Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Bergstedt

Oprindelig forfatter Yde Seneste forfatter Redaktionen

Harald Bergstedt, 1877-1965, dansk forfatter. Bergstedt brød igennem som lyriker med de fire digtsamlinger Sange fra Provinsen (1913-21 samt i udvalg 1949). Hans folkelige digtning er præget af en frisk og umiddelbar livsappetit.

Harald Bergstedt hentede motiver fra den lille provinsby (det fortællende digt Hans og Else, 1916), og hans sange vandt udbredelse, bl.a. gennem hans egne deklamationer i arbejderbevægelsen og i afholdsbevægelsen.

Harald Bergstedt var en af katalysatorerne for Tom Kristensens roman Hærværk. Tom Kristensen havde svære problemer med alkohol og opsøgte Bergstedt for at få et godt råd, og det blev; skriv en roman om at være dranker.

Annonce

Med årene fik hans opfattelse af folkelighed et populistisk, antiintellektuelt præg, som førte ham over i fascistiske holdninger. Efter mange års medarbejderskab ved Social-Demokraten blev han under Besættelsen 1940-45 skribent ved nationalsocialistiske organer og blev efter krigen idømt to års fængsel. Det medførte bl.a., at Harald Bergstedt var underlagt et totalt programforbud i Danmarks Radio 1945-63.

Børnesangene "Solen er saa rød, Mor" (1915) og "Jeg ved en Lærkerede" (1921), begge med kongeniale melodier af Carl Nielsen, har holdt sig usvækket og er blevet fortolket af stadig nye kunstnere fra nye generationer, førstnævnte således af Lars H.U.G. i 1982.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Yde: Harald Bergstedt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46039