Faktaboks

Johan Ludvig Heiberg
Født
14. december 1791
Død
25. august 1860

Johan Ludvig Heiberg. Den Spanske — som den sprogbegavede yngling blev kaldt af sin plejemor, Kamma Rahbek — var ikke blot hjemme i salonerne. Hans kendskab til franske og tyske tendenser vendte op og ned på parnasset og scenen i København. Maleri af Sophus Schack.

.

Odense Teater. Recensenten og Dyret; maleri fra 1916 af Agnes Slott-Møller, ophængt i teatrets publikumsfoyer som pendant til maleriet Hagbarth og Signe af samme kunstner. Maleriet viser 16. scene af J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret (1826), der udspiller sig blandt Dyrehavsbakkens forlystelser. Den var blevet opført på Odense Teater i sæsonen 1915/16.

.

Johan Ludvig Heiberg. Litografi fra 1861.

.

Johan Ludvig Heiberg sendte i august 1838 denne middagsinvitation til H.C. Andersen: Maa vi have den Fornøielse at see Dem hos os imorgen (Fredag) Middag Kl. 4. Sv. udb. Deres J.L. Heiberg. Foran adressatens navn, Hr. H.C. Andersen, står S.T., en gammel latinsk brevtitulatur, der står for salvo titulo 'med forbehold ang. titel', dvs. med udeladelse af titler.

.

Johan Ludvig Heiberg var en dansk forfatter. Forældrene blev skilt 1801 efter landsforvisningen af faderen, P.A. Heiberg.

Sønnen voksede op hos en moster, 1802-1804 hos familien Rahbek i Bakkehuset, og derpå mest hos moderen, Thomasine, der i 1801 havde indgået ægteskab med den svenske baron C.F. Gyllembourg.

Efter at hun blev enke 1815, boede hun hos sønnen. Han færdedes som barn hjemmevant i de intellektuelle saloner, blev vekselvis rost af Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger og var den hele guldalders myndling. Som kvittering spillede han marionet og fik udgivet Marionettheater (1814) og andre ungdomsarbejder som den litterære komedie Julespøg og Nytaarsløier (1817).

Johan Ludvig Heiberg vaklede mellem matematik, medicin og digtning, men valgte at tage konferens i æstetik og skrev disputats om Pedro Calderón (1817). Han boede 1819-1822 i Paris hos faderen, som måtte betale regningen for det elegante liv og de naturvidenskabelige studier. Sønnen tog sit drama Nina (1823) og inspirationen fra Eugène Scribe og det øvrige franske boulevardteater med hjem i bagagen.

Et lektorat i dansk sprog og litteratur i Kiel 1822-1825 var ikke en munter oplevelse, men et møde med G.W.F. Hegel førte til studier i hans logik og filosofi og til introduktionen på dansk, Om den menneskelige Frihed (Kiel, 1824).

I 1825 ændrede Johan Ludvig Heiberg fremtiden både for sig selv og Det Kongelige Teater: Ved at skrive danske stykker i den vaudevilletradition, han kendte fra Frankrig, erobrede han scenen fra både de oversatte komedier og Adam Oehlenschlägers tunge tragedier. Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825) fik straks succes; det kunstneriske gennembrud kom med Aprilsnarrene (1826).

Vaudevillerne blev hjulpet frem af Jonas Collin, hvis meddirektør Knud Lyne Rahbek ikke stod alene med det synspunkt, at de var for tæt på gøglet og for nærgående over for moralnormerne og kendte folk. Forfatterens forsvar, Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads (1826), støttede sig til Hegel og fik kritikken til at tie.

Publikum jublede videre over de underholdende vaudeviller, som forener dialog og musik og lader personer uden romantismens splittelse mødes i en let intrige, der ofte strejfer aktuelle eller lokale forhold.

Adam Oehlenschläger måtte i konkurrencen om et royalt formælingsstykke se sig slået af Johan Ludvig Heibergs Elverhøi (1828). Dette nationalscenens festspil og hyppigst opførte stykke henter stof bl.a. fra Peder Syv og folkeviserne, med musik af Friedrich Kuhlau.

Rollen som Agnete var en kærlighedserklæring til Johanne Luise Pätges, som forfatteren blev gift med i 1831. De etablerede det hjem, der i hele Norden blev mønster for smag og selskabelig tone. Johan Ludvig Heiberg blev ansat på Det Kongelige Teater 1828 og skrev bl.a. Alferne (1835) og kroningsstykket Syvsoverdag (1840).

Johan Ludvig Heibergs æstetik og stil var fransk, før han lærte filosofi hos tyskerne. Han erstattede Adam Oehlenschlägers patos og subjektive smagsdomme med en begrebsorienteret, intellektualistisk æstetik og blev højrehegelianismens første og fremmeste fortaler i Danmark.

Men hans smag var vidt forskellig fra G.W.F. Hegels. Før mesteren leverede fragmenter af en æstetik, havde Heiberg udarbejdet et kunstfilosofisk system, hvor den højeste genre var den spekulative komedie, som Johan Ludvig Heiberg selv forsøgte sig med i Fata Morgana (1836). Hvert enkelt værk skulle måles med sin genres særlige formideal. Heiberg forenede i sin æstetiske og kritiske praksis fransk klassicistisk smag og tysk idealisme.

Johan Ludvig Heiberg redigerede Kjøbenhavns Flyvende Post (1827, 1828, 1830) og Interimsblade (1834-1837), der uden sidestykke var tidens mest underholdende og smagsdannende bladsucces, hvor Chr. Winther og H.C. Andersen debuterede som lyrikere, Thomasine Gyllembourg fornyede prosaen, og redaktøren publicerede sin banebrydende litteraturkritik.

Som docent ved Den Kongelige Militaire Høiskole 1830-1836 søgte Johan Ludvig Heiberg på baggrund af en hegeliansk systematik at skrive pædagogiske oversigter om dansk skønlitteratur (1831) og logik (1832). Især Johan Ludvig Heibergs logiske arbejder viser, at han var andet og mere end den filosofiske amatør, som F.C. Sibbern og Søren Kierkegaard anså ham for.

Tidsskriftet Perseus formulerede programmet for en hegeliansk, spekulativ digtning (1837-1838). Drejningen mod filosofi og religion blev fortsat i "Cantate ved Universitetets Reformationsfest" (1839), hvor Gud og tanken identificeres, for at blive fuldendt i hovedværket Nye Digte (1841), hvis lyriske rammedigte peger fra naturens bundethed mod åndens frihed.

Godheden, der gør denne frelse mulig, findes i samlingens episke part, "De Nygifte", mens afsløringen af samtidens åndløshed sker i den vittige apokalyptiske komedie En Sjæl efter Døden. Her var det materialistiske, liberale samfund placeret i Helvede sammen med H.C. Andersen, F.C. Sibbern og andre af digterens aversioner.

I Intelligensblade (1842-1844) fortsatte Johan Ludvig Heiberg sin kritik af det borgerlige publikum, som havde båret ham. Da han efter enevældens fald blev udnævnt til statens første direktør for Det Kongelige Teater (1849-1856), var han politisk konservativ og fagligt ude af trit med den institution, han selv havde moderniseret. I tidsskriftet Urania (1844-1846) trak han sig tilbage til studier af stjernehimlen som udtryk for den evige orden.

Johan Ludvig Heiberg var fire årtiers smagsdommer — på scenen, i tidsskrifterne og ved middagsbordene. Han øvede også indflydelse ved at være prygelknabe, fx for St.St. Blicher og Søren Kierkegaard, og ved sine udgivelser, bl.a. af moderens hverdagshistorier og af dansk kvindesags første skrift, Mathilde Fibigers Clara Raphael (1851). Først med Georg Brandes fik Johan Ludvig Heibergs kritiske system en afløsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig