Viggo Stuckenberg

Viggo Stuckenberg var en dansk forfatter, gift med Ingeborg Stuckenberg, søn af Fr. Stuckenberg.

Viggo Stuckenberg debuterede med Digte i 1886, som blev efterfulgt af to prosafortællinger, I Gennembrud (1888) og Messias (1889), der i tidens realistiske stil skildrer den radikale ungdom, han selv tilhørte. Han brød med realismen i versdramaet Den vilde Jæger (1894), hvis første scene blev trykt i 1893 i det symbolistiske tidsskrift Taarnet under titlen "Middelalder". Det handler om kærlighed og jalousi og er præget af en nervøs uro og intense følelser, som forstærkes af en suggestiv stil med indlagte strofiske digte inspireret af folkeviserne.

Gennembruddet over for et større publikum kom med de moderne fortællinger om ægteskab og ægteskabsbrud i Fagre Ord (1895) og Valravn (1896). De har forlæg i Stuckenbergs eget ægteskab, som var præget af kriser og periodisk separation. Prosaværkerne Sol (1897), Hjemfalden (1898) og Asmadæus (1899) er tragiske og symbolske fortællinger om modstridende tilbøjeligheder til tryghed og oprør.

I Vejbred (1899), en samling myter og eventyr, bruges en selvbevidst fortællekunst med megen sort humor til at fremstille et desillusioneret livssyn uden forbitrelse.

I eftertiden huskes Viggo Stuckenberg især for sin lyrik, der udkom i samlingerne Flyvende Sommer (1898), Sne (1901), Aarsens Tid (1905) og den posthume Sidste Digte (1906). Sne er den væsentligste samling og den, der har nået det største publikum. Herfra stammer de tre kendte digtrækker: "Ingeborg", mindedigtet "Til min Moder" og "Bekendelse", der er et opgør med ungdomsvennen Johannes Jørgensen efter dennes konvertering til katolicismen.