Johannes Jørgensen

Johannes Jørgensen var en dansk forfatter. Johannes Jørgensen drog som knap 16-årig fra fødebyen Svendborg alene til København for at blive student og læse videre, men opgav i 1888 studierne og levede resten af livet som rejsende journalist og fri forfatter, næsten altid med en skrøbelig økonomi. Han boede i Assisi i Italien 1915-1953 med undtagelse af ophold i Sverige og Danmark 1939-1946. Han boede i sit barndomshjem i Svendborg 1953-1956.

Fra ganske ung var Johannes Jørgensen en jernflittig læser, hvis indre og ydre oplevelser tog farve af hans læsning. Han var samtidig en utrættelig dagbogsskriver, der ved sin død efterlod sig ca. 1100 små hæfter med minutiøse (og monotone) iagttagelser af sig selv og af naturen.

I selvbiografien Mit Livs Legende (bd. 1-6, 1916-19; bd. 7, 1928; 2. fork. udg. 1-2, 1949) angiver Johannes Jørgensen sine medfødte grundtræk: længsel efter det svundne, trang til erkendelse af sandhed og forkærlighed for oprør og normbrud. Faust og Ahasverus er hans foretrukne kulturtyper, indtil han smager sødmen ved at underkaste sig en absolut autoritet og erkender, at han ikke duer til andet end at være kristen.

Første del af forfatterskabet bearbejder især tre momenter: flytningen til storbyen, det givende, men til sidst forliste venskab med ægteparret Stuckenberg og omvendelsen til katolicisme i 1896. Han begyndte som lyriker med samlingerne Vers (1887), Stemninger (1892) og Bekendelse (1894). Et hovedtema her er menneskets splittelse mellem kønsdrift og higen efter Gud og evigheden.

Victoriansk seksualangst danner baggrunden for fem små nutidsromaner (1888-94), hvor svage og uerfarne ynglinge møder hovedstadens fordærvede kvindekøn. Deres pinligt selvhudflettende bekendelser er ikke sjældent hentet ordret fra dagbøgerne. Romanerne savner episk linje og plastiske skikkelser; vennerne Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg indlægges med replikker direkte plukket af samtaler og privatbreve. Styrken ligger i gengivelsen af hovedfigurernes sjælestemninger og naturindtryk.

Nogle månenatskapitler i Sommer (1892) slår fra registrerende realisme over i en symbolisme, som lader naturen blive ét med iagttagerens drømme — udtryk for både en fremmedhedsfølelse og en hjemvé, en indespærring i sansernes fængsel og en befrielse.

Er Johannes Jørgensens lyrik tit senromantisk og traditionel i tonen, står hans tidlige prosa, med et væld af præcist sansede detaljer uden centralperspektiv, på højde med tidens kunstneriske impressionisme og videnskabelige interesse for underbevidste og dulgte kræfter i sjælen. Et symbolistisk program bygget på en forvisning om, at verden bag tingenes tilsyneladende ligegyldighed er dyb og meningsfyldt, offentliggjorde Johannes Jørgensen i sit tidsskrift Taarnet (1893-94).

En ukærlig pamflet mod Stuckenberg, Livsløgn og Livssandhed (1896), kasserede Det Moderne Gennembruds individuelle lykkebegreb, hvortil Essays (1906) sluttede sig med påvisning af en litterær tendens i modsat retning af Georg Brandes' hovedstrømninger.

I sine sidste 50 leveår var Johannes Jørgensen berømt i hele den katolske kulturkreds. Katolicismen lærte den rigt begavede, men karaktersvage, altid påvirkelige og stemningsbevægede forfatter at bøje sig, at adlyde og at holde fast. Han gav sig til at skrive historisk og monumentalt om store katolikker, bl.a. i hovedværkerne Frans af Assisi (1907), Katerina af Siena (1915) og Birgitta af Vadstena (1941-43), der oversattes til adskillige sprog. De fik poetisk glød ved antydende paralleller til hans eget liv og ved de lyrisk indfølende landskabsbeskrivelser.

Selvom Johannes Jørgensen også udsendte rejsebøger og kønne digtsamlinger, var nyere dansk litteratur ham totalt fremmed. Han havde digterisk taget vejen fra Baudelaire, Edgar Allan Poe, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann tilbage til middelalderens åndelige sang og folkevisen.

Katolicismen var for Johannes Jørgensen en viljesakt: ikke romantisk-germansk måneskin, men latinsk lys, ikke en æstetisk kuriositet, men en upoetisk virkelighed. En lignelse af ham fra 1898 priser de tunge modne druer fra det tålmodigt tjenende ægte vintræ, som den spraglede vildvin selvrådigt og oprørsk vokser sig bort fra — "dens golde Skønhed lærer Mennesket, at den, der river sig løs fra Vinstokken, ikke bærer nogen Frugt". Se også Johannes Jørgensens Hus og Johannes Jørgensen Selskabet.