Kaj Munks herskende tema er kaldet og dets omkostninger. Det gennemspilles negativt med kong Herodes i En Idealist (1928) og med dr. Krater i Georg Brandes-dramaet I Brændingen (1929, opført 1937), positivt med Johannes i Ordet (1932, filmatiseret af Carl Th. Dreyer 1955), med N.F.S. Grundtvig i Egelykke (1940) samt i epilogen Ewalds Død (1943).
Mere stilfærdigt sejrer kærlighed og humanisme med professor Mensch i Han sidder ved Smeltediglen (1938) og med den gamle romerske feltherre Fabius i Før Cannæ (1943, opført 1945).
Beredskabsdramaet Niels Ebbesen (skrevet over folkevisen i 1940, trykt og forbudt 1942, opført 1945) giver intuitivt et overbevisende indtryk af den danske frihedskæmpers psyke: Den tøvende Niels er lige led ved det nødvendige drab på tyrannen før og efter sin dåd.
Kaj Munk demonstrerer gerne Guds almagt i de tilsyneladende svage: den troende kvinde, det uskyldige barn, den tvivlende, feje eller rent ud komiske præst, den sindssyge. I protest mod rationel kulturradikalisme tog han i sin digtning springet fra et psykologisk stade til et religiøst, valgt og fastholdt med kierkegaardsk lidenskab.
Kaj Munks charmerende, anekdotisk fortalte ungdomserindringer Foraaret saa sagte kommer (1942) kulminerer i antagelsen af En Idealist til opførelse på Det Kongelige Teater. Hans stykker nåede scenerne, mens teatret endnu var en vigtig offentlig talerstol.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.