Tyrkernes sejr i 1453 satte sig spor i poesien: "Threnos" ('klagesang') over Konstantinopels fald blev en genre, der kom til at eksistere i flere århundreder, og som også blev brugt om andre ulykker, fx Trapezunts, Athens eller Adrianopels fald. Konsekvenserne af Det Byzantinske Riges fald, store dele af den græske elites flugt til Vesten og grækernes lavere dannelsesniveau under tyrkerne betød tilbagegang for den lærde litteratur på højsproget, mens digtning på folkesproget, som findes allerede fra 1100-t., fortsatte ubrudt indtil moderne tid.
Ofte er forfatteren ukendt, men selv hvor navnet kendes, kan det være umuligt at tids- eller stedfæste værket og fastslå, om det er opstået før eller efter 1453. Som regel digtedes i det såkaldte politiske vers, et 15-stavelses jambisk vers med fast cæsur i midten. En del værker er opstået i direkte kontakt med Vesten, fx Moreakrøniken og versromanerne, og ofte i de områder, som var under italiensk herredømme og først sent kom under tyrkerne: De Joniske Øer, Rhodos, Cypern og Kreta; kulturen var her tosproget ital./gr., og eliten fik uddannelse i begge sprogs litteraturer.
De ældre byzantinske romaner, der var inspireret af indisk eller arabisk fortællestof, blev gendigtet på folkesprog, fx Syntipas, Stefanites og Ichnelates og Barlaam og Iosafat, men der opstod også en ny type, den høviske ridderroman på vers, hvis hovedpersoner er to unge elskende, som efter utallige trængsler, farlige rejser og indespærring får hinanden til slut.
Titlerne består af de elskendes navne: Kallimachos og Chrysorrhoe, Bethandros og Chrysantza, Libistros og Rhodamme. Florios og Platziaflora (Flores og Blanseflor) går tilbage til en fransk roman fra 1200-tallet; Imberios og Magarona er en bearbejdning af romanen Pierre de Provenxe et la belle Maguelonne, men de øvrige er af græsk oprindelse.
Det antikke stof levede videre i folkesprogslitteraturen med værker som Achilleiden (om Achilleusskikkelsen), Iliaden og Alexanderromanen om Alexander den Store, men værkerne blev nu forsynet med middelalderens eventyrlige og overnaturlige hændelser.
Der findes kærlighedsdigte fra perioden, hvoraf de kendteste er Erotopaigna (Elskovslege), tidligere kaldt Rhodiske kærlighedssange; desuden kan nævnes dyrefabler, satiriske digte og digte om dødsriget, fx Apokopos af den ellers ukendte Bergadis.
På Kreta, som hørte under Venedig 1204-1669, er især teatret betydeligt, både det religiøse drama, komedien og tragedien. Ud over Vitsentzos Kornaros og Georgios Chortatsis kan nævnes Ioannis Andreas Troilos (f. omkring 1600) med tragedien Rodolinos og Markos Antonios Foskolos (ca. 1597-1662) med komedien Fortunatos.
Der var stort set ingen græske trykkerier i Osmannerriget, og folkesprogværkerne, som blev solgt på græske markedspladser og fik stor udbredelse som billige folkebøger, var trykt af græske forlæggere i Italien.
Der var desuden en rig mundtlig tradition med folkesange, moirolojia (dødeklager) og eventyr, som er overleveret til moderne tid, og som formodentlig er meget gamle. Der har været gensidig påvirkning mellem mundtlig og skriftlig tradition, fx har mundtlig digtning øvet indflydelse på værker som Digenis Akritas og Erotokritos, men også den anden vej: Erotokritos og Digenis Akritas-sangene har været lært udenad og sunget på Cypern og Kreta indtil vore dage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.