• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jeppe Aakjær

Oprindelig forfatter ESoeh Seneste forfatter Redaktionen

Jeppe Aakjær udvidede gennem årene sin digtsamling fra 1906,

Jeppe Aakjær udvidede gennem årene sin digtsamling fra 1906, "Rugens Sange". Med sine 15 udgaver er det en af de digtsamlinger, der har fået størst udbredelse i dansk litteratur i 1900-t. Kernen er de digte, der skildrer bøndernes årstidsbestemte arbejde med rugen. Hans digte fremkalder i en inderlig tone barndommens landskaber og sansninger og hylder de skabende kræfter i naturen. Fotografi fra ca. 1910.

Jeppe Aakjær, 10.9.1866-22.4.1930, dansk forfatter. Jeppe Jensen, som var hans fødenavn, voksede op på en lille gård i landsbyen Åkær syd for Skive, men blev af lokale folk med interesse i andelsbevægelse og folkeoplysning hjulpet til højskoleophold og studieår i København.

Her giftede han sig i 1893 med Marie Bregendahl hjemme fra sognet; hun underholdt ham økonomisk ved at slide med et pensionat indtil 1900, da de gik fra hinanden.

I disse københavnerår blev Jeppe Aakjær tiltrukket af de radikalt-sociale strømninger, og han debuterede, mens han endnu læste historie ved universitetet, med en polemisk pamflet mod Indre Mission og Vilhelm Beck.

Annonce

Omkring 1900 udkom de første skønlitterære bøger, alle skrevet på det jyske stof. Efter novellebindet Vadmelsfolk (1900), der blev hans gennembrud, udsendte han 1903-04 det især dokumentarisk og bibliografisk vigtige værk St.St. Blichers Livs-Tragedie.

Han var da allerede så småt begyndt at digte i jysk dialekt som sit store forbillede, men hans gennembrud som lyriker blev de to samlinger Fri Felt (1905) og Rugens Sange (1906), som op igennem århundredet udkom i bestandigt nye udvidede udgaver, så den i dag må betragtes som Jeppe Aakjærs lyriske kanon; også via Højskolesangbogen blev digtene udbredt til melodier af bl.a. Carl Nielsen og Thorvald Aagaard.

En helt særlig folkelig position har stadig hans jyske gendigtning (efter Robert Burns) "Skuld gammel Venskab rejn forgo". I "Jens Vejmand" (1905) fandt Jeppe Aakjærs sociale indignation den kunstneriske form, som hans agitatoriske romaner savner; fx Vredens Børn (1904), som dog pga. sine skildringer af landtyendets usle forhold affødte en voldsom debat, der var med til at ændre lovgivningen på området.

Dramatiker var Jeppe Aakjær ikke, men hans skuespil Livet paa Hegnsgaard (1907) og Naar Bønder elsker (1911) var i en årrække fast repertoire ved forsamlingshusenes dilettantforestillinger.

Skulpturstien. På en lille afstikker til Skulpturstien finder man denne sten (1969) med tekst fra Jeppe Aakjærs 'Som dybest brønd gi'r altid klarest vand' (1916): 'Din egen dag er kort, men slægtens lang; / læg øret ydmygt til dens rod forneden: / årtusind toner op i gråd og sang, / mens toppen suser imod evigheden!' Foto fra marts 2010.

Skulpturstien. På en lille afstikker til Skulpturstien finder man denne sten (1969) med tekst fra Jeppe Aakjærs 'Som dybest brønd gi'r altid klarest vand' (1916): 'Din egen dag er kort, men slægtens lang; / læg øret ydmygt til dens rod forneden: / årtusind toner op i gråd og sang, / mens toppen suser imod evigheden!' Foto fra marts 2010.

Jeppe Aakjær var en selvbevidst natur, ofte på kanten af det provokerende. Gården Jenle i Salling, bygget 1907, gjorde han sammen med hans anden hustru, Nanna Aakjær, til kulturelt samlingssted. Her kunne han ved de årlige folkemøder (1910-29) være det naturlige midtpunkt, en rolle der ingenlunde var ham ukær.

Jenle er siden 1981 offentligt tilgængelig med mindestuer og Aakjærcenter. Et indtryk af hans livs kampe og sejre får man i de fire erindringsbind med Fra min Bitte-Tid (1928) som det første.

Om Jeppe Aakjærs position i samtiden som hele Danmarks jyske sanger vidner den store tilstrømning til hans bisættelse i København, der havde Thorvald Stauning som taler. Hans urne nedsattes senere ved Jenle. I dag lever han især i en snes af Højskolesangbogens kernetekster, fx "Jeg er Havren" (1916).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejgil Søholm: Jeppe Aakjær i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185370