Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bert Blom

Oprindelig forfatter Bert Blom Seneste forfatter Redaktionen

Bert Blom, f. 5.3.1930, dansk forfatter og oversætter; uddannet som snedker 1948 og rejseleder 1964 samt bibliotekar fra Danmarks Biblioteksskole 1979.

Bert Blom rejste i sin ungdom et par år på valsen gennem en halv snes lande i Europa, hvor han arbejdede som altmuligmand. I 1983 blev han ansat som projektleder og bibliotekar på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg og var siden bibliotekar samme sted frem til 2000. Han var tillige redaktionssekretær på museets årbog til og med 2002.

Bert Blom debuterede som forfatter med digtsamlingen Gudernes bolig. Digte fra bjergene i 1972 og har siden udgivet flere digtsamlinger. Den foreløbig sidste, Alfa og Omega, udkom i 2000. Desuden har han oversat Saint-John Perse, Jean Giono og Alain Bosquet fra fransk samt Joseph Conrad, W.H. Auden og Christopher Isherwood fra engelsk.

Forfatterskabets foreløbigt sidste værk er Dagbøger og breve fra Mørkets Hjerte. Mareridt og Inferno (2006), der handler om imperialismens voldsomme fremfærd i Congo. Bogen har specielt fokus på perioden 1885-1908, hvor den belgiske kong Leopold 2. og hans kolonistyrker udøvede et brutalt styre med hjælp af bl.a. den britisk-amerikanske journalist og opdagelsesrejsende H.M. Stanley og fremmede søfolk - deriblandt danske - og åbnede Congodeltaet for udnyttelse af landets naturrigdomme.

Annonce

Bert Blom har desuden ydet bidrag til biografien Saint-John Perse. Digter og diplomat (2010). Derudover har han også ydet bidrag til diverse antologier, skrevet artikler og digte til årbøger, aviser og magasiner samt boganmeldelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bert Blom: Bert Blom i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=249608