Schack von Staffeldt, amtmand, digter og kammerherre, iført tidens standsmæssige kostume, hvid vest med revers og blå kjole med sort krave. Miniature udført ca. 1800-06 af F.C. Camradt; Frederiksborgmuseet.

.

Schack von Staffeldt. Litografi fra 1800-t.

.

Schack von Staffeldt, egl. Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt, 1769-1826, dansk forfatter af to digtsamlinger, ikke særlig agtet i sin samtid, men senere rehabiliteret som en af dansk romantiks betydeligste digtere. Staffeldt var grundigt forberedt på den rolle, han havde håbet på, som den gryende tyske romantiks sendebud i dansk litteratur. Som søn af en indvandret adelsfamilie havde han tysk som modersmål og fik aldrig helt udryddet sporene af dette sprog.

Den fra 11-års-alderen forældreløse dreng fik en militær uddannelse, men kadetakademiets lærer W.H.F. Abrahamson vakte hans interesse for litteratur. Som løjtnant blev han sendt på studieophold i Göttingen 1791-93, og efter to år hjemme gennemrejste han Europa i yderligere fem år, hvor han sugede til sig af den nye tids filosofi og digtning, Herder, Schiller, Kant, Schelling. Men hvad den kantede Staffeldt møjsommeligt havde lært gennem et tiår, opsnappede den ti år yngre intuitive begavelse Adam Oehlenschläger hurtigere og omsatte til poesi i sin debutsamling. Så da Staffeldt året efter fik sin debut under samme titel, Digte (1804), blev han uretfærdigt betragtet som blot en forsinket efterligner af den vordende digterkonge. Ikke blot demonstrerede Staffeldt i sine digte en dybere indsigt i den romantiske filosofi end sin unge, lyse konkurrent, han formåede også at omsætte dens forestilling om verdens fundamentale splittelse mellem idéernes og fænomenernes sfære til "Poesier af uforgængelig Skønhed" (Georg Brandes). I samlingens indledende digt, "Indvielsen", har Staffeldt foreviget sit grundlæggende følelsesmønster, oplevelsen af at længes et andet sted hen og dog aldrig at kunne komme der. Det er ikke tilfældigt, at ordene længsel og fængsel rimer hos ham.

Skønt Staffeldt er udpræget tankedigter, er digtene især i hans anden samling fulde af iagttagelser fra den omgivende natur, der bruges som belæg for, at den sande virkelighed er af en anden natur. Da også denne anden bog, Nye Digte (1808), der tillige rummer hans smukkeste kærlighedsdigte, forblev upåagtet, holdt Staffeldt inde og lagde fra 1810 sin energi i opslidende amtmandshverv i Hertugdømmerne, hvor han endte sine dage, bitter og glemt.

Staffeldts rehabilitering begyndte med J.L. Heiberg og fortsatte med Georg Brandes, der trods sin modvilje mod romantikken forstod hans værd. Staffeldts stjerne er steget yderligere under den genvakte sympati for romantik i slutningen af 1900-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig