Gustaf Munch-Petersen.

.

Gustaf Munch-Petersen, 1912-38, dansk forfatter, søn af Valfrid Palmgren Munch-Petersen og Jon Julius Munch-Petersen, g.m. Lisbeth Munch-Petersen 1936.

I sit korte liv var Gustaf Much-Petersen uforstået som digter og efter sin død som frivillig i Den Spanske Borgerkrig i kampen mod fascismen en myte.

Med den lyriske debut, det nøgne menneske (1932), hvis titel signalerede vitalisme, fandt han, også som maler, ind i kunstnergruppen og tidsskrifterne Linien (1934) og Konkretion (1935-36) og den internationale orientering mod surrealismen.

Efter den spinkle, impressionistiske udviklingsroman simon begynder (1933) udformede han i surrealistisk formsprog revolutionære drømme om et nyt menneske, en ny verden, en frigørelse af fællesskabet i det underste land, som det med programmæssig tydelighed hedder i digtsamlingen 1933, inspireret også af psykoanalysen.

Den følgende, mod jerusalem (1934), skildrer i ekstatiske "kompositioner" og religiøse billeder drømmen om det jordiske paradis med en radikalitet, der næppe før er set på dansk.

Den posthume samling solen finns, skrevet på hans svenske modersmål, udpeger Edith Södergran som et stadigt forbillede, mens D.H. Lawrences driftsmystik præger hans black god's stone, begge først trykt i Samlede skrifter, 1/2 (1959).

Gustaf Munch-Petersens urolige, omtumlede liv fandt i Gudhjem før det sidste opbrud en forbavsende kunstnerisk afklaring i de rensede natur- og sindsstemninger i nitten digte (1937), hvor ikke mindst angsten for ikke at sætte sig spor i livet er mærkbar. Var han miskendt, blev han siden rehabiliteret som modernismen, der søgte at gøre eksistens og kunst til ét.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig