Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Jørgensen

Oprindelig forfatter FL-N Seneste forfatter Redaktionen

Johannes Jørgensen kritiserede i sin programartikel om symbolismen (1893) det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Selv havde han både metafysiske og jordiske rejsemål. Her ses den 76-årige forfatter siddende på sin rejsekiste i Dalum Kloster ved Odense umiddelbart før en rejse til Vadstena i 1943.

Johannes Jørgensen kritiserede i sin programartikel om symbolismen (1893) det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Selv havde han både metafysiske og jordiske rejsemål. Her ses den 76-årige forfatter siddende på sin rejsekiste i Dalum Kloster ved Odense umiddelbart før en rejse til Vadstena i 1943.

Johannes Jørgensen, 6.11.1866-29.5.1956, dansk forfatter. Johannes Jørgensen drog som 16-årig fra fødebyen Svendborg alene til København for at blive student og læse videre, men opgav i 1888 studierne og levede resten af livet som rejsende journalist og fri forfatter, næsten altid med en skrøbelig økonomi. Han boede fast i Assisi i Italien 1915-39, men endte i barndomshjemmet 1953.

Fra ganske ung var Johannes Jørgensen en jernflittig læser, hvis indre og ydre oplevelser tog farve af hans læsning. Han var samtidig en utrættelig dagbogsskriver, der ved sin død efterlod sig ca. 1100 små hæfter med minutiøse (og monotone) iagttagelser af sig selv og af naturen.

I selvbiografien Mit Livs Legende (bd. 1-6, 1916-19; bd. 7, 1928; 2. fork. udg. 1-2, 1949) angiver Johannes Jørgensen sine medfødte grundtræk: længsel efter det svundne, trang til erkendelse af sandhed og forkærlighed for oprør og normbrud. Faust og Ahasverus er hans foretrukne kulturtyper, indtil han smager sødmen ved at underkaste sig en absolut autoritet og erkender, at han ikke duer til andet end at være kristen.

Annonce

Første del af forfatterskabet bearbejder især tre momenter: flytningen til storbyen, det givende, men til sidst forliste venskab med ægteparret Stuckenberg og omvendelsen til katolicisme i 1896. Han begyndte som lyriker med samlingerne Vers (1887), Stemninger (1892) og Bekendelse (1894). Et hovedtema her er menneskets splittelse mellem kønsdrift og higen efter Gud og evigheden.

Victoriansk seksualangst danner baggrunden for fem små nutidsromaner (1888-94), hvor svage og uerfarne ynglinge møder hovedstadens fordærvede kvindekøn. Deres pinligt selvhudflettende bekendelser er ikke sjældent hentet ordret fra dagbøgerne. Romanerne savner episk linje og plastiske skikkelser; vennerne Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg indlægges med replikker direkte plukket af samtaler og privatbreve. Styrken ligger i gengivelsen af hovedfigurernes sjælestemninger og naturindtryk.

Nogle månenatskapitler i Sommer (1892) slår fra registrerende realisme over i en symbolisme, som lader naturen blive ét med iagttagerens drømme — udtryk for både en fremmedhedsfølelse og en hjemvé, en indespærring i sansernes fængsel og en befrielse.

Taarnet. Titelbladet til de første seks numre af Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

Taarnet. Titelbladet til de første seks numre af Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

Er Johannes Jørgensens lyrik tit senromantisk og traditionel i tonen, står hans tidlige prosa, med et væld af præcist sansede detaljer uden centralperspektiv, på højde med tidens kunstneriske impressionisme og videnskabelige interesse for underbevidste og dulgte kræfter i sjælen. Et symbolistisk program bygget på en forvisning om, at verden bag tingenes tilsyneladende ligegyldighed er dyb og meningsfyldt, offentliggjorde Johannes Jørgensen i sit tidsskrift Taarnet (1893-94).

En ukærlig pamflet mod Stuckenberg, Livsløgn og Livssandhed (1896), kasserede Det Moderne Gennembruds individuelle lykkebegreb, hvortil Essays (1906) sluttede sig med påvisning af en litterær tendens i modsat retning af Georg Brandes' hovedstrømninger.

I sine sidste 50 leveår var Johannes Jørgensen berømt i hele den katolske kulturkreds. Katolicismen lærte den rigt begavede, men karaktersvage, altid påvirkelige og stemningsbevægede forfatter at bøje sig, at adlyde og at holde fast. Han gav sig til at skrive historisk og monumentalt om store katolikker, bl.a. i hovedværkerne Frans af Assisi (1907), Katerina af Siena (1915) og Birgitta af Vadstena (1941-43), der oversattes til adskillige sprog. De fik poetisk glød ved antydende paralleller til hans eget liv og ved de lyrisk indfølende landskabsbeskrivelser.

Selvom Johannes Jørgensen også udsendte rejsebøger og kønne digtsamlinger, var nyere dansk litteratur ham totalt fremmed. Han havde digterisk taget vejen fra Baudelaire, Edgar Allan Poe, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann tilbage til middelalderens åndelige sang og folkevisen.

Katolicismen var for Johannes Jørgensen en viljesakt: ikke romantisk-germansk måneskin, men latinsk lys, ikke en æstetisk kuriositet, men en upoetisk virkelighed. En lignelse af ham fra 1898 priser de tunge modne druer fra det tålmodigt tjenende ægte vintræ, som den spraglede vildvin selvrådigt og oprørsk vokser sig bort fra — "dens golde Skønhed lærer Mennesket, at den, der river sig løs fra Vinstokken, ikke bærer nogen Frugt". Se også Johannes Jørgensens Hus og Johannes Jørgensen Selskabet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Lundgreen-Nielsen: Johannes Jørgensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102820