Jeppe Aakjær var en dansk forfatter. Jeppe Aakjær voksede op på en lille gård i landsbyen Åkær syd for Skive, men blev af lokale folk med interesse i andelsbevægelse og folkeoplysning hjulpet til højskoleophold og studieår i København.
Her giftede han sig i 1893 med Marie Bregendahl hjemme fra sognet; hun underholdt ham økonomisk ved at slide med et pensionat indtil 1900, da de gik fra hinanden.
I disse københavnerår blev Jeppe Aakjær tiltrukket af de radikalt-sociale strømninger, og han debuterede, mens han endnu læste historie ved universitetet, med en polemisk pamflet mod Indre Mission og Vilhelm Beck.
Omkring 1900 udkom de første skønlitterære bøger, alle skrevet på det jyske stof. Efter novellebindet Vadmelsfolk (1900), der blev hans gennembrud, udsendte han 1903-04 det især dokumentarisk og bibliografisk vigtige værk St.St. Blichers Livs-Tragedie.
Han var da allerede så småt begyndt at digte i jysk dialekt som sit store forbillede, men hans gennembrud som lyriker blev de to samlinger Fri Felt (1905) og Rugens Sange (1906), som op igennem århundredet udkom i bestandigt nye udvidede udgaver, så den i dag må betragtes som Jeppe Aakjærs lyriske kanon; også via Højskolesangbogen blev digtene udbredt til melodier af bl.a. Carl Nielsen og Thorvald Aagaard.
En helt særlig folkelig position har stadig hans jyske gendigtning (efter Robert Burns) "Skuld gammel Venskab rejn forgo". I "Jens Vejmand" (1905) fandt Jeppe Aakjærs sociale indignation den kunstneriske form, som hans agitatoriske romaner savner; fx Vredens Børn (1904), som dog pga. sine skildringer af landtyendets usle forhold affødte en voldsom debat, der var med til at ændre lovgivningen på området.
Dramatiker var Jeppe Aakjær ikke, men hans skuespil Livet paa Hegnsgaard (1907) og Naar Bønder elsker (1911) var i en årrække fast repertoire ved forsamlingshusenes dilettantforestillinger.
Jeppe Aakjær var en selvbevidst natur, ofte på kanten af det provokerende. Gården Jenle i Salling, bygget 1907, gjorde han sammen med hans anden hustru, Nanna Aakjær, til kulturelt samlingssted. Her kunne han ved de årlige folkemøder (1910-29) være det naturlige midtpunkt, en rolle der ingenlunde var ham ukær.
Jenle er siden 1981 offentligt tilgængelig med mindestuer og Aakjærcenter. Et indtryk af hans livs kampe og sejre får man i de fire erindringsbind med Fra min Bitte-Tid (1928) som det første.
Om Jeppe Aakjærs position i samtiden som hele Danmarks jyske sanger vidner den store tilstrømning til hans bisættelse i København, der havde Thorvald Stauning som taler. Hans urne nedsattes senere ved Jenle. I dag lever han især i en snes af Højskolesangbogens kernetekster, fx "Jeg er Havren" (1916).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.