Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Byzantinske Rige - litteratur

Oprindelig forfatter SE Seneste forfatter Redaktionen

Det Byzantinske Rige. Prædikener af Gregor fra Nazianz (død ca. 389) i et håndskrift fra oktober 941, kopieret af munken Nicolaus i Calabrien i Syditalien, som da var en del af Det Byzantinske Rige. Nu i klosterbiblioteket på Patmos. Gregors Treenighedslære, der blev den sejrende både i øst- og vestkirken, udviklede han i Konstantinopel i sine prædikener, som blev overhørt af bl.a. den store vestlige kirkefader Hieronymus. Gregors prædikener er vigtige kilder til hans tids personer og historie og samtidig oratoriske højdepunkter, som dannede mønster for senere byzantinsk litteratur.

Det Byzantinske Rige. Prædikener af Gregor fra Nazianz (død ca. 389) i et håndskrift fra oktober 941, kopieret af munken Nicolaus i Calabrien i Syditalien, som da var en del af Det Byzantinske Rige. Nu i klosterbiblioteket på Patmos. Gregors Treenighedslære, der blev den sejrende både i øst- og vestkirken, udviklede han i Konstantinopel i sine prædikener, som blev overhørt af bl.a. den store vestlige kirkefader Hieronymus. Gregors prædikener er vigtige kilder til hans tids personer og historie og samtidig oratoriske højdepunkter, som dannede mønster for senere byzantinsk litteratur.

Byzantinsk litteratur er ikke et entydigt begreb, men kan defineres som Det Østromerske Riges litteratur fra begyndelsen af 300-t. e.Kr. indtil tyrkernes erobring af hovedstaden Konstantinopel i 1453.

I århundrederne herefter blev der stadig skrevet litteratur på græsk i de tidligere byzantinske områder, som nu var under tyrkisk eller italiensk herredømme; denne litteratur kaldes postbyzantinsk.

Det byzantinske samfund var multietnisk: Talrige folkeslag boede på eller indvandrede til dets område. Men det udviklede sig efterhånden i retning af et monokulturelt samfund med den kristne tro, det græske sprog og loyalitet mod kejseren som konstituerende elementer.

Annonce

Der blev stadig talt mangfoldige sprog i riget, men græsk var det fælles skriftsprog, som bandt riget sammen; dette skriftsprog baserede sig ikke på det samtidige talesprogsgræsk, men derimod på det antikke græsk, ligesom latin i Vesten over for de talte, såkaldte "vulgærsprog" — italiensk, fransk osv.

Det Byzantinske Rige modtog impulser fra øst (fx Indien) og øvede selv stærk indflydelse på bl.a. vesteuropæisk og arabisk kultur; det spillede en stor rolle som formidler af tankegods både mellem østlige og vestlige kulturer og fra antikken til samtiden. Via brødrene Kyrillos og Methodios' opfindelse af det første slaviske alfabet og den efterfølgende oversættelse af græsk religiøs litteratur til slavisk blev det moder til den slaviske litteratur.

Til trods for katastrofer som ikonoklasmens og det 4. korstogs hærværk og bogbrændinger er den bevarede byzantinske litteratur usædvanlig omfangsrig. Den er en lærd, undertiden snurrig litteratur, som Vesten længe har undervurderet i forhold til den antikke og først i de senere år bedømt på dens egne præmisser. Kun en mindre del er skønlitteratur i moderne forstand; det skrevne ord var reserveret til oplysende og opbyggelige skrifter, mens megen egentlig underholdning formodentlig har været del af en mundtlig tradition og er gået tabt.

Den byzantinske litteratur bygger på den antikke og dens genrer; man skrev historieværker i Thukydids stil i de højeste sociale lag og ved kejserhoffet, mens krøniken i anekdotisk form beretter historie fra verdens skabelse, ofte i et enklere sprog for et bredt publikum; anonyme krøniker beretter lokalhistorie evt. på vers. Som ny genre opstod kirkehistorien.

Kristendommens reaktion mod antik, hedensk kultur gjorde, at genrer forsvandt (skuespil) eller ændrede indhold; retorikken anvendtes til prædikener, den lyriske poesi blev til kirkedigtning, biografien til helgenlegender. Den antikke roman ændredes, inspireret af østlig, men senere også af vestlig litteratur. Rejsebeskrivelser på græsk, latin, arabisk eller slavisk af diplomatiske missioner og pilgrims- eller handelsrejser har haft både nytte- og underholdningsværdi. Til den personlige genre hører breve og epigrammer.

Den tidlige periode - 300-600-t.

Den tidlige periode var præget af brydningen mellem kristendommen og den senantikke tradition. De sidste hedenske filosoffer og retorikere som Libanios fra Antiochia blev lærere for de store kirkefædre, og den nye religion fortrængte den hedenske kultur med kejser Julian Apostata ('den frafaldne') som en kort parentes i udviklingen. Spørgsmålet for kirken var, hvor meget antik kultur den kunne acceptere, og hvad den måtte forkaste som uforeneligt med kristen tankegang. Samtidig måtte kirken definere sig selv i sit interne opgør med kætterske tanker.

De kappadokiske kirkefædre (Basilios den Store, Gregor fra Nazianz og Gregor fra Nyssa) lagde i deres skrifter fundamentet for den ortodokse (rettroende) kirke. Johannes Chrysostomos ('den guldmundede') var berømt som prædikant og har givet navn til en messeliturgi. Nævnes skal også kirkehistorikeren Eusebios fra Caesarea og Kyrillos fra Alexandria, som er blevet kaldt den sidste store kirkefader.

Riget var multikulturelt, og der blev skrevet på det endnu officielle sprog latin såvel som på græsk og syrisk. Efraims prædikener og hymner, skrevet på syrisk, blev oversat til græsk, latin og armensk og fik stor indflydelse på senere forfattere. Athanasios fra Alexandrias skildring af den hellige Antonius fik betydning for genren helgenlegender, som blev umådelig populær. Den kvindelige matematiker og filosof Hypatia var i Alexandria lærer for bl.a. Synesios fra Kyrene.

I 500-t. skrev den kristne Prokopios historie (og skandalehistorie om kejserhoffet), og Euagrios skrev kirkehistorie; krønikeskrivere var den hedenske Hesychios fra Milet og den kristne Johannes Malalas, hvis værk blev oversat til slavisk og georgisk. Kosmas Indikopleustes ('Indienfareren') beskrev sine rejser i et værk, som skulle modbevise Ptolemaios' påstand om, at jorden var rund, og som er overleveret i rigt illustrerede håndskrifter.

Johannes Klimakos ('af stigen') fik med sit mystisk religiøse værk Den himmelske stige stor udbredelse også i vestlig og slavisk religionsliv; det samme gælder Pratum spirituale (Den åndelige eng), opbyggelige fortællinger om munke og eremitter af Johannes Moschos. Kirkepoesien fik sin ypperste repræsentant i syreren Romanos.

Nedgangsperioden 600-800-t.

Perioden 610-717 er den mørkeste i byzantinsk åndsliv: Under kampene med rigets ydre fjender var der ikke meget overskud til intellektuelt liv. Nævnes skal dog historikeren og digteren Georgios af Pisidien med bl.a. digtet Hexaëmeron og teologen Maximos Confessor.

Andreas fra Kreta anses for opfinderen af genren kanon, en meget lang kirkehymne, som præger ortodoks gudstjeneste endnu i dag, og patriarken Sergios 1. siges at have skrevet den berømte Akathistos-hymne, som er afbildet på mange kirkevægge og har dannet forbillede for talrige græske og slaviske hymner.

Ikonoklasmen, eller billedstriden, var en kulturrevolutionær bevægelse i 700- og 800-t., som bekæmpede billedfremstillinger af det guddommelige; da både billedstormere og billedtilhængere (ikonoduler) undertrykte hinandens skrifter, er meget af periodens litteratur gået tabt.

Johannes fra Damaskus blev ikonodulernes fortaler, specielt med tre apologier for de hellige ikoner og Visdommens kilde; traditionelt tilskriver man ham endvidere Barlaam og Josafat, som er inspireret af Buddhafortællingerne og måske den mest læste græske bog i middelalderen.

I Konstantinopel skrev Theodoros fra Studion og nonnen Kassia kirkehymner og epigrammer i klostermiljøet, mens patriarken Fotios, som var uhyre belæst i den antikke litteratur og selv havde en stor litterær produktion, underviste den senere kejser Leo den Vise, Kyrillos og Nikolaos Mystikos.

Storhedstiden 800-t.-1081

Kejserne i det makedonske dynasti tog del i den litterære og kunstneriske opblomstring: Leon den Vise skrev prædikener og hymner, og Konstantinos Porfyrogennetos var forfatter og passioneret elsker af kunst, musik og litteratur.

Ved hoffet levede også polyhistoren og filosoffen Michael Psellos, som genoplivede interessen for Platon. Den antikke arv blev genopdaget og systematiseret i antologier og encyklopædier, fx i Anthologia Palatina og leksikonnet Suda; Symeon Metafrastes samlede helgenlegender i en stor antologi.

Af teologiske forfattere kan nævnes Nikolaos Mystikos og Michael Kerularios og af de talrige historikere Johannes Skylitzes, hvis værk i et Madridhåndskrift er illustreret med næsten 600 miniaturer. Bøger blev lettere tilgængelige: Alle tekster var hidtil blevet skrevet med uncialskrift (store bogstaver), men nu blev de kopieret med minuskelskriften (små bogstaver), som var lettere læselige og fyldte mindre; fremkomsten af papiret til afløsning af pergamentet bidrog ligeledes, i hvert fald på længere sigt, til billiggørelsen af bogen.

Prærenæssancen 1081-1204

Perioden var rig på historisk og teologisk litteratur, fx Eustathios fra Thessaloniki og Theofylaktos fra Ohrid. Ved komnenernes hof dyrkedes videnskab og litteratur, historieskrivning af Anna Komnena og hendes mand Nikeforos Bryennios, astrologi og teologi af kejser Manuel 1., mens digtere som Theodoros Prodromos og Johannes Tzetzes skrev lærde værker baseret på antik litteratur.

Men samtidig opstod ved hoffet en litteratur på folkesproget med satiriske eller belærende digte, verskrøniker og versromaner. Formodentlig lå der en mundtlig tradition bag dette, ligesom det episke digt Digenis Akritas byggede på en ældre mundtlig tradition.

Fra dette tidspunkt eksisterede der to parallelle litteratursprog, højsproget (oldgræsk) og folkesproget, som næsten kun brugtes til poesi. Denne sproglige spaltning skulle vare indtil slutningen af 1900-t.

Den sidste blomstring 1204-1453

Det 4. korstog gav Det Byzantinske Rige dødsstødet, men svækkede på ingen måde dets åndelige vitalitet. Vesterlændingenes erobringer medførte ganske vist økonomisk og politisk nedgang, men også en øget kulturel kontakt, som begge parter nød godt af.

Både under kejserens eksil i Nikæa (1204-61) og efter rekonstruktionen af det nu stærkt reducerede rige under Palaiologos-familien blomstrede litteratur, kunst og videnskab i usædvanlig grad og tiltrak mange udenlandske studerende, også fra Vesten.

Men Det Byzantinske Riges fald kunne allerede forudses, og åndslivet gennemstrømmedes af en tragisk og eskatologisk opfattelse af historien, religiøs mysticisme vandt frem (se hesychasme); lederen af den hesychastiske bevægelse Gregorios Palamas udkæmpede en voldsom strid mod ortodoksien og dens bannerfører, den lærde historiker Nikeforos Gregoras.

I kampen for at overleve søgte Det Byzantinske Rige at opnå Vestens støtte gennem en kirkelig genforening med romerkirken, en tanke, der vakte voldsom modstand og endte med at lide skibbrud, og som afsatte sine spor i periodens teologiske litteratur. En genvakt interesse for Platon specielt hos humanisten Georgios Gemistos Plethon mødtes af modstand hos Georgios Gennedios Scholarios, som søgte at indføre Thomas Aquinas' tolkning af Aristoteles mod Plethons nyplatonisme.

Det Byzantinske Riges endelige fald beskrives fra grækernes synspunkt af de samtidige historikere Georgios Sfrantzes og Dukas, mens Laonikos Chalkokondyles, ('Stålpen'), beskrev forløbet fra tyrkernes side.

Postbyzantinsk litteratur

Tyrkernes sejr i 1453 satte sig spor i poesien: "Threnos" ('klagesang') over Konstantinopels fald blev en genre, der kom til at eksistere i flere århundreder, og som også blev brugt om andre ulykker, fx Trapezunts, Athens eller Adrianopels fald. Konsekvenserne af Det Byzantinske Riges fald, store dele af den græske elites flugt til Vesten og grækernes lavere dannelsesniveau under tyrkerne betød tilbagegang for den lærde litteratur på højsproget, mens digtning på folkesproget, som findes allerede fra 1100-t., fortsatte ubrudt indtil moderne tid.

Ofte er forfatteren ukendt, men selv hvor navnet kendes, kan det være umuligt at tids- eller stedfæste værket og fastslå, om det er opstået før eller efter 1453. Som regel digtedes i det såkaldte politiske vers, et 15-stavelses jambisk vers med fast cæsur i midten. En del værker er opstået i direkte kontakt med Vesten, fx Moreakrøniken og versromanerne, og ofte i de områder, som var under italiensk herredømme og først sent kom under tyrkerne: De Joniske Øer, Rhodos, Cypern og Kreta; kulturen var her tosproget ital./gr., og eliten fik uddannelse i begge sprogs litteraturer.

De ældre byzantinske romaner, der var inspireret af indisk eller arabisk fortællestof, blev gendigtet på folkesprog, fx Syntipas, Stefanites og Ichnelates og Barlaam og Iosafat, men der opstod også en ny type, den høviske ridderroman på vers, hvis hovedpersoner er to unge elskende, som efter utallige trængsler, farlige rejser og indespærring får hinanden til slut.

Titlerne består af de elskendes navne: Kallimachos og Chrysorrhoe, Bethandros og Chrysantza, Libistros og Rhodamme. Florios og Platziaflora (Flores og Blanseflor) går tilbage til en fransk roman fra 1200-t.; Imberios og Magarona er en bearbejdning af romanen Pierre de Provenxe et la belle Maguelonne, men de øvrige er af græsk oprindelse.

Det antikke stof levede videre i folkesprogslitteraturen med værker som Achilleiden (om Achilleusskikkelsen), Iliaden og Alexanderromanen om Alexander den Store, men værkerne blev nu forsynet med middelalderens eventyrlige og overnaturlige hændelser.

Der findes kærlighedsdigte fra perioden, hvoraf de kendteste er Erotopaigna (Elskovslege), tidligere kaldtRhodiske kærlighedssange; desuden kan nævnes dyrefabler, satiriske digte og digte om dødsriget, fx Apokopos af den ellers ukendte Bergadis.

På Kreta, som hørte under Venezia 1204-1669, er især teatret betydeligt, både det religiøse drama, komedien og tragedien. Ud over Vitsentzos Kornaros og Georgios Chortatsis kan nævnes Ioannis Andreas Troilos (f. 1600?) med tragedien Rodolinos og Markos Antonios Foskolos (ca. 1597-1662) med komedien Fortunatos.

Der var stort set ingen græske trykkerier i Osmannerriget, og folkesprogværkerne, som blev solgt på græske markedspladser og fik stor udbredelse som billlige folkebøger, var trykt af græske forlæggere i Italien.

Der var desuden en rig mundtlig tradition med folkesange, moirolojia (dødeklager) og eventyr, som er overleveret til moderne tid, og som formodentlig er meget gamle. Der har været gensidig påvirkning mellem mundtlig og skriftlig tradition, fx har mundtlig digtning øvet indlydelse på værker som Digenis Akritas og Erotokritos, men også den anden vej: Erotokritos og Digenis Akritas-sangene har været lært udenad og sunget på Cypern og Kreta indtil vore dage.

Læs mere om Det Byzantinske Rige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sysse Engberg: Det Byzantinske Rige - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52862