af sig selv som den lyse sorgløse kunstner, der lever på landet i en grøn harmoni af natur, kærlighed og poesi:

derude sidder smuk min elskede og ler/ med milde læber mod de undere, der sker.

Den lyse digter

Frank Jæger blev del af kredsen omkring tidsskriftet Heretica, men selvom han også blev medredaktør, stod han "ubekymret" fjernt fra den typiske samtidstolkning og refleksion over kulturkrisen.

I stedet digter han — også i sine essays, der mest er stemningsbilleder, for eksempel Velkommen, Vinter (1958) — om naturen, om årstiderne som livsrytme, om kunsten, om det erotiske og om det elementære og eventyrlige liv, som han poetiserer med sproglig lethed, musikalitet, fantasi og sanselige billeder. Digtene udgår fra det konkret oplevede og giver det et eksistentielt perspektiv.

Poeten og Lillemor

Hverdagshistorier (1951) er poetiske og eventyrlige hverdagsfortællinger, der alle udspiller sig i Nordsjælland, særligt i området omkring Farum, hvor Frank Jæger på dette tidspunkt boede. Med denne udgivelse blev Frank Jæger model for Jørgen Mogensens tegneserie Poeten og Lillemor – senere filmatiseret af Erik Balling (1959).

Mørkere toner i forfatterskabet

Men tonen er ikke kun lys, oplevelsen langtfra altid idyl eller livsfylde. Digteren hilser netop morgenen med fanfarer, fordi den for en tid kan udfri ham fra det mørke og den angst, der havde kløerne i ham livet igennem. Og i løbet af forfatterskabet får stemninger af dissonans, ensomhed, ufrugtbarhed en stadig mere fremskudt plads.

Sidenius-digte

Frank Jæger kendte disse mørkere sider før sit publikum; i hver samling anbragte han et digt, hvori den sortseende figur Sidenius indgår. Disse 'Sidenius-digte' kredser om temaer som intethed og afmagt.

Frank Jægers lyrik i årene 1953 til 1967

Tyren (1953) symboliserer den vældige skaberkraft, der ender med at bukke under. Flere digte i Havkarlens Sange (1956) og Cinna (1959) udtrykker en oplevelse af kærlighedens dæmonisering som fortærende lidenskab og tomhed. Og titlen Idylia (1967) er en ironisk indgang til billeder af skræmmende drift, nederlag, ophør, død.

Intethed og livsfylde

Man må ikke derfor tro, at intetheden er "sandheden" og livsfylden blot en "løgn". De er begge del af det grundmenneskelige oplevelsesrum hos Jæger, som han uanset de personlige omkostninger giver en stærk kunstnerisk formulering. Angstens "grønne mørke" er også produktivt.

Frank Jægers prosa

Frank Jægers prosa gennemløber en tilsvarende udvikling. Den korte eventyrroman Iners (1950) om en vandrende kunstner, de fabulerende Hverdagshistorier (1951) og den fiktive erindringsbog Den unge Jægers Lidelser (1953) er gennemtrængt af poesi og selvfølgelige mirakler, men rummer også grusomhed og splittelseserfaringer.

Og efter den mere realistiske Kapellanen og andre fortællinger (1957) bliver en mørkere skepsis mærkbar i senere prosabøger som Danskere (1966), Døden i Skoven (1970) og Provinser (1972). De handler ikke mindst om kunstnerens isolation og krise — fortvivlelsen, selvbedraget — skildret med så stor styrke, at selvopgøret dog rummer en kunstnerisk selvbekræftelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig