• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - litteratur

Oprindelige forfattere JMyl og MayS Seneste forfatter Redaktionen

Danmark. Jyske Lov, givet 1241 af Valdemar 2. Sejr, er et dansk sprogmonument. Håndskriftet fra Skovkloster ved Næstved år 1479 er med sin rige ornamentik en fornem del af skriftens historie.

Danmark. Jyske Lov, givet 1241 af Valdemar 2. Sejr, er et dansk sprogmonument. Håndskriftet fra Skovkloster ved Næstved år 1479 er med sin rige ornamentik en fornem del af skriftens historie.

De store fortællinger om skabelse, om guder og mennesker, om ragnarok og den nye jord og den nye himmel ligger langt før de ældste skriftlige vidnesbyrd.

Før skriften

Fra billeder på metalsmykker, guldbrakteater, ved man, at den nordiske mytologi har været fuldt udviklet og fortalt helt tilbage til 400-t. e.Kr. Det er et fællesnordisk stof, der først nedskrives på Island kort efter 1200 (i Eddaen) og mellem 1190 og 1210 (ofte i ganske forvrænget form) hos Saxo.

Men det er disse mytiske fortællinger, der er den dansk/nordiske kulturs rod. Det er en billedverden, som senere litteratur, fra førromantikken og frem, gang på gang vender tilbage til, genfortæller og tolker. Og i den grundtvigske højskolekultur har fortællingerne om aser og jætter i mere end 100 år indgået i en bred folkekulturel prægning. Selvom myterne var et religiøst stof, må de således også ses som vor ældste fortællingskreds, en dansk og nordisk identitetsdannende billedverden.

Annonce

De ældste skriftlige vidnesbyrd

Runeindskrifterne er som en åben bog i det danske landskab. Flere af de store runesten står stadig frit tilgængelige, udsat for vejr og vind, nogenlunde dér, hvor de har stået i tusind år.

Harald 1. Blåtand rejste den store Jellingsten ca. 965 til minde om sine forældre, kong Gorm den Gamle og dronning Thyra. Indskriften på stenen lyder: Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Harald 1. Blåtand rejste den store Jellingsten ca. 965 til minde om sine forældre, kong Gorm den Gamle og dronning Thyra. Indskriften på stenen lyder: Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Egentlig litteratur i snævrere forstand rummer de vel ikke, men runeindskrifterne er vore ældste skriftlige vidnesbyrd. Lapidariske i formen, af og til med bogstavrim og nogen rytme, er de i reglen kun meddelelser om en død krigerhøvding og om runemesteren, men kan også rumme besværgelser og magi samt navne på mennesker og guder.

Nationalklenodiet er Jellingstenene (900-t.), hvoraf den store sten med Kristusfiguren og hedenske ornamenter rummer Harald Blåtands erklæring om, at han vandt sig al Danmark og gjorde danerne kristne.

Langtrækkende litterær betydning fik fundene 1639 og 1734 af guldhornene med deres ornamentik og runeindskriften på det store horn (400-t.) i og med Adam Oehlenschlägers romantiske programdigt "Guldhornene", skrevet efter tyveriet af guldhornene 1802. Digtet fik status af litterær mytologi og senere alment dannelsesstof.

Middelalderen

Kloster og kirke. Den latinske litteratur. Middelalderen var håndskrifternes store tid. De katolske klostre var bærere af den litterære kultur, som i kraft af latinen og af de lærde prælaters studier i udlandet var en international kultur.

Det var i dette regi, det første storværk i dansk litteratur blev skrevet, Saxos Danmarkshistorie, Gesta danorum (Danernes bedrifter), en skildring af begivenheder under danernes konger fra den ældste sagnhistorie op til skrivende stund (umiddelbart efter år 1200). Værket er en litterær kraftpræstation på europæisk niveau, skrevet i et senantikt sølvalderlatin.

Det er det ældste skrevne grundlag for en dansk identitet, som her opbyggedes, formet af en international kultur. For det ældste stofs vedkommende er værket en guldgrube af sagn og myter i fri digterisk bearbejdelse. Det blev udgivet i bogform og dermed reddet for eftertiden af Chr. Pedersen (Paris, 1514) og første gang oversat til dansk 1575 af Anders Sørensen Vedel. Saxo er en hovedkilde for senere tiders digtning, også udenlands (således Amledsagnet).

Anders Sunesen var uddannet teolog og skrev et stort digt Hexaëmeron i heksametervers på latin. Værket beskriver verdens skabelse på seks dage og er en sammenfatning af samtidens teologiske lærdom. Det findes overleveret i det såkaldte Roskildehåndskrift, en afskrift fra ca. 1250-1300 på 134 pergamentblade; Det Kgl. Bibliotek. Trods sin status som et af de få danske bidrag til skolastisk teologi udkom Anders Sunesens Hexaëmeron først i 1892 i bogform og blev så sent som 1985 oversat til dansk.

Anders Sunesen var uddannet teolog og skrev et stort digt Hexaëmeron i heksametervers på latin. Værket beskriver verdens skabelse på seks dage og er en sammenfatning af samtidens teologiske lærdom. Det findes overleveret i det såkaldte Roskildehåndskrift, en afskrift fra ca. 1250-1300 på 134 pergamentblade; Det Kgl. Bibliotek. Trods sin status som et af de få danske bidrag til skolastisk teologi udkom Anders Sunesens Hexaëmeron først i 1892 i bogform og blev så sent som 1985 oversat til dansk.

Ved siden af Saxos prosaværk står et andet latinsk monumentalværk, Anders SunesensHexaëmeron (De seks dage), skrevet enten lige omkring 1200 eller måske 1223 frem til Anders Sunesens død 1228. Også det er et stykke litteratur i international klasse, et læredigt i heksametre om skabelsen og en teologisk-allegorisk tolkning af det skabte.

Et spidsfindigt og højlærd værk og en grundessens af middelalderens katolske syn på verden. Anders Sunesen var Absalons efterfølger som ærkebiskop i Lund og den, til hvem Saxo ved afslutningen af sit værk ca. 1220 dedicerede sin fortale. Hexaëmeron blev ikke trykt førend i 1892 og oversat til danske vers 1985.

Den folkesproglige litteratur. Ved siden af denne latinske litteratur findes der også en folkesproglig litteratur fra middelalderen. Som sprogmonumenter må fremhæves landskabslovene (Jyske Lov (1241), Sjællandske Lov, Skånske Lov), der også har betydning som kulturhistoriske kilder.

Folkeviser (ballader) er den litterære hovedgenre i den folkesproglige middelalderlitteratur. Fra selve middelalderen findes kun få og spredte vidnesbyrd om folkeviserne, men de blev allerede i renæssancen nedskrevet i de adelige damers visehåndskrifter.

Hvor gamle viserne er, har der været stærkt divergerende opfattelser af, men antagelig stammer de fleste fra omkring midten af 1300-t. og op gennem 1400-t. De eventyragtige trylleviser og de novelleagtige ridderviser, som udgør hovedparten af folkeviseoverleveringen, har ofte en betydelig litterær værdi gennem deres skarptskårne konflikter med ægte tragik eller opløftende humor og med de stemningsskabende omkvæd.

I international sammenhæng er den danske folkeviseoverlevering bemærkelsesværdig på grund af genrens relativt homogene præg, de meget tidlige nedskrifter og endelig i kraft af, at Danmark er det land, der har de ældste bogudgaver af folkeviserne (Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog 1591, Mette GøyesTragica 1657 og Peder Syvs udgave 1695).

Bogudgaverne har holdt folkeviserne levende i en mundtlig, og senere litterær, tradition til langt op i 1800-t. Da folkeviserne genopdagedes af romantikken, fik de stor indflydelse på det lyriske sprog op gennem 1800-t. og inspirerede til en lang række efterligninger og gendigtninger. Fra da af blev folkeviserne en afgørende del af dansk litterær identitet.

Renæssancen

Håndskriftlitteraturen (der cirkulerede i afskrifter), både den latinske og den danske, fortsatte op gennem 1500-t., 1600-t. og 1700-t. Men den bogtrykte litteraturs gennembrudsperiode var renæssancen (1500-t. med fortsættelse ind i 1600-t.).

Tycho Brahe som 40-årig; tegning efter stik.

Tycho Brahe som 40-årig; tegning efter stik.

Det var de lærde værkers tid (historikeren Anders Sørensen Vedel, den europæisk berømte spekulative mediciner Petrus Severinus alias Peder Sørensen, astronomen og forfatteren Tycho Brahe mfl.). Men da renæssancen og den lutherske reformation forløb samtidig, var det først og fremmest bibeloversættelsernes og salmernes tid.

Den nye kirkes salmer fik en standardudgave i Hans Thomesens salmebog 1569. Her var de fleste salmer bearbejdelser og oversættelser fra tysk, men ved århundredets slutning fik Reformationen sin første danske digter, Hans Christensen Sthen (En liden Vandrebog, ca. 1590, en bønne- og bedebog med et antal originale salmer). Flere af Sthens salmer med deres enkle folkeviseprægede tone har holdt sig til i dag. Hans gudelige læredigt "Lyckens Hiul" illustrerer det grundsyn, der afløste middelalderens fasttømrede verdensanskuelse: verden som et uberegneligt og omskifteligt sted, hvorfra man må henfly til den overliggende metafysiske verdens sikkerhed.

I krydsfeltet mellem renæssance og barok formulerede Ditlev Ahlefeldt denne tilværelsesmodel mønstergyldigt i fortalen til sine Memoires (ca. 1680). Ahlefeldt var en modstander af enevælden. Christian 4.s datter, Leonora Christina, gift med Corfitz Ulfeldt og fængslet i Blåtårn gennem 22 år, kom i direkte konflikt med den nye enevældige kongemagt. Hendes Jammers Minde (påbegyndt 1673-74, men først udgivet to århundreder senere) er et stort menneskeligt vidnesbyrd fra tiden og myldrende fyldt med skarpt sanset liv. Her finder man den uforfærdede realisme, som tidens livssyn gav plads for.

Barokken

Der var grøde i litteraturen i barokken (ca. 1650-1720 eller senere). Den nye enevælde ville regulere samfundet, og parallelt tog litterater fat på at give regler for sproget og versekunsten. Op gennem 1600-t. fremkom en lang række grammatikker, metrikker og enkelte poetikker, hvoraf den vigtigste var Peder Syvs Nogle Betenkninger over det cimbriske Sprog (1663).

Barokken var således den tidsalder, hvor litteraturen som institution vågnede til bevidsthed om sig selv. Man ville kappes med de udenlandske sprog om at skabe et litteratursprog, der kunne noget, således Anders Arrebo med Hexaëmeron (udg. 1661).

Baroklitteraturens sprog og former er præget af stor retorisk opfindsomhed og kraft og røber en livsappetit, der står mål med dens ligefremme besyngelse af lykkens omskiftelighed og dødens vished.

Der var i perioden både en verdslig og en religiøs litteratur. Den trykte verdslige litteratur omfattede bl.a. hyldest- og begravelsesdigte i den store stil (som Thomas Kingos), topografiske digte, hyrdedigte (som Anders Bordings).

Størstedelen af tidens verdslige digtning forblev utrykt og cirkulerede i afskrifter. Den religiøse litteratur kulminerede i Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koor (1674 og 1681). Samtidig med Kingo var den store norske salmedigterinde Dorothe Engelbretsdatter (Siælens Sang-Offer, 1678) og hendes landsmand Petter Dass. Udtrykssvulmende højbarok finder man hos Elias Naur, forfatter til salmer og til verseposet Golgatha paa Parnasso (1689).

På overgangen til oplysningstiden - mennesket i centrum

Ludvig Holberg. Det tidligste portræt, der kendes, er dateret 1731 og viser Holberg, da han var i midten af fyrrerne. Kobberstikket er udført af Christian Fritzsch i Hamburg; det sidder som frontispice over for titelbladet i det første bind af Dannemarks Riges Historie (1732). På latin står Holbergs navn og titler: assessor i konsistorium og professor i historie i København. Hvorvidt Fritzsch har stukket portrættet efter et maleri, en tegning eller efter levende model, vides ikke; der er intet forlæg bevaret.

Ludvig Holberg. Det tidligste portræt, der kendes, er dateret 1731 og viser Holberg, da han var i midten af fyrrerne. Kobberstikket er udført af Christian Fritzsch i Hamburg; det sidder som frontispice over for titelbladet i det første bind af Dannemarks Riges Historie (1732). På latin står Holbergs navn og titler: assessor i konsistorium og professor i historie i København. Hvorvidt Fritzsch har stukket portrættet efter et maleri, en tegning eller efter levende model, vides ikke; der er intet forlæg bevaret.

Under enevældens glansperiode fik den verdslige litteratur med Ludvig Holberg en international profil. Med sig hjem fra rejser i Europa bragte Holberg klassicismen, der opdyrkede de enkle og rene former, og oplysningens tanker, der satte mennesket og den menneskelige fornuft i centrum. Som forfatter af juridiske, geografiske, historiske og almentræsonnerende værker ville Holberg "examinere antagne meninger" og udbrede fornuftens lys.

Som forfatter af komedier til den første "danske skueplads", Lille Grønnegadeteatret, skabte han 1722-28 grundstammen i dansk teatertradition. Både hans komiske helteepos Peder Paars (1719-20) og komedierne vidner om, at Holberg vurderede fornuftens rækkevidde som væsentlig mere begrænset, end den senere egentlige oplysningsperiode gjorde. Hans grundsyn var stadig præget af renæssancens og barokkens turbulente verdensbillede, hvad der gør hans komedier til frodige livsbilleder af stor realisme.

Også den pietistiske salmedigtning hos Hans Adolph Brorson satte mennesket i centrum som et modtræk mod det forrige århundredes ortodoksi. Brorson udgik fra barokken og delte langt hen dennes syn på den turbulente verden (som det ses af digtet "Lissabons ynkelige Undergang", 1756).

Men i forlængelse af tysk pietisme søgte han ind mod den mystiske erfaring som modtræk til verdens foranderlighed. I salmeværket Troens rare Klenodie (1739) opdyrkede han snart det enkle og inderlige i stilen, snart komplekse, symbolnære billeder af sjælens genfødsel ved Jesu vunder. Forbavsende elegante rokokoklange præger den posthumt udgivne Svanesang (1765), religiøs lyrik beregnet for den intime andagt.

Verden som en (upålidelig) sejlads var også et fremtrædende tema hos Ambrosius Stub, ud af hvis omflakkende digterliv der både flød rokokoscenerier, pietistiske salmer og drikkeviser.

Oplysningen

Først fra omkring 1750 satte oplysningen ind som en bred bølge i dansk litteratur, båret af en ny økonomisk velfunderet borgerlig selvbevidsthed og af de nye erfaringsvidenskabers fremmarch. To institutioner lagde rammerne for den ny digtning: Den Danske Skueplads (Det Kongelige Teater), der blev grundlagt 1748 og blev den centrale dannelses- og kulturinstitution i Danmark frem til sidste halvdel af 1800-t., samt Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (stiftet 1759).

Inden for disse rammer udviklede tiden sine fundamentalt nye tanker om den ordnede verden, sine begreber om moral og mild, human kristendom og ikke mindst sine sproglige dannelsesidealer. Med basis i det genrejste Sorø Akademi, som Holberg havde testamenteret sin formue til, blev J.S. Sneedorff oplysningens litterære strateg, den nye franskinspirerede prosastils fortaler.

Bakkehuset på Frederiksberg var i 1800-t.s begyndelse et samlingssted for tidens litterære og videnskabelige kredse, der samledes omkring ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek. Siden 1925 har huset været museum og forfatterbolig.

Bakkehuset på Frederiksberg var i 1800-t.s begyndelse et samlingssted for tidens litterære og videnskabelige kredse, der samledes omkring ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek. Siden 1925 har huset været museum og forfatterbolig.

Den ordnede verdens herlige økonomi blev besunget af nordmanden Chr. Br. Tullin, der fremstod som tvillingerigets fejrede digter i 1760'erne. Tiden tegnes i øvrigt af salmedigteren Birgitte Boye, af Charlotte Dorothea Biehl, forfatter til skuespil og en række Moralske Fortællinger, og af den løsslupne humorist Johan Herman Wessel.

I de sidste tiår af århundredet blev oplysningen spædet op med ny følsomhed, bl.a. hos digtere som Thomas Thaarup og Knud Lyne Rahbek. Det rahbekske hjem, Bakkehuset, med Kamma Rahbek som det åndelige centrum blev et mødested for mennesker og strømninger på grænsen mellem oplysning, romantik og begyndende "guldalder".

Omkring 1800 medførte oplysningstanker og begejstring for Den Franske Revolution landsforvisning af forfatterne Malthe Conrad Bruun og P.A. Heiberg.

Præromantik

Jens Baggesen. Pastel af Christian Horneman, udført under et ophold i København i 1806. Den kosmopolitiske digter levede i årene 1800-10 i Paris.

Jens Baggesen. Pastel af Christian Horneman, udført under et ophold i København i 1806. Den kosmopolitiske digter levede i årene 1800-10 i Paris.

Mange strømninger mødtes i Johannes Ewalds forfatterskab, men først og fremmest intonerede han en ny digterisk selvbevidsthed, hvor kunsten blev det identitetsgivende, mens digterens privatperson går til grunde som det brændstof, der sættes ind på at skabe kunsten, sådan som det rent faktisk gik med Ewald selv, skildret i hans erindringer Levnet og Meeninger (ca. 1774 ff.).

Som lyriker stemte Ewald sproget op til at yde det sublime. Som skuespildigter berørte han selverfarede konflikter mellem følelsen og den givne orden i Adam og Ewa (1769) og i Balders Død (1773/75). Størst anerkendelse vandt han i tiden med det nationale festspil Fiskerne (1779), der forherliger folkets moralske kraft.

Jens Baggesen gav præromantikken et internationalt anstrøg. På stemninger fra hjerternes og den politiske revolution skrev han den brillante rejsebog og digterbekendelse Labyrinten (1792-93). Godt en tredjedel af hans forfatterskab er tysksproget, således også hans europæiske succes Parthenaïs oder die Alpenreise (1802/03), en heksameteridyl spændt ud mellem den tyske idyldigter Johann Heinrich Voss og præromantikkens frenetiske digterbegejstring.

Romantik og guldalder

Adam Oehlenschläger. Constantin Hansens maleri fra 1866, Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829; Frederiksborgmuseet.

Adam Oehlenschläger. Constantin Hansens maleri fra 1866, Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829; Frederiksborgmuseet.

Romantikken slog igennem i Danmark umiddelbart efter 1800 og fik sin særlige klangbund og udformning her takket være den nationale deroute under Napoleonskrigene. Den tyske romantiks idéer og emneverden opfangedes lynsnart af dansk litteratur. Dels hentede lyrikeren Schack von Staffeldt selv inspiration hjem fra et flerårigt ophold i Tyskland i 1790'erne, dels kom naturforskeren og -filosoffen Henrik Steffens til København i 1802 og udbredte budskabet i forelæsninger på Elers Kollegium og i samtaler med Adam Oehlenschläger, der herigennem vaktes digterisk og blev hovedskikkelsen i den tidlige danske romantik, fulgt af N.F.S. Grundtvig og Carsten Hauch, mens B.S. Ingemann fulgte sine egne veje, tættere på Staffeldt og den mere radikale tyske romantik. I forskellige tempi udviklede de sig alle væk fra den oprindelige visionære romantik og over mod nationale, folkelige, historiske og samtidskritiske udspil i salmer, noveller, krøniker og romaner.

Romantikken fik på sin vis lang virkning i Danmark, idet dens dyrkelse af poesien som livsmagt blandedes op med religiøs/kristen evighedstro og afgav grundstoffet til en fælles digterkonfession for den første halvdel af 1800-t.

Johan Ludvig Heiberg. Den Spanske — som den sprogbegavede yngling blev kaldt af sin plejemor, Kamma Rahbek — var ikke blot hjemme i salonerne. Hans kendskab til franske og tyske tendenser vendte op og ned på parnasset og scenen i København. Maleri af Sophus Schack.

Johan Ludvig Heiberg. Den Spanske — som den sprogbegavede yngling blev kaldt af sin plejemor, Kamma Rahbek — var ikke blot hjemme i salonerne. Hans kendskab til franske og tyske tendenser vendte op og ned på parnasset og scenen i København. Maleri af Sophus Schack.

Og så grundlagde den et poetisk sprog, bl.a. påvirket af folkevisesproget, som kom til at præge store dele af dansk lyrik helt op til omkring 1900. Men i sin egentligste form blev romantikken som sådan et kortvarigt mellemspil. Den borgerlige kultur fra slutningen af 1700-t. fortsatte uanfægtet og prægede den grundlæggende livsopfattelse, spædet kraftigt op med en omfattende Goetheindflydelse.

Goethehumanismen, kristendommen, moralen og den udvandede romantik udgør hovedelementerne i det, som i betragtning af den enestående rigdom inden for alle kunstarter på denne tid kaldes "guldalderen".

Mens Oehlenschläger var frontfiguren i den egentlige romantik, var dramatikeren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg den ledende skikkelse i romantikkens afbøjning mod hverdagen og mod den mere facetterede psykologis emner ("det interessante").

Kredsen omkring ægteparret Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg blev en dominerende kulturel faktor i 1820'erne, 1830'erne og 1840'erne. Til kredsen hørte Johan Ludvig Heibergs mor, Thomasine Gyllembourg, der med sine poetiserede og moderat religiøse/moralske hverdagshistorier vandt stor popularitet i tiden og blev indbegrebet af den tidsånd, som man har kaldt biedermeier.

En ny virkelighed grundlægges

Der var et almindeligt opbrud i litteraturen i 1820'erne og navnlig i 1830'erne under indtryk af europæiske strømninger og opmuntret af liberale tendenser i økonomi og politisk tænkning, som den sene enevælde ikke formåede at undertrykke. Moderniteten intoneredes i centrallyrikken af erotiske digtere som Christian Winther og Emil Aarestrup, hos sidstnævnte også i hans politiske digte.

Steen Steensen Blicher. J.V. Gertners portrættegning fra 1845 godkendte Blicher med sin signatur. Få år før havde Blicher udgivet den jyske rammefortælling E Bindstouw (1842). Trods menneskelig slitage gav digteren sig ikke. I 1846 skrev han sangen Jyden han æ stærk aa sej.

Steen Steensen Blicher. J.V. Gertners portrættegning fra 1845 godkendte Blicher med sin signatur. Få år før havde Blicher udgivet den jyske rammefortælling E Bindstouw (1842). Trods menneskelig slitage gav digteren sig ikke. I 1846 skrev han sangen Jyden han æ stærk aa sej.

At tiden var en overgangstid, "den politiske periode", bevidnedes allerede af Søren Kierkegaard. Blandt hovedfigurerne var den tids outsidere, Steen Steensen Blicher, N.F.S. Grundtvig (der dog fra 1840'erne og frem fik et bredt følge), H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Med dem blev det sene enevældesamfunds grænser overskredet, og skrivemåder, problemstillinger og publikumsopfattelser, som varslede nyt, blev taget op.

Blichers realistisk tonede, illusionsløse noveller (undertiden i dialekt) fra det litterært ellers ubeskrevne Jylland blev et oplæg til en senere tids realisme. Grundtvig, med en blanding af oplysningsiver, urkristendom og romantisk tro på Ånden og det levende (Guds)ord, reformerede kirke og menighed gennem den vækkelsesbevægelse, han afstedkom. Han satte grundlæggende spor i dansk selvforståelse, skoleopfattelse og almenkultur gennem den højskolebevægelse, der udgik fra ham.

Op gennem resten af århundredet blev den fundamentet for bøndernes identitetsdannelse frem til deres politiske magtovertagelse i 1901, og den mærkedes videre op i 1900-t.s socialdemokratiske kultur. H.C. Andersen brød i sit eget livsforløb gennem barriererne i den stive, borgerlige sen-enevælde. I eventyret, en oprindeligt folkelig genre, som af ham forvandledes til en lunerig og nutidig, virkelighedsnær genre i sin helt egen art, udtrykte han de mangfoldige og sammensatte erfaringer, der gjorde ham til en skarp psykolog og kender af samspillet mellem mennesker, men også til en uortodoks religiøs ånd i uafsluttet søgen.

H.C. Andersen stod på mange måder på grænsen af sin tid, begejstret for den ny teknik i tiltro til fremskridt og mere humane forhold. Kierkegaard ville ikke vide af dette "udvorteshedens spektakel", men stod ligeledes på grænsen af perioden, idet han skærpede kravet til sandhed i den enkeltes livsførelse. Med en blanding af kristen idealisme og psykologisk realisme pegede han på virkeligheden som det sted, hvor individets liv skal måles.

Omkring og i årene efter enevældens afskaffelse 1849 begyndte et nyt samfund at sætte sine tydelige spor. Tiden kaldte på nye udspil, først og fremmest diskussionen omkring kvindernes frigørelse. Med Mathilde Fibiger som frontfigur trådte en række kvindelige forfattere op som debattører på den litterære scene. Realister som M.A. Goldschmidt og Hans Egede Schack skrev periodens åndelige identitet frem til dens ydergrænse.

Det moderne gennembrud

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

En ny litteratur og en ny ideologisk front, en kulturel radikalisme, brød igennem i løbet af 1870'erne for hen mod 1880 endelig at fremstå fuldt udfoldet. Det var en fælles nordisk bevægelse, hvis kritiske bannerførere var Georg og Edvard Brandes.

Det moderne gennembrud, som det blev døbt (1883) af Georg Brandes, hørte tæt sammen med industrialiseringen, de nye naturvidenskaber og de politiske brydninger omkring afviklingen af resterne af enevældesamfundet. Processen tilspidsede sig i et godsejerdiktatur frem til 1901, provisorietiden, der blev afsæt for Henrik Pontoppidans tidlige forfatterskab.

Da tiårene op til århundredskiftet var en afviklings- og omlægningsperiode, måtte det moderne gennembrud i Danmark især blive kendetegnet ved et kulturopgør bagud. Dette kom til at indtage større plads i litteraturen end nyudviklingerne i samfund, industri og teknik, som digterne gennemgående lukkede øjnene for.

Det var forfaldsromanernes tid (J.P. JacobsensNiels Lyhne, Herman Bangs Haabløse Slægter mfl.). Kirken/kristendommen og den borgerlige moral, især seksualmoralen, stod for skud, mens darwinismen trængte sig frem som en tidstypisk anskuelse.

Omhyggeligt klædt og sat op i tidens udstyr ser Amalie Skram os anspændt og søgende direkte i øjnene. Forfatterskabets åbenhjertighed og ærlighed virkede rystende på samtiden. Fotografi fra midten af 1880'erne.

Omhyggeligt klædt og sat op i tidens udstyr ser Amalie Skram os anspændt og søgende direkte i øjnene. Forfatterskabets åbenhjertighed og ærlighed virkede rystende på samtiden. Fotografi fra midten af 1880'erne.

Det moderne gennembrud forløb i en tidlig naturalisme, en senere realisme, frem mod en ny fordybelse i det individuelle liv, til dels inspireret af den eksistentielle radikalist Friedrich Nietzsche, som Georg Brandes introducerede i 1888.

Georg Brandes, der med sin kritik agerede på en europæisk scene og ikke kun på en dansk eller nordisk, satte med sin oversættelse af Stuart Mills On the Subjection of Women skub i debatten om kvindens emancipation, men kvindelige forfattere i tiden (Amalie Skram, Erna Juel-Hansen mfl.) etablerede selv deres moderne gennembrud.

Ude omkring i landet blev jordbunden gødet for bøndernes magtovertagelse 1901 gennem højskolernes efterromantiske budskaber til denne samfundsklasse, der var ved at fundamentere sin kulturelle selvbevidsthed. Her blev grunden lagt til den for Danmark så karakteristiske og meget omfattende bondelitteratur fra ca. 1900 og frem til 1950.

Radikalismen er siden det moderne gennembrud blevet et særkende ved dansk kulturelt og politisk liv helt op til i dag. Den ideologiske polarisering medførte samtidig, at der siden opløsningen af sen-enevældens enhedskultur kom til at tegne sig et billede af flere kulturer og litteraturer side om side. Også det er et træk, der er blevet stående op til nutiden.

Symbolisme og fin de siècle-litteratur

Taarnet. Titelbladet til de første seks numre af Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

Taarnet. Titelbladet til de første seks numre af Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

Hen mod århundredskiftet udviklede naturforbundetheden i naturalismen/realismen sig til en bred front af naturlyrik, det største samlede gennembrud for naturlyrikken i Danmark (Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, Ludvig Holstein, Thøger Larsen).

Det var samtidig en periode, hvor den fokusering på individet, som kendetegnede naturalismens/realismens kriselitteratur, uddybedes yderligere til en subjektiv, stemningsbundet (ofte pessimistisk) betragtning af omverdenen, forbundet med en religiøs nyorientering (Johannes Jørgensen, Helge Rode).

Som redaktør af tidsskriftet Taarnet (1893-94) introducerede Jørgensen den franske symbolisme, som især Sophus Claussen forbandt sig med i sin fordybelse i kunstens tvingende erfaringer.

Hen mod århundredskiftet blev forfaldsromanen til desperate undergangsromaner (Johannes V. JensensEinar Elkær og Kongens Fald, Ernesto Dalgas' Lidelsens Vej, Martin Andersen NexøsDryss).

Jugendstilen, der prægede tidens arkitektur og kunsthåndværk, slog især igennem i Harald Kiddes og Sophus Michaëlis' prosa, her som andetsteds med rødder tilbage i J.P. Jacobsens prosa.

Det folkelige gennembrud

Martin Andersen Nexø. Udateret fotografi.

Martin Andersen Nexø. Udateret fotografi.

Samtidig med det politiske systemskifte 1901 kom et opbrud i malerkunst (Fynboerne), musik (Carl Nielsen) og litteratur. Det såkaldt folkelige gennembrud i litteraturen var i virkeligheden det gennembrud for en samtidsrealisme, som indvarsledes i 1870'erne og 1880'erne. Det spændte vidt, socialt og ideologisk.

Johannes V. Jensen blev periodens store sproglige fornyer og igangsætter for nybrud i 1900-t.s litteratur overhovedet. Så forskellige forfattere som Tom Kristensen og Martin A. Hansen samt Klaus Rifbjerg har erklæret deres gæld til ham, der dannede ideologisk front med det folkelige gennembrud, men gik langt videre i emner og synspunkter. Martin Andersen Nexø blev den første store arbejderforfatter.

Ellers fortsattes det moderne gennembrud, bl.a. i dele af den ny kvindelitteratur, hvor Agnes Henningsen forargede ved at skildre og leve efter en ny tids friere normer. Johannes V. Jensens søster Thit Jensen, forfatter til både historiske og samtidsbaserede romaner, blev en fremtrædende skikkelse i kvinde- og kønsdebatten.

Mellem krigene

Poul Henningsen. Arkitekten og kulturkritikeren fotograferet som modernitetens mand med PH-lampen og de nye medier: skrivemaskine og rejsegrammofon. Fotografiet er fra ca. 1934, da PH fungerede som revyforfatter og arkitektur- og radioanmelder ved dagbladet Politiken.

Poul Henningsen. Arkitekten og kulturkritikeren fotograferet som modernitetens mand med PH-lampen og de nye medier: skrivemaskine og rejsegrammofon. Fotografiet er fra ca. 1934, da PH fungerede som revyforfatter og arkitektur- og radioanmelder ved dagbladet Politiken.

De internationale ismer, nogle af dem med forbindelser til tidens malerkunst, satte deres spor i dansk litteratur fra tiden under 1. Verdenskrig og frem med ekspressionismen som den første, til dels inspireret af Johs. V. Jensen, bl.a. i lyrik og romaner af Emil Bønnelycke og Tom Kristensen.

Ekspressionismen fulgtes af spredte nedslag af surrealismen (hos Jens August Schade og Gustaf Munch-Petersen). Selvom disse ismer var forløbere for den senere modernisme, blev de dog randfænomener i tidens litteratur, der i hovedsagen prægedes af en mangesidet strøm af bredt skildrende realisme: fra den borgerligt-naturalistiske Jacob Paludan over den sociologiske eller socialkritiske litteratur (kollektivromaner, klassekampsromaner og brede, socialt baserede livsskildringer) til den nye freudiansk inspirerede psykologiske skildring hos bl.a. H.C. Branner.

Især 1930'erne var præget af en opdeling mellem en kulturradikal, undertiden socialistisk linje og en i øvrigt ganske uhomogen gruppe af forfattere, der lagde sig i forlængelse af velprøvede udtryksformer med bred (konservativ) publikumsappel.

På den kulturradikale fløj var hovedfiguren arkitekten, lysdesigneren, revyforfatteren og kulturdebattøren Poul Henningsen (PH). På den konservative front skabte især præsten og dramatikeren Kaj Munk opsigt. En særstilling indtog Karen Blixen (Isak Dinesen), hvis bøger fra midten af 1930'erne begyndte at udkomme først i USA og derefter i Danmark.

En erklæret aristokratisk konservatisme blev underløbet af en oprørsk kvindelighed i Blixens fortællinger og var egentlig udtryk for en Nietzscheinspireret kulturkritik, som fandt sted siden 1890'erne og bl.a. gav sig udtryk i dyrkelse af myternes visdom.

Hereticaperioden

Ole Sarvig.  Fotografi fra 1960'erne.

Ole Sarvig. Fotografi fra 1960'erne.

Allerede sidst i 1930'erne tog Paul la Cour skridtet over mod en genoplivelse af symbolismen, hvis manifest blev hans Fragmenter af en Dagbog (1948). Omkring tidsskriftet Heretica samledes en gruppe forfattere anført af Martin A. Hansen, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig, der brød med naturalismen/realismen og dens menneskesyn.

De satte i stedet det religiøse, etikken, kunsten, formen eller den universelle natur ind som basis. Fælles for mange forfattere og skribenter i tiden under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig var en oplevelse af en dybtgående kulturkrise, som ud fra en samhu med billedkunstnerisk modernisme fik et visionært og religiøst tonet udtryk i Ole Sarvigs lyrik, hos den yngre Frank Jæger med et større lyssyn.

Efterkrigstidens modernisme og traditionalisme

Portræt af Klaus Rifbjerg.

Portræt af Klaus Rifbjerg.

I omegnen af Heretica kom den internationale modernisme til orde herhjemme: Martin A. Hansens eksperimentelle noveller, Branners indremonologiske eksperimenter i noveller, dramatik og romaner, Sarvigs lyrik. Men det var en etisk "bekymret" modernisme. I 1950'erne brød en modernisme igennem, som i langt højere grad tog moderniteten som noget givet og fandt adækvate udtryksformer herfor.

Villy Sørensen grundlagde en ny fabulerende og tilsyneladende "absurd" fortællekunst. Både hans filosofi og hans digtning tog afsæt i en skærpet sprogbevidsthed, der kunne skildre identitetstabet gennem selvafvigelse og spaltning. For Klaus Rifbjerg gik vejen fra en naturalistisk "vred ung mand"-holdning i stigende eksperimentel retning, kulminerende med den egenrådigt modernistiske digtsamling Konfrontation og digtsuiten Camouflage. Fra 1970'erne og frem bevægede hans omfattende forfatterskab sig ind i andre, mere publikumsvendte retninger, men i hans lyrik forenes det grænsenedbrydende og det virkelighedsmættede med en sproglig energi, som har gjort ham til en fornyer på linje med Johannes V. Jensen og Adam Oehlenschläger.

Inger Christensen portrætteret i 1962 ved tiden for hendes debut med digtsamlingen Lys, et ord, som markerer Skabelsens første fase. Et digt slutter: Min lidenskab: at vågne. Senere, i Det, lyder et omkvæd: Min lidenskab: at gå videre.

Inger Christensen portrætteret i 1962 ved tiden for hendes debut med digtsamlingen Lys, et ord, som markerer Skabelsens første fase. Et digt slutter: Min lidenskab: at vågne. Senere, i Det, lyder et omkvæd: Min lidenskab: at gå videre.

Størst folkelig gennemslagskraft fandt Leif Panduros tv-dramatik, hvor borgerskabets indre absurditet blev blotlagt. Op gennem 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne tegner der sig en udvikling fra beskæftigelsen med "det absurde" (den unge Benny Andersens lyrik og noveller, Peter Seebergs i tiden meget diskuterede prosa, Ivan Malinowskis og Jess Ørnsbos lyrik m.m.), frem mod en konstruktivistisk eller formalistisk modernisme, skriftmodernisme o.l. med bl.a. Hans-Jørgen Nielsen som talsmand, kulminerende med Inger Christensens sproglige skabelsesværk Det, Svend Åge Madsens romaner (bl.a. Sæt verden er til) og Per Højholts drilagtige tekstuelle forløb. En særstilling indtager Henrik Nordbrandt med sin musikalsk-melankolske poesi.

Samtidig med modernismen gør der sig andre strømninger gældende: en eksistentiel-historisk dokumentarisme hos Thorkild Hansen; hos Tage Skou-Hansen og Erik Aalbæk Jensen en bred kritisk og eksistentiel realisme i traditionen fra Henrik Pontoppidan; selvbiografisk og med sociale, psykologiske og kvindelivsskildrende perspektiver hos Tove Ditlevsen; Anders Bodelsens, Christian Kampmanns og Henrik Stangerups samtidsrealisme.

Offentlighed og privatisering

Studenteroprøret i 1968 medførte en voldsom opblomstring af den ideologiske debat og dermed et tab af interesse for de eksklusive litterære eksperimenter. Frem gennem 1970'erne opstod en ny arbejderlitteratur og især en kvindelitteratur med bl.a. Jette Drewsen, Vita Andersen og Dea Trier Mørch, der samlede stor debat om sig.

Den hårde ideologiske kritik af litteraturens funktion og udtryksformer, der trivedes i universitetskritikkens miljø, var med til at presse forfatternes interesse i retning af den afideologiserede hverdag, det private, bekendelserne og det intime. Knækprosaens hverdagsagtige, talenære digttekster blev en populær og meget læst lyrisk form, samtidig med at den lyriske avantgarde mere stilfærdigt udfoldede sig i eksempelvis Klaus Høecks datalogisk orienterede tekster.

Mytologier, postmodernisme og ny fabuleren

I 1980'erne og 1990'erne var man blevet mættet med bekendelser om den intime hverdag og med formløse former. Samtidig med at studentermarxismen kørte træt under det borgerlige politiske opsving, søgte litteraturen tilbage til sine egne rødder som litteratur.

Pia Tafdrup. Foto fra 2010.

Pia Tafdrup. Foto fra 2010.

En ny generations modernisme med Michael Strunge, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen lod sig ikke blot inspirere af rockmusik og en moderne kropsbevidsthed, men har også frit kunnet gribe bagud til romantiske og symbolistiske former. De to sidstnævnte har formuleret idéerne i poetikker.

En velprøvet realist som Henrik Stangerup bevægede sig via ideologiske og personlige opgør over i det kulturhistoriske og mytologiske landskab. Enkelte lyrikere, inspireret af ældre modernister som Ole Sarvig og Jørgen Gustava Brandt, genoptog salmeformen, der har været en af dansk litteraturs hovedhjørnestene, men stort set har ligget brak siden Grundtvig. En ny religiøsitet dannede sammen med tidens optagethed af universet og naturen baggrund for denne interesse for salmen. En kritisk økologisk bevidsthed fik universelle og mytologiske dimensioner i Thorkild Bjørnvigs og Vagn Lundbyes naturmotiver. Villy Sørensen nytolkede og -fortalte den klassiske og nordiske mytologi.

Der opstod i disse tiår en livskraftig fortællekunst. Kirsten Thorup skrev kvindelige erfaringsverdener frem i prosa, der balancerer mellem socialt tonet, vidtspunden realisme og en psykisk inderverden. Prosaisterne har i vid udstrækning arbejdet med blandformer, mellem roman og erindring hos fx Suzanne Brøgger og mellem realisme og skriftbevidsthed hos Peter Seeberg og Jens Smærup Sørensen.

Portræt af Ib Michael, 2010.

Portræt af Ib Michael, 2010.

Dorrit Willumsen har i skræmmebilleder skildret moderne mennesker som mekaniske modeller og ofre for en forvredet samfundsorden. Livet som en antologi af menneskeskæbner i fælles isolation findes i Peer Hultbergs analytiske prosa. Den også internationalt udbredte blandform af realisme og fantastisk fortælling, "magisk realisme", har på forskellig måde fået sin særlige danske udformning, men med bred international appel hos Ib Michael og Peter Høeg.

At Karen Blixen har været en af den nyere fortids mest læste og diskuterede forfattere i perioden, har sat sig sine spor. Men trods valgslægtskaber i det fabulerende er der et betydeligt spring fra den guddommelige iscenesættelse af verden i den blixenske fortælling til den centrumsløse postmodernisme og grænsenedbrydende kropsbevidsthed, der med vekslende intensitet har gjort sig gældende i dansk litteratur i sidste halvdel af 1980'erne og ind i 1990'erne.

Fortsat er det dog sådan, at selv disse tendenser, der har fanget mest kritikeropmærksomhed, så langtfra er enerådende. Forskelligheden trives side om side som aldrig før med centrallyrikken og fortællingen som det på én gang anfægtede og uanfægtede grundlag i den lange danske tradition.

Mangfoldighed i både udtryksform, genrer og valg af stof kendetegnede dansk litteratur i slutningen af 1900-t. I 1987 påbegyndtes en dansk forfatteruddannelse, Forfatterskolen, med lyrikeren og kritikeren Poul Borum som leder, og i 1996 blev den godkendt af Kulturministeriet som en SU-berettiget toårig videregående uddannelse.

En række af skolens elever gjorde sig gældende som eksperimenterende lyrikere eller prosaister. 1990'erne bød især på en fænomenologisk, ofte minimalistisk prosafiktion, der brød med mere traditionel og social årsagsforklaring, med Solvej Balle som en af repræsentanterne. Nye muligheder i den realistiske traditions psykologiske afsøgning så imidlertid Jens Christian Grøndahl, der beskrev det moderne menneskes identitetsproblemer i en række stilsikre romaner.

Carsten Jensen.

Carsten Jensen.

Nogle af de ældre, etablerede forfattere skrev deres hovedværker i 1990'erne og begyndelsen af 2000-t.; det gælder Peer Hultberg, kendt for sin særlige stream of unconsciousness-teknik, Vibeke Grønfeldt, der markerede sig med originale civilisationskritiske romaner, og systemdigteren Klaus Høeck, der i monumentale digtsuiter placerede sig som den lyriske storforms mester.

Kulturkritikeren Carsten Jensen gav nyt liv til essaygenren i store rejsebøger. Dansk litteratur er siden 1990 blevet belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris seks gange: Peer Hultberg (1993), Dorrit Willumsen (1997), Pia Tafdrup (1999), Henrik Nordbrandt (2000), Naja Marie Aidt (2008) og Kim Leine (2013).

Læs også om børnelitteratur i Danmark eller om Danmark generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johan de Mylius, May Schack: Danmark - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61120