Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ebbe Kløvedal Reich

Oprindelig forfatter AnOEs Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/24141/=ud_a_121856.mp3?revision=2

Ebbe Kløvedal Reich. Foto fra 1970.

Ebbe Kløvedal Reich. Foto fra 1970.

Ebbe Kløvedal Reich, 7.3.1940-23.4.2005, dansk forfatter. Som forhenværende historiestuderende fastholdt Ebbe Kløvedal Reich som forfatter og politisk debattør nødvendigheden af at forstå virkeligheden historisk: at se nutiden i lyset af fortiden og det historiske som billede på det aktuelle.

Hans artikler, historiske romaner og skuespil var en stadig varieret grundfortælling om Danmarkshistorien som en beretning om en dansk-nordisk identitet, med folkeligt selvstyre som kerne, truet af kræfter, der søgte økonomisk-politisk magt, og en centralisme som den, Reich så i EU.

Med dette syn på historien som bærer af nationale, ja nationalromantiske værdier kan Ebbe Kløvedal Reich ses som en moderne arvtager efter N.F.S. Grundtvig, ligesom hans romaner kan kaldes et svar på B.S. Ingemanns og nogle af hans politiske taler et ekko af Viggo Hørups.

Annonce

I 1960'ernes ungdomsoprør fandt Reich den mangfoldighed af politiske og åndelige tænkemåder, som han siden forsøgte at forbinde, fx i artikler og taler, samlet til en samtidskrønike i Svampens tid (1969) og talrige senere bind.

Stædigere end de fleste ønskede han "fantasien til magten", tog navnet Kløvedal fra J.R.R. Tolkiens eventyrunivers og gjorde Grundtvig til sanselig, antiautoritær oprører i gennembrudsbogen Frederik (1972).

I de efterfølgende, stort komponerede romaner tog Reich skiftende perioder af Danmarkshistorien op og søgte historiens lære i farverige beretninger: grundlæggelsen af danskheden i jernalderen i Fæ og frænde (1977), middelalderen fx i Festen for Cæcilie (1979) og En engels vinger (1990), enevældens fødsel i Rejsen til Messias (1974), den tidlige socialisme i 1880'erne i Morgendagens mand (1993) — og samtiden i fx satiren Kong Skildpadde (1985) eller Zenobias liv (1998).

I en trilogi af 90 fortællinger om Danmark gennem tiderne, De første, Ploven og de to sværd, Den bærende magt (1981-83), fremstillede Reich tilsvarende danskhedens identitetshistorie.

Flere af hans senere værker anlagde et historisk og aktualiserende syn på emner fra en kristen kultursammenhæng. I Billeder af Jesus (2001) satte han skiftende Jesusopfattelser, især i dansk billedkunst og teologisk tænkning, i perspektiv.

I Kun et gæstekammer (1999) gennemgik Reich den danske folkekirkes historie, og Solskin og lyn (2000) er en biografi om Grundtvig, ikke i form af en politisk roman som Frederik (1972), men snarere en pædagogisk fremlæggelse med Grundtvigs sange og salmer som ledetråd, suppleret af en cd-udgivelse.

Tidskommentarerne i I svampens hede (2002), bestyrker indtrykket af Ebbe Kløvedal Reichs grundtvigske position i tiden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Østergaard: Ebbe Kløvedal Reich i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149781