Otto Rung, 1874-1945, dansk forfatter; bror til William Rung. Otto Rung havde i samtiden et stort publikum til sine romaner og noveller, inspireret en tid af Nietzsche, mere varigt af Edgar Allan Poe, men især af sine indtryk af det brogede galleri af københavnske typer, han som jurist kendte fra retten — som i Skælme og Skurke (1934). Den psykologiske stil, der præger de første bøger som Den hvide Yacht (1906), forbindes med det sociale portræt gennem anekdotisk og pointeret fortælling i Paradisfuglen (1919) o.a. Fra 1906 til 1934 skrev han en halv snes kriminalhistorier, deraf seks om mestertyven Peter Kop (samlet udgave i 1986). Eftertiden har især husket Rung for erindringsbogen Fra min Klunketid (1942), der giver en levende kulturhistorisk skildring af København før århundredskiftet og navngiver den borgerlige forskansning i hjemmets tryghed.