Aage Dons, 1903-1993, dansk forfatter. Dons blev født på godset Svanholm i Horns Herred som søn af forvalteren og følte sig fra barnsben som en fremmed i sit miljø. Efter at have forsøgt sig med bl.a. en sanger- og skuespilleruddannelse debuterede han i 1935 med den delvis selvbiografiske kunstnerroman Koncerten. Allerede her og i Soldaterbrønden (1936) ses hans interesse for komplicerede outsidersind, hans kompositionsfærdighed og kosmopolitiske orientering, baseret på utallige rejser. Samtidig viser hans tilbøjelighed til melodrama, kølighed og distance sig som en vis enstrengethed og udvendighed i personkarakteristikken. Det gælder fx hovedpersonerne i romaner som Tro Tjenerinde (1942), De aabne Arme (1957) og Rosa og det bizarre liv (1979). Dons' interesse for psykoanalysen kulminerede i et af forfatterskabets hovedværker, romanen Brænde til mit bål (1965), om en kvindelig kunstners forsøg på at finde tilbage til de barndomstraumer, der har bestemt hendes liv. 1976 udkom Dons' erindringer Uden at vide hvorhen. Efter testamentarisk ønske blev Dons' meget omfattende dagbøger destrueret efter hans død.