H.V. Kaalund

H.V. Kaalund, Hans Vilhelm Kaalund, 27.6.1818-27.4.1885, dansk forfatter, bl.a. til talrige dyrefabler; i barndomshjemmets stuer færdedes fugle, egern og kaniner frit omkring. Kaalund uddannede sig som billedhugger og maler, men slog over i lyrik og epos. En nervøs lidelse sinkede hans sociale og økonomiske fremgang, men gav også digtsamlingerne Et Foraar (1858) og En Eftervaar (1877) vibrerende toner. 1859 blev Kaalund overlærer ved det nyoprettede fængsel i Vridsløselille.

Litterær anerkendelse vandt han ved idealiteten i romerdramaet Fulvia (1875, Det Kgl. Teater 1881-91) og i polemikken mod vennerne Holger Drachmann og Sophus Schandorph (1877-80). Men klassikerstatus opnåede han med Fabler for Børn (1845). Forbilledet var Hamburgerpræsten J.W. Heys to samlinger Fabeln für Kinder med tegninger af Otto Speckter (1833 og 1837). Chr. Winther oversatte begge samlinger (1834 og 1838). Deres forlægger, P.G. Philipsen, opfordrede da Kaalund til at skabe et dansk sidestykke; tegningerne udførtes af Kaalunds slægtning og ven J.Th. Lundbye. De tyske fabler er alle præget af mild humor og glad fortrøstning ligesom Kaalunds "Vogterdrengen" (der blev herremand) og "Skraldemandshesten" (der løskøbes af sin fordums herre). Fablerne ejer et spillende dansk lune. Helt uden sidestykke hos Hey er de tragiske fabler "Den dræbte And", "Hunden ved Stranden" og "Bjørnen". I et digt fra 1878 udtrykte Kaalund, at den, som sløv eller grusom volder dyr lidelse, fortjener ikke rang af menneske.

Som billedkunstner blev Kaalund uddannet som billedhugger hos H.E. Freund og på Kunstakademiet 1832-38; fra 1838 dyrkede han tillige maleriet.