Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Skjoldborg

Oprindelig forfatter ESoeh Seneste forfatter Redaktionen

Johan Skjoldborg og hans kone, Louise Abenth, har besøg af Martin Andersen Nexø (th.) og dennes kone, Margrethe. Fotografi fra 1908, taget foran Skjoldborgs husmandssted på Dynæs ved Himmelbjerget.

Johan Skjoldborg og hans kone, Louise Abenth, har besøg af Martin Andersen Nexø (th.) og dennes kone, Margrethe. Fotografi fra 1908, taget foran Skjoldborgs husmandssted på Dynæs ved Himmelbjerget.

Johan Skjoldborg, 1861-1936, dansk forfatter. Den nordjyske husmandssøn blev i 1881 lærer fra Ranum Statsseminarium. Mens han havde embede i Tranum Sogn ved Jammerbugten, skrev han sine to måske bedste romaner, En Stridsmand (1896) og Kragehuset (1899), med stof fra den barske egn, hvor klithusmændene måtte slide for et pauvert udkomme.

De to bøger rejste social debat og blev centrale pejlemærker for husmandsbevægelsen. Som prolog til den første roman stod digtet "Du Husmand, som ørker den stridige Jord", og året efter skrev Skjoldborg den tekst, der stadig synges i mange forsamlinger: "Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav". I 1902 forlod han lærerjobbet for at blive heltidsforfatter og foredragsholder. Samme år udkom agitationsromanen Gyldholm om herregårdsarbejderes og tyendes elendige forhold, fulgt op af den meget svagere Per Holt (1912).

I 1907 købte Skjoldborg et husmandssted på Dynæs ved Silkeborgsøerne hvor han i en årrække afholdt sommerstævner, Dynæsmøderne, med op til 20.000 deltagere. Efter en konkurs 1915 førte familien et omflakkende liv, indtil den i 1918 kunne flytte ind i den æresbolig, som danske husmænd havde ladet bygge til ham ved Løgstør.

Annonce

Men rollen som "Husmændenes Digter" var ikke inspirerende; Johan Skjoldborg skrev stadig romaner og noveller, men af meget svingende kvalitet i forhold til forfatterskabets første engagerede og opildnende bøger. Lige før hans død udkom erindringsværket Min Mindebog, 1-2 (1934-35).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejgil Søholm: Johan Skjoldborg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160157