Jens Baggesen

Jens Baggesen var en dansk forfatter, europæisk indstillet, en del af forfatterskabet er skrevet på tysk. Jens Baggesen blev som den ældste i en stor børneflok født i Korsør, hvor faderen var skriver hos amtsforvalteren. Det fattige hjem blev præget af moderens strenge opdragelse og pietisme. Hun læste Bibelen med den eventyrlystne dreng, som dog havde rigelig tid til at fantasere; han fik først undervisning i Slagelse Latinskole 1777-1782.

Stemningsskift og forelskelser blev her til poesi, der fik ros af Johannes Ewald. Christian Pram lod den subsistensløse student — "en underlig, entusiastisk, melankolsk, ubeskrivelig En" — debutere i de Nytaarsgaver (1783 og 1784), som han redigerede for bogtrykker Iversen.

Jens Baggesen blev berømt med Comiske Fortællinger (1785). 1158 læsere havde før trykningen bestilt denne samling historier på vers, og den unge digter blev endog prist af genrens mester, Johan Herman Wessel. Bogen indeholder Baggesens første æstetik, "Poesiens Oprindelse", en munter syndefaldsberetning om Odin, der skuffet henter sin kraft fra menneskene og returnerer den tvedelt som mosemjød til enhver og bjergmjød til de indviede; "lav", sanselig satire og "høj", patetisk digtning, båret af ideal følsomhed. Her peges tilbage på de to hovedtendenser i 1700-tallets digtning, Wessels franske klassik og Ewalds engelsk-tyske førromantik. Med sin eminente sans for stil og rytme kunne Baggesen både imitere og omtolke enhver af tidens genrer og versformer. Satiren og vittigheden regerede i hans mange lejlighedsviser og bidrag til debatten omkring punchen. Men Baggesen lod ofte med overrumplende virkninger den "lave" og den "høje" stil brydes. De omkring 60 elegiske digte til fru Pram er den første danske erotiske digtsuite.

Til borgerskabets vrede skaffede Baggesens evne til at fortrylle mennesker ham adgang til oplysningens sværmeriske adelskredse, bl.a. Reventlowerne og den senere hertug af Augustenborg. Efter sin oversættelse af Ludvig Holbergs Niels Klim (1789) i århundredets bedste danske prosa blev Baggesen samme år pebet ud for det tyskeri, man fandt i hans opera Holger Danske. De nye velyndere betalte efter episoden udenlandsrejsen, der gav stof til Labyrinten (1792-1793) — den først udgivne danske roman, hvor et moderne jeg søger sig selv. Beretningen om rejsen gennem Tyskland og Schweiz er også et program for en ny æstetik; Voltaires forstandstro er forladt. I kapitlet om Mannheim tolkes byens retvinklede gadenet som et stift klassicistisk versemål; alternativet er bølgelinjen som grafisk udtryk og frigørelsen af sproget i prosaens forløsning af den hudløse indlevelse. Romanens jeg stiger ved egen kraft fra den jordiske labyrint op i spiret på domkirken i Strasbourg for svimlende at blive en del af det "høje" i en grænsesprængende, gnistrende, højfølsomt moderne prosa, inspireret af Laurence Sterne og den engelske præromantik. Af det store materiale til en forøget udgave af romanen udgav Baggesen bl.a. "Rousseaus Ø". Efter afskeden med Voltaire bekendte han sig til Rousseaus natursværmeri.

Baggesen blev gift med Sophie Haller fra Bern 1790 — et barnebarn af Albrecht von Haller, hvis digt "Die Alpen" aftegnede det naturrum, hvori Baggesen konkret fandt løftelse. En alpevandring med Sophie og to veninder førte til heksameterfortællingen Parthenaïs (skrevet på tysk, udgivet 1803, dansk 1965). Her vies helten og én af de unge kvinder på bjergtinden til et liv i kærlig platonisk trekant med Venus Urania, hvis billede, "Seline", fru Pram tidligere havde udfyldt.

Efter Sophies død 1797 fulgte optrin, hvor det erotisk-æstetiske program igen viste sig pinligt som livsmønster. Baggesen blev gift med Fanny Reybaz i 1799, en misforståelse ligesom aristokratiets vedholdende forsøg på at give ham embede. Da hertugen af Augustenborg havde sendt ham af sted 1793-1795 for at få efterretninger om tysk frimureri, blev det vigtigste resultat digterens egen betagelse af mystikken. Baggesen trak sig hurtigt som viceprovst ved Regensen og direktør for Det Kongelige Teater og igen fra et professorat i Kiel, hvor hans studier af ordenes polært modsatte betydninger bekræftede dualismen i æstetik og livssyn. Baggesen var blevet en rejsende borger i revolutionstiden med kontakter til berømte europæiske intellektuelle. Uden held var dog et forsøg på at få et gennembrud som tysk digter.

Jens Baggesen boede i Paris 1800-1810. Efter at have erklæret sig genfødt dømte Baggesen sit gamle jeg i Giengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen, inspireret af besøget 1806-1807 hos A.S. Ørsted og hans hustru Sophie, som Baggesen tilbad i digte til "Lilia". Beundringen for hendes bror Adam Oehlenschläger i rimbrevet "Noureddin til Aladdin" (1806) blev under opholdet i København 1813-1820 afløst af kritik af dennes dramatik, en opgave, Johan Ludvig Heiberg overtog. Optaget af litterær polemik og et forsvar for jøderne (1813) fortsatte Baggesen selvopgøret i verseposet Thora af Havsgaard (1814-1816), hvor Urania afløses af kristen mystik, og i Adam und Ewa (udgivet på tysk 1826), hvor dualismen afspændes. Så blakket hans liv end var, kom han altid igen, som en moderne personlighed i vækst. Efter fattige år i Frankrig, Schweiz og Tyskland døde Baggesen i Hamburg på vej til København.