Anton Berntsen, 1873-1953, dansk forfatter, udlært som snedker; derefter instrumentmager i Vejle, hvor han byggede ca. 3700 stueorgler. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fik i 1914 Berntsen til at udgive digtsamlingen Noget. Det blev siden til mange ofte skæmtsomme digte og historier i jysk dialekt, hvoraf kan nævnes Gjemm-Ævvel (1922) og fortællingerne Niels Wæwwers Rejjs (1918). Desuden Udvalgte jyske Digte, 1-2 (1938-39), årlige epigrambind 1936-52 samt erindringer 1950.