Rubem Fonseca

Fonseca, der var barn af portugisiske emigranter, voksede op i Rio de Janeiro. Han blev uddannet jurist og begyndte sin professionelle karriere i politiet. Mange af hans hovedpersoner kom fra dette miljø, som fx den hyppigt optrædende advokat og detektiv Mandrake såvel som et spraglet repertoire af prostituerede, tiggere, kriminelle, dørvagter og journalister, hvis samtaler bragte hverdagens rå friskhed ind i datidens prosa.

Med den næste novellesamling, Lúcia McCartney (1967) vandt han status som bestsellerforfatter. Titelnovellen, der var skrevet i en eksperimentel stil som et filmmanuskript, åbnede en tidstypisk dialog mellem litteratur og film. I 1973 lancerede Fonseca sin første roman, O caso Morel (1973, Sagen Morel), med en modernistisk inspireret elliptisk fortællestruktur.

Med novellesamlingen, Feliz ano novo (Godt nytår, 1975) opnåede Fonseca et foreløbigt højdepunkt i sin litterære udforskning af den stigende storbyvold. Bogen blev censureret af den militære regering under anklage for at være pornografisk på grund af sit sprogbrug. Senere fulgte O cobrador (1978, Opkræveren), et oprørt manifest mod social uretfærdighed. Fonsecas ordrette stil var præget af slagkraftige mundtlige formuleringer fra storbyernes sociale skyggesider, der skabte en ny realisme med et stærkt litterært udtryk.

Kombinationen af denne mundtlige stil og fortællingernes stringente struktur gjorde Fonseca til et forbillede for 1970'er generationen af historiefortællere som Dalton Trevisan (født i 1925), Caio Fernando Abreu (1948-1996) og Sérgio Sant’Anna (1941-2020).

Romanerne A grande arte (1983, på dansk Den artistiske morder, 1990), Bufo & Spallanzani (1985) og Grandes emoções e pensamentos imperfeitos (1988, Stærke følelser og uperfekte tanker) er eksempler på den postmoderne metafiktion, der inddrager krimigenren, mediekultur eller historisk dokumentarisme som romanernes sårbare skabeloner.

I romanen Agosto (1990, August) genfortælles præsident Getulio Vargas’ politiske fald og selvmord som en krimi. I O selvagem da ópera (1994, Operaens vilde) er det komponisten Antônio Carlos Gomes’ biografi, der fortælles som en libretto.

Rubem Fonseca anses for at være en af sin generations vigtigste og mest omfattende forfatterskaber, der nåede et stort publikum og kritikkens anerkendelse. Han modtog den prestigefyldte Jabutipris seks gange, den portugisiske Camões-pris i 2003 og den latinamerikanske Juan Rulfo-pris samme år samt det Brasilianske Akademis Machado de Assis-pris i 2015.

Rubem Fonsecas eksempel var banebrydende for den prosa, der i slutningen af 1900-tallet blev kaldt for periferiens litteratur.

Blandt forfatterne til denne periferiens litteratur talte Paulo Lins med romanen Cidade de Deus (1997, Guds by) og Ferréz' Capão Pecado (1999, Syndens Capão). Det var forfattere fra storbyernes slum, kaldet favelaer, og fattige forstæder, som gav deres eget vidnesbyrd. Blandingen af en ny realisme og eksperimenterende litterære formater var den erklærede inspiration blandt århundredeskiftets "90'er-generation", fx Patricia Melo (1962) og Luiz Ruffato (1961).

• Brasiliens litteratur