Sophus Claussen. Profilbilledet er fra midten af 1920'erne. I disse år skrev Claussen sine heroiske digte, hvori han digterisk identificerer sig med den græske gedegud Pan, et symbol på kosmisk urkraft, ligesom han nu selv fysiognomisk set har udtalte lighedstræk med sit mytologiske forbillede.

.

Sophus Claussen i 1885, et skelsættende år, da den lyriske krøltop og jurastuderende mødte sin første kærlighed, syngepigen Mary; hun blev en besættelse for ham, men var lunefuld, og delvis som følge heraf trak han sig ind i digtningen og skrev sine første betydelige digte.

.

Sophus Claussen, Sophus Niels Christen Claussen, 12.9.1865-11.4.1931, dansk forfatter, født på Langeland, søn af den senere bondepolitiker og bladejer Rasmus Claussen. Da Sophus Claussen var fem år gammel, flyttede familien til Falster. Han klarede sig dårligt i Nykøbing Katedralskole, men tog dog i 1884 studentereksamen fra den private Mariboes Skole i København, hvortil familien var flyttet 1881 pga. faderens stigende politiske engagement.

Sophus Claussen begyndte efter en rundrejse i Tyskland at studere jura. Han kom ind i det radikale miljø omkring Georg Brandes i Studentersamfundet og mødte her Viggo Stuckenberg, dennes hustru Ingeborg samt Johannes Jørgensen, den kreds, der siden skabte dansk symbolistisk digtning. I breve og notesbøger (Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve I-II, 1984, og Notater og skitser, 1993) kan Claussens stærkt personlige tanker om tro og moral følges på nærmeste hold.

I rusåret forelskede Claussen sig i syngepigen Mary, hvis lunefulde væsen ifølge hans egen beskrivelse tvang ham ind i fantasien og digtningen. Forholdet skildres i digtcyklussen Kyllingesorger (1889, omarbejdet under titlen Mina i 1902). Hun findes også bag flere digte i hans skandaledebut Naturbørn (1887), som ligeledes rummer digte til hans forlovede, Anna Christensen.

Anna Christensen havde han mødt under et ophold i Horsens 1886 som journalist ved den radikale venstreavis Horsens Folkeblad, hvor han med stort held provokerede de konservative. Kritikken af digtene slog ned på udtrykket: "at det er bedre at kysse hundrede piger en gang end en pige hundrede". Angrebene for letfærdighed skulle til Claussens forbitrelse følge ham resten af livet og stå i vejen for en seriøs vurdering af hans digtnings originalitet.

Hævelsen af forlovelsen i julen 1887 førte til en eksplosiv modning af Sophus Claussens talent. Samtidig med, at han opgav sit jurastudium og i skiftende perioder 1888-91 var redaktør af faderens avis Nyborg Dagblad, udviklede han over kærlighedstabet sit poetiske særkende i en jeglyrik, der bryder med naturalismens krav om på prosa at debattere tidens problemer. Han søgte dog i romanerne Unge Bander (1894) og Kitty (1895) i en symboliserende prosa at objektivere, hvad der erotisk set gik galt.

På samme tid bidrog Claussen til debatten om livsværdierne. Imod kirkens lovbud hævdede han kærligheden og geniets ret (Det aandelige Overskud. Journalistik i udvalg, 1971) og var i øvrigt det meste af sit liv arbejdsom og skarpttænkende som journalist.

De ekstremt produktive og indadvendte år i Nyborg fik Sophus Claussen til at føle sig kunstnerisk udbrændt. Faderen forstod ikke hans digtning, men støttede ham økonomisk, så han i 1892 kunne rejse til Paris. Her kom han ind i kredsen omkring symbolismens hovedskikkelse Paul Verlaine. Tiden i Paris har han skildret impressionistisk flimrende i Antonius i Paris (1896),

En ubesvaret forelskelse i en dansk pige førte Claussen til Italien, hvor han, som beskrevet i romanen Valfart (1896), i forlængelse af sin ulykkelige kærlighed oplevede et nyt poetisk gennembrud. Han fik indsigt i en skjult åndelig verdensorden, som han kun mente en symbolistisk kunst kunne åbenbare. Denne opfattelse styrkedes i et voldsomt oprør med Johannes Jørgensen, der var midt i sin omvendelse til katolicismen. Italiens sansevækkende natur og et kærlighedsforhold til den italienske Clara gengav desuden Claussen troen på at have et fremtidsbudskab til sine landsmænd: At forene det sanselige og det sjælelige.

Efter sin hjemkomst i 1894 blev han redaktør ved en anden af sin fars aviser, Lolland-Falsters Folketidende; han giftede sig i 1896 med sin tidligere forlovede og arbejdede sideløbende på det værk, som han selv troede skulle blive hans kunstneriske gennembrud og gave til det danske folk, dramaet Arbejdersken (1898). Herman Bang, som han kendte fra Paris, iscenesatte, men stykket blev en så eklatant fiasko, at Claussen aldrig forvandt det.

Konsekvensen af dette nederlag blev, at Sophus Claussen på den ene side i en række ikke særlig vellykkede satiriske værker vendte sig imod sin samtids materialisme (Byen, 1900) og den i hans øjne korrumperede litteraturpolitik (Trefoden, 1901). Han havde svært ved at finde forlæggere til sine digte, men udgav i 1899 den betydelige samling Pilefløjter samt novellesamlingen Mellem to Kyster.

På den anden side søgte Sophus Claussen nu resolut indad i det ubevidste, på samme tid som Sigmund Freud. Han gik ud fra, at det fortrængte driftsliv indeholder oprindelige ædle livsformer, som ville kunne nære mennesket, hvis ikke samfundsmoralen forvrængede dem.

Først under en ny rejse til Italien i 1902-03 fik han afgørende adgang til disse dybtliggende psykiske lag. Det resulterede i en kort, kraftfuld inspiration i hans såkaldte djævleridigte, som han udgav i 1904 med titlen Djævlerier. Ønsket er at guddommeliggøre slangen, driftsymbolet over alle.

Men kontakten med det fortrængte driftsliv havde en så farlig indvirkning på Sophus Claussen selv, at han var nødt til at trække sig tilbage for ikke at gå til grunde. I de næste 20 år var hans produktion sparsom.

Forskningen har taget det som bevis på hans goldhed som digter. Hans optegnelser tyder dog mere på, at han gradvis omdannede sit talent via den ubevidsthedsverden, som djævlerierne havde skaffet ham adgang til.

Et digt som Imperia (1909), der beskriver jordskælvets kvindelige og altødelæggende urkraft, afslører hans enorme psykiske spændinger. En stor del af disse vanskelige år tilbragte han i Paris (1906-11).

Den nære veninde Edith Rode hjalp i 1912 Claussen med at redigere digtsamlingen Danske Vers. Men det blev 1. Verdenskrig, som i en kort periode igen vakte ham, chokagtigt, som digter. Han skrev en række artikler om og imod krigens rædsler. Men selvom han hævdede, at tilintetgørelse og tilblivelse betinger hinanden, fandt han ikke selv den ventede fornyelse. Tværtimod.

I digtsamlingen Fabler (1917) findes de vægtigste digte om hans situation under krigen; essaysamlingen Løvetandsfnug (1918) indeholder hans poetik Jord og Sjæl, hvori han med udgangspunkt i Charles Baudelaire forestiller sig en ny forbindelse mellem kunst og videnskab.

I det eksistentielle nulpunkt efter krigen indtrådte en vending i Sophus Claussens kunstneriske liv. I 1919 tog han til Paris og begyndte med feberagtig energi at male. Og igennem flere år bragte billedkunsten ham på en enkel og stærkt stimulerende måde i kontakt med de skabende impulser.

Sophus Claussen så klart sine egne grænser som maler og vendte tilbage til ordene. Afslutningen på den langvarige psykiske omdannelse manifesterede sig fra 1922 i hans heroiske digtning. Kulminationen herpå er nogle store heksameterdigte, rygraden i digtsamlingen Heroica (1925).

I disse digte formår han at forbinde sin digtning med alle tider. Ånden fornyer sig stadig i skiftende figurer, så han nu kan se en sammenhæng mellem den græske gud Pan, Jesus og Madonna. I dette mytologiske perspektiv indgår han selv som en nutidig skaberkraft og forudsiger i det berømte heksameterdigt Atomernes Oprør nærmest profetisk den fare, der truer menneskeheden i dens trang til at spalte alt i atomer.

Sophus Claussens sidste leveår prægedes af skuffelser. Han kunne ikke fastholde den storstilede inspiration fra heroicatiden. I 1927 blev han separeret. Samme år udgav han Fortællingen om Rosen, en roman, han havde arbejdet på siden 1894, og som omhandler hans besværlige kærlighed dengang.

I essaysamlingen Foraarstaler (1927) fremlægger han sit poetiske evangelium. Hvededynger (1930) består af digte, der går tilbage til hans tidligste ungdom og dermed dokumenterer hans påstand om, at han altid har været en og samme person, som blot har udviklet sig over sine oprindelige anlæg.

På dødslejet i 1931 blev han viet til sin veninde gennem mange år, Inger Nielsen.

Sophus Claussen ville være digter for sit land og folk, gøre det åndeligt rigere, og kunne derfor heller ikke forstå, at hans komplekse, ofte svært tilgængelige poesi ikke lod sig læse af enhver. I dag står han som portalfigur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig