J. Anker Larsen, Johannes Anker Larsen, 1874-1957, dansk teatermand og forfatter. Efter afbrudte studier i teologi og jura gik Anker Larsen til teatret, hvor han i tidens løb virkede både som skuespiller, instruktør, forfatter og censor (Det Kongelige Teater 1933-47). Hans romaner, præget af religionspsykologi og teosofi, skildrer landsbyfolk og ofte barndomsoplevelser. Med De Vises Sten (1923), der opnåede førsteprisen i Gyldendals romankonkurrence, vandt han europæisk ry; dens lære om en højere virkelighed — evighedens nedslag i jeget — gav stof til tidens livsanskuelsesdebat i 1890'ernes spor. Skriftet For aaben Dør (1926) skildrer således mystiske oplevelser af sjælelig åbenhed i den daglige verden.