• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

St.St. Blicher

Oprindelig forfatter SBag Seneste forfatter Redaktionen

Steen Steensen Blicher. J.V. Gertners portrættegning fra 1845 godkendte Blicher med sin signatur. Få år før havde Blicher udgivet den jyske rammefortælling E Bindstouw (1842). Trods menneskelig slitage gav digteren sig ikke. I 1846 skrev han sangen Jyden han æ stærk aa sej.

Steen Steensen Blicher. J.V. Gertners portrættegning fra 1845 godkendte Blicher med sin signatur. Få år før havde Blicher udgivet den jyske rammefortælling E Bindstouw (1842). Trods menneskelig slitage gav digteren sig ikke. I 1846 skrev han sangen Jyden han æ stærk aa sej.

St.St. Blicher, Steen Steensen Blicher, 11.10.1782-26.3.1848, dansk forfatter. Steen Steensen Blichers store novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824) er den første fuldbårne prosafiktion på dansk, og den indsats, som fortsat holder hans navn levende, er og bliver novelle-digtningen.

Privat gæld og digterflid gjorde Steen Steensen Blichers novelleproduktion overordentlig stor, fra den tog fat i 1824. Det meste af den er med rette gået i glemmebogen, men den gode snes stykker, som udgives igen og igen, betegner til gengæld tilblivelsen af realismen i dansk litteratur.

Formelt set er Blichers arbejde med fortæller-fiktionen hans afgørende bidrag til moderniseringen af dansk prosa. Hans særlige fortælleteknik beror på brugen af "den personaliserede jeg-fortæller", dvs. fortælleren er et "jeg", som kan være så direkte involveret i de begivenheder, der berettes, at det bliver sin egen historie, han fortæller.

Den form er tydelig i dokumentfiktionerne som Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, hvor Morten Vinge betror dagbogen sin skæbne, efterhånden som den udvikler sig, og hvor Blicher afslører hans manglende selvstændighed ved at lade hans sprog skifte efter hans omstændigheder fra lydig discipel hos præsten over underdanig lakaj på herregården til taknemmelig degn hos et pietistisk herskab.

Annonce

En anden variant har man i Sildig Opvaagnen (1828), hvor en selvretfærdig præst vil forklare sin vens selvmord ved at redegøre for hans kones uhyrlige, ja direkte horeagtige forhold til en anden ven. Igennem denne beretning blotlægger præsten efterhånden sit eget bigotteri på en sådan måde, at det bliver Blichers indirekte fremstilling af lillebyens snæversyn og sladderagtighed og et langt mere nuanceret kvindeportræt end det, præsten vil tegne, der toner frem.

Også i de noveller, hvor fortælleren står mere på afstand af begivenhederne, er det af betydning, at de på en eller anden måde angår ham. I Hosekræmmeren (1829) er fortæller-jeget en udefra kommende iagttager, der beretter om en tragisk tildragelse i et fremmedartet miljø, men det er ikke desto mindre med til at gøre hans fortælling for alvor nærværende, at hans egen betagelse af den kvindelige hovedperson skinner tydeligt igennem.

Skytten paa Aunsbjerg (1839) har dobbeltfortæller: Dels beretter den voksne Blicher om nogle begivenheder, han husker fra sin barndom, dels gengiver han en ældre slægtnings udfyldende beretning — men igen er det af afgørende betydning for læserens tilegnelse af historien, at han får at vide, at dens hovedperson, skytten, var den lille Steens bedste ven på en herregård, hvor han ellers ikke befandt sig godt.

Selv i De tre Helligaftner (1841), hvor Blicher helt efterligner den folkelige fortællers alvidende 3.personsform, bidrager det til almueskildringens nærvær som fortælling, at fortællerens historie foregår i hans eget sogn og har hans egen forfader som hovedperson.

Steen Steensen Blicher; litografi fremstillet i stentryk hos litograferne Isaac Wilhelm Tegner og Adolph Kittendorff.

Steen Steensen Blicher; litografi fremstillet i stentryk hos litograferne Isaac Wilhelm Tegner og Adolph Kittendorff.

Steen Steensen Blichers suveræne fortælleteknik er afgørende for, at han fremstår som den første store realist i dansk digtning. Hans mange skildringer af steder og mennesker bliver levende og vedkommende, fordi de formidles gennem fortællingen om begivenheder, som har grebet og rystet de mennesker, der fortæller dem.

Samtidig fremstår paradoksalt nok novellernes dybeste udsagn af det forhold, at fortællingernes troværdige vidnesbyrd fremlægges på en sådan måde, at de vækker læserens mistillid til fortællerne. Vi tror på, at tingene er sket, som de fortælles, men fortællernes engagement i dem er så rystet og hudløst, at vi tvinges til at tvivle på, om de tolkninger, som de nødvendigvis må fremlægge samtidig med fortællingen, er holdbare.

Dette forhold mellem begivenheder og fortolkning gjorde Blicher til tema for en af sine største noveller, Præsten i Vejlbye (1829). I dagbogsform fortælles om præsten Hr. Søren, der efter aflagt tilståelse henrettes for et mord, som det viser sig, han ikke har begået. Gåden i den historie er, hvorfor præsten tilstår, og forklaringen, som også fremstår af fortællingen, er, at det gør han, fordi han ikke kan andet. Ellers bryder ikke bare hans tilværelse, men hele hans tilværelsesforståelse sammen.

Præsten i Vejlbye er den eneste fortælling af Blicher, som direkte har tilværelsens uigennemskuelighed som tema, men alle hans store noveller handler om den. Til syvende og sidst blev han en af Danmarks allerstørste fortællere, fordi han skrev sine noveller på den overbevisning, at menneskenes virkelighed er af en sådan art, at den hverken kan forklares eller fortolkes; derfor må den fortælles.

Blicher var en moden mand, da han fandt frem til novellen som sin form. Forud var gået ihærdige anstrengelser for at placere sig i dansk digtning som lyriker. Hans første indsats blev oversættelsen af Ossians Digte I-II (1807-09) efter skotten James Macpherson, et hovedværk i engelsk førromantisk litteratur.

I 1814 kom Digte. Første Deel (heri det første af hans stadig yndede digte "Kiær est du Fødeland..."), i 1817 andendelen Jyllandsrejse i sex Døgn. Det lyriske hovedværk er Trækfuglene (1838), hvorfra "Præludium" ("Sig nærmer Tiden...") og "Ouverture" ("Det er hvidt herude...") stammer. Han skrev også et par skuespil, som hverken dengang eller siden har gjort indtryk.

Det er tydeligt at se på hans digtning, at Blicher, selvom han fuldt ud hører til i sin samtid, åndeligt set har sine rødder i 1700-t. Hans far, præsten Niels Blicher til Vium, var en fremragende repræsentant for sin tids rationalistiske præstetype. Han blev sønnens fortrolige lærer, og Blicher havde meget fra ham. Moderen, Kristine Marie, f. Curtz, var søsterdatter af etatsråd Steen de Steensen, herremand på Aunsbjerg. Gennem ophold dér lærte Blicher tidens landlige aristokrati og dets skikke at kende. Moderen selv fik ingen aktiv betydning for hans opdragelse, da hun tidligt blev sindssvag og færdedes i hjemmet næsten som en skygge.

I 1810 afsluttede Steen Steensen Blicher sine teologiske studier i København og fik ansættelse som adjunkt ved sin gamle skole i Randers. Samme år giftede han sig med Ernestine Blicher, hans farbroders unge enke. Ægteskabet blev rigt på børn, men ikke meget lykkeligt. Blicher fik sin Ernestine, men ikke den muse, han troede at gifte sig med; og Ernestine fik ikke den solide ægtemand, som hun uden tvivl havde regnet med. I 1828 søgte han separation, men ved faderens mellemkomst blev ægtefællerne hurtigt forsonede og holdt siden sammen i medgang og især modgang.

Han blev forpagter hos sin far i Randlev. I 1819 fik han præstekald i det fattige Thorning og fra 1825 et væsentligt bedre kald i Spentrup. Men han sad i håbløs gæld; han angav selv ønsket om ekstraindtægter som en væsentlig grund til, at han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til at han selv forsøgte sig med en konkurrent, Nordlyset (1827-29).

Blicher var en ivrig landbrugsreformator, skrev en topografisk beskrivelse af Viborg Amt (1839) og utallige småskrifter med forslag til sociale og økonomiske forbedringer i hedeegnene. Han må regnes for en af de teoretiske foregangsmænd i den hedeopdyrkning, som for alvor tog fart i slutningen af 1800-t.

Hans jagtinteresse udmøntedes i tidsskriftet Diana (1832-36). Et andet topografisk værk er Vestlig Profil af den cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen (1839), en levende beretning om en rejse langs den jyske vestkyst. I 1842 udsendte han E Bindstouw. Fortællinger og Digte i jydsk Mundart.

Fra 1839 fik Blichers politiske interesse en klar demokratisk orientering. Hans største politiske indsats i disse år blev foranstaltningen af fem "Himmelbjergmøder". Hans egne taler til dem kan trods deres demokratiske ånd dårligt kaldes folkelige, men det afgørende er, at han med dem inspirerede til en forsamlingsform, hvor landbefolkningen selv kunne mødes, diskutere politik og på den måde formulere deres krav nedefra.

Steen Steensen Blicher plejede ikke sine præstekald alt for samvittighedsfuldt, ligesom han blev mere og mere forsømmelig med sin person; indimellem tog hans mange vandre- og jagtture på heden næsten karakter af egentlig vagabondering, hvor han blev fortrolig med alt og alle fra de store vidders ensomhed til hosebindingen og fra rakkere og tatere til velstående hedebønder. I september 1847 fik han uansøgt afsked, men med pension; et halvt år efter døde han.

Se også Blicher-selskabet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Baggesen: St.St. Blicher i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48222

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. St.St. BlicherMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik