Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bent Vinn Nielsen

Oprindelige forfattere JRiis og MayS Seneste forfatter Redaktionen

Bent Vinn Nielsen. Foto fra 2010.

Bent Vinn Nielsen. Foto fra 2010.

Bent Vinn Nielsen, f. 1951, dansk forfatter. Bent Vinn Nielsen debuterede 1978 med Arbejdssky, en roman, der genremæssigt kunne placeres enten som arbejderlitteratur, sprogeksperiment eller begge dele.

Den efterfølgende romantetralogi, Valdemars ære (1979), Fuglene omkring os (1979), Opkøb af dødsboer (1980) og Det sejrende proletariat (1981), er karakteriseret ved den samme illusionsløse fortrolighed med arbejdervilkår og -tankesæt og den samme ironi og sproglige præcision som debutbogen.

Et gennembrud fik Bent Vinn Nielsen i 1992 med romanen Realiteternes verden, hvor hans sikre, mundtlige form med sine både humoristiske og groteske overtoner for alvor kom til sin ret i skildringen af samtidens danske provins med arbejdsløshed, sort arbejde m.m.

Annonce

Disse motiver følges op i hovedværket i den senere del af forfatterskabet, romanen En skidt knægt fra 1998, og i den underfundige En bedre verden (2004), der er en meget morsom og tankevækkende version af den mandlige kriseroman. I Et liv i almindelighed fra 2010 fortæller den egenrådige 96-årige Skat Enevoldsen sin livshistorie, der, som titlen antyder, har været relativt ordinært. Bent Vinn Nielsens forkærlighed for upretentiøse, jordbundne mænd genfindes i Den svævende tankbestyrer (2014) om den retskafne tankbestyrer Magnus og hans mere oprørske bror Evert.

Læs om Bent Vinn Nielsen og hans bøger på Gyldendal.dk

Læs et udsnit af e-bogen Den svævende tankbestyrerher.

E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Riis, May Schack: Bent Vinn Nielsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131690