Ludvig Holberg blev født i Bergen som søn af oberstløjtnant Christian Nielsen Holberg (ca. 1620-86) og Karen Lem (1647-95). Hendes morfar, Ludvig Munthe, var biskop i Bergen. Holbergs far var bondefødt; han var avanceret til oberstløjtnant, hvad der gav ham adelig rang.
Sommeren 1702 dimitteredes Holberg fra Bergens latinskole til Københavns Universitet, hvor han foråret 1704 tog den filosofiske eksamen og teologisk attestats. Tjeneste som huslærer hos præster havde overbevist ham om, at han hverken ville være lærer eller præst.
Grebet af udlængsel solgte han en arvet boslod og tog i efteråret 1704 til verdensstaden Amsterdam. Vinteren 1705-06 boede han i Kristiansand hos en gejstlig slægtning, Otto Stoud, hvis søster, som han kalder meget smuk, kan have fristet Holbergs hjerte.
I foråret 1706 drog Ludvig Holberg med en velbeslået ven, Christian Brix, til Oxford. På Bodleian Library besluttede han at blive populariserende forfatter. Han "hjembragte et stort manuskript", der udkom i to dele: Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historier fortsat indtil disse sidste Tider (1711) og et geografisk Anhang hertil (1713). Universitetslærere opmuntrede Holberg.
Hans vejleder fra studietiden, græskprofessoren Poul Vinding, sendte ham som mentor for sin søn til Tyskland og skaffede ham fribolig på Borchs Kollegium i København.
Ludvig Holberg besluttede at fuldføre Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike, der var standset ved Christian 3.s død og videreført af C.C. Lyschander med Frederik 2.s krønike. Allerede foråret 1711 lå de tre resterende kongers historie rede til censur i manuskript. Den blev først trykt 1729, men skaffede tidligt i 1712 forfatteren Det Rosenkrantzske Legat på 120 rigsdaler i fire år og 19.1.1714 Frederik 4.s løfte om det første ledige professorat.
Imidlertid havde Holberg fuldendt et nyt værk. Uden tvivl efter tilskyndelse af professor i jura Christian Reitzer, der havde givet Holberg adgang til sit rige bibliotek, udarbejdede han Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab.
Med kongens løfte om professorat kom Holbergs stipendium i fare. Da dette krævede tre af de fire år tilbragt i udlandet, måtte Holberg meget mod sin vilje rejse ud i maj 1714 og blev paradoksalt nok tvunget på det ophold i Frankrig og Italien 1714-16, der afgørende bestemte hans smag i litteratur og kunst.
Uroen i datidens europæiske åndsliv var Pierre Bayle, som gjorde den almægtige Gud ansvarlig for det onde i verden. Holberg fortæller, at i Bibliothèque Mazarine i Paris stod studenterne i kø for at læse Bayles kritiske historiske Dictionnaire, men ikke, at han selv stillede op. I Rom forsøgte han forgæves at få lov til at studere det forkætrede værk.
Med sin Natur og folkeret, som tryktes under hans bortrejse og udkom 1716, vandt Holberg, under bearbejdelse af Hugo Grotius' Om Krigens og Fredens Ret (1625) og især Samuel Pufendorfs Om Naturens og Folkenes Ret (1672), en fast formuleret rationel retslære og etik, som havde sit centrum i mennesket og dets forhold til samfundet.
Med pædagogisk behændighed lånte Ludvig Holberg opbygningen af Pufendorfs elegante kompendium De officiis hominis ac civis (1673), oversat til fransk som Les Devoirs de l'homme et du citoyen (1707), og udfyldte med eksempler fra Pufendorfs kompakte værk. Med fem udgaver blev Holbergs Natur- og Folkeret hans i samtiden bedst solgte bog. En kommenteret udgave (1969) kan tjene som indføring i Holbergs tid og tankeverden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.