Jens Schelderup Sneedorff

Jens Schelderup Sneedorff, 22.8.1724-5.6.1764, dansk forfatter og skolemand. Efter en treårig dannelsesrejse som ung magister, bl.a. til det nye universitet i Göttingen, blev Jens Schelderup Sneedorff 1751 professor i offentlig ret og statskundskab på det i 1747 genoprettede akademi i Sorø. Han var i 1759 medstifter af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, hvis program han formulerede. 1761 flyttede han som informator for arveprins Frederik til hovedstaden, hvor han døde kun 40 år gammel.

Sneedorff fik betydning ved sin indsats for det danske sprog og for nationens normer. Han og hans Sorøkolleger brugte i akademiets videnskabelige skriftrække dansk i stedet for latin, som var universitetets sprog. Hans stilideal var korthed og elegance med mønster i moderne fransk prosa (Voltaire); i lyrik foretrak han vers uden enderim. Hans egen stil var klar, abstrakt, billedfattig.

I en disput 1761-63 med naturvidenskabsmanden og filosoffen Jens Kraft hævdede han, at lødig digtning på modersmålet og anden kunst kan forfine hjertet, fremme moralen og således forbedre samfundet.

Hans forelæsninger over statskundskab for de adelige elever udkom under titlen Om den borgerlige Regiering (1757). Skønt tydeligt inspireret af både Montesquieu og John Locke tog han i bogen, som er et forsvar for den danske enevælde, afstand fra Montesquieus magtfordelingslære og fra Lockes lære om den private ejendomsret som en naturlig rettighed.

I essaysamlingen Breve (1759) regner Sneedorff ligesom sin læremester Ludvig Holberg vilje og opdragelse for vigtigere faktorer i historie og samfundsliv end miljø og natur.

I det kongeligt støttede tidsskrift Den Patriotiske Tilskuer (1761-63), af hvis 308 numre Jens Schelderup Sneedorff skrev ca. 270, drøftede han med folkeopdragende sigte dagligdagens borgerlige, moralske og æstetiske spørgsmål. Hans Samtlige Skrivter udkom i ni bind 1775-77.