• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tom Kristensen

Oprindelig forfatter JeAn Seneste forfatter Redaktionen

Tom Kristensen bagved sine bøger ved en dansk boguge i april 1941. I debutdigtsamlingen Fribytterdrømme (1920) leverede han dette ironiske selvportræt: Jeg er kun en lille Digter,/ halvt en Tænker, halvt en Nar,/ elsker meget store Frakker,/ store Hatte, stor Cigar.

Tom Kristensen bagved sine bøger ved en dansk boguge i april 1941. I debutdigtsamlingen Fribytterdrømme (1920) leverede han dette ironiske selvportræt: Jeg er kun en lille Digter,/ halvt en Tænker, halvt en Nar,/ elsker meget store Frakker,/ store Hatte, stor Cigar.

Tom Kristensen, Tom Aage Kristensen, 4.8.1893-2.6.1974, dansk forfatter og kritiker, født i London og opvokset i København i et arbejderklassemiljø. Med udgangspunkt i 1920'ernes rastløse og kaosprægede sjæleliv var han gennem mange år en ledende skikkelse i dansk litteratur.

De to sider af digteren Tom Kristensen, som man kan kalde "fribytteren" og "akademikeren", formedes gennem vigtige venskaber i ungdomsårene. Med skolekammeraten Emil Bønnelycke som inspirator og indpisker skrev Tom Kristensen 1912-16 sine første ekspressionistiske digte. I deres formsprog var de påvirket af Edgar Allan Poe, hvis lyrik han havde læst i gymnasieårene.

Digtenes indhold har rod i 1890'ernes symbolisme, Johannes V. Jensens prosalyrik og filosoffen Friedrich Nietzsches ord "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne" stræbte efter en ny form for skønhed, der skulle findes i storbyens og modernitetens kaos.

Tom Kristensens meget form- og farvebevidste digtning i disse år fandt sit program i digtet "Landet Atlantis", hvis sidste strofe, "Saadan er Længselens Land, Atlantis,/ hvor alle harmoniske Fordomme svigter./ Farverne sprænges, og Formerne sprænges,/ og Skønheden skabes af grelle Konflikter", bliver omdrejningspunktet i debutbogen Fribytterdrømme i 1920.

I løbet af 1920'erne udgav han yderligere tre digtsamlinger (Mirakler, 1922, Paafuglefjeren, 1922, Verdslige Sange, 1927), to romaner (Livets Arabesk, 1921, En Anden, 1923), børnebogen Bokserdrengen (1923) og et stort antal anmeldelser, kronikker og avisdigte i Politiken, hvor han blev ansat i 1923.

Gennem litteraturstudier i dansk, engelsk og tysk på Københavns Universitet, der afsluttedes med embedseksamen året før den opsigtsvækkende debut, fik Tom Kristensen grundig kontakt med den europæiske kultur- og litteraturhistorie. Han udvidede også sin åndelige horisont i ansporende, uhøjtideligt samvær med en række akademiske venner i den legendariske Sangforeningen Taaren, som talte jævnaldrende filosoffer, jurister og litterater, der alle på nær Tom Kristensen senere blev professorer.

Dette klassiske fundament danner et solidt grundlag for Tom Kristensens særegne digtning og kritik, hvor "fribytteren" og "akademikeren" smelter sammen i en behersket leg med sprog, og klassiske rim- og rytmebundne former aver teksternes ofte kaotiske indhold. "Jeg danser bedst i lænker", som Tom Kristensen sagde om dette karakteristiske sammenstød mellem form og indhold i sin digtning.

Efter længere rejser til Østen og Spanien i 1922 og 1925 blomstrede Tom Kristensens talent videre i flere forskellige genrer, og han lagde mere og mere afstand til sit ekspressionistiske udgangspunkt.

Centralt står rejsebogen En Kavaler i Spanien (1926), der er en til tider surrealistisk rejse gennem Spaniens sjæl og digterens maskuline mystik, samt romanen Hærværk (1930), der ud over at være et suverænt udtryk for 1920'ernes flakkende tidsånd markerer Tom Kristensens pludselige afsked med romangenren.

Hærværk, som af mange regnes for Tom Kristensens hovedværk, handler om kritikeren Ole Jastrau, der i jazzens, psykoanalysens og de store livsanskuelsers tid kvitter sit borgerlige jeg og går i hundene for at finde ud af, hvad Gud, Freud og Karl Marx kan have ment med en størrelse som Jastrau.

Romanens åbne slutning fører lige lukt ud i den hasarderede livsdyrkelse, Tom Kristensen praktiserede i 1930'erne, hvor lyrikken og kritikken blev hans foretrukne genrer. Han skrev anmeldelser og nekrologdigte på samlebånd i Politiken, bl.a. det berømte "Det er Knud som er død" til sin ven Knud Rasmussen i december 1933 og til Gustaf Munch-Petersen, og forsøgte i både skrift og krop at leve op til den selvvalgte rolle som voldsom vitalist og "digter i døgnet", dvs. skribent i storbyens og modernitetens hæsblæsende, aldrig hvilende rytme.

Hele denne febrilske livsform pejles i novellesamlingen Vindrosen (1934) og præciseres yderligere i digtene Mod den yderste Rand (1936), hvis titel angiver den kompromisløse retning. Begge bøger afspejler sammen med Hærværk, at Tom Kristensen stod i gæld til mellemkrigstidens hårdkogte og "amoralske" forfattere såsom Ernest Hemingway, Sherwood Anderson og William Faulkner og ligeledes hentede stor inspiration fra Knut Hamsun, Hermann Hesse, Aldous Huxley, James Joyce — og ikke mindst D.H. Lawrence og hans erotiske evangelium, som Tom Kristensen introducerede herhjemme i anmeldelser og oversættelsen af Lawrences Sønner og elskere i 1935.

Forsøget på at skrive sit liv og leve sin skrift kulminerede i 1943, da Tom Kristensens tredje ud af i alt fem ægteskaber endte med hustruens død af alkohol og piller. Han flyttede til Thurø i 1946 og forblev her frem til sin død i 1974. Med rejseskildringen Rejse i Italien (1950), digtsamlingen Den sidste lygte (1954) og tildelingen af De Gyldne Laurbær i 1955 opnåede Tom Kristensen klassikerstatus.

Herefter lukkede forfatterskabet sig om kritikken, hvor Tom Kristensen med sin fintfølende og fortællende form for anmelderi opnåede en idolstatus som ingen anden dansk kritiker i 1900-t. Mange af hans banebrydende anmeldelser er samlet i bøger, bl.a. Mellem Krigene (1946), Til dags dato (1953) og Kritiker eller anmelder (1966). Tom Kristensen var i 1960 medstifter af Det Danske Akademi.

1966 udgav Tom Kristensen erindringsbogen med den dobbeltbundede titel Åbenhjertige fortielser. Heraf fremgår den stærke moderbinding, der fik stor betydning for sønnens liv og værk. Man kan i et dybere lag af Tom Kristensens digtning og kritik foruden i erindringsbogen spore et livslangt forsøg på dels at forstå, dels at fortrænge konsekvenserne af det skæbnesvangre forhold.

Ofte er Tom Kristensen i dansk litteraturhistorie blevet betegnet som "angstens digter", idet man har påpeget hans frygt for kaos, krig, kvinder o.a. Glemmes må dog ikke, at Kristensen også var humorens og legens digter. Hans angstbegreb handler ikke udelukkende om traumatiske lammelser, men også om angsten som udfordring og inspiration — den evige uro.

Som man kan læse i det berømte digt "Angst" fra Hærværk, dyrkede Kristensen — i lighed med Ole Jastrau — den angst, der marered ham. Tættest på sandheden om digteren er han muligvis selv i digtet "Min Pibe" (1920), hvor jeget karakteriseres som "halvt en Tænker, halvt en Nar". På den ene side en sensibel grubler med særligt blik for tilværelsens mørke sider, på den anden et legebarn og en gøgler med umiddelbar tilgang til livets spraglede og springende toner.

Nok lagde Tom Kristensen i løbet af sit liv afstand til ekspressionismen, men han bevarede den samtidig i sig som en farlig og kreativ understrøm i digtningen og kritikken.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Tom Kristensen Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik