Faktaboks

Jordan Jovkov
Født
1880
Død
1937

Jordan Jovkov, 1880-1937, bulgarsk forfatter. Født og opvokset i landsbyen Zjeravna, der ligger i en vild og skovrig egn, hvor folkesange og legender gav ham stof til en samling Legender fra Balkanbjergene (1927). Han flyttede siden til Dobrudzja, hvis sindige og sagtmodige landsbyboere blev modeller for hans heltefigurer. Han kæmpede ved fronten i Balkankrigene og i 1.Verdenskrig. Bl.a. som påskønnelse for sine patriotiske, men også indfølende krigsfortællinger (1917-18) blev Jovkov i 1920 udnævnt til presseattaché i Bukarest. I sammenligningen Aftener på kroen i Antimovo (1927) danner den psykologisk fine fortælling om kvinden Albena senere basis for hans drama af samme navn.

Jovkov regnes for den bulgarske litteraturs største prosaist med et poetisk sprog og scenisk bredde. Selvom hans fortællinger rummer voldsomme episoder og beskrivelser af grusomhed, er den humane forståelse altid stærkt til stede, ofte i form af en moralsk genfødsel. Et udvalg af hans fortællinger er oversat under titlen Blomster og granater (1984).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig