Brasilien - litteratur

Samtidig skabte jesuitiske missionærer en didaktisk litteratur, bl.a. de religiøse skuespil på portugisisk og tupi-folkets sprog af fader José de Anchieta, Brasiliens første egentlige litterære personlighed.

Barokken fik en helt afgørende og langvarig betydning for den brasilianske litteratur, indledt af det lille epos Prosopopéia (1601) af Bento Teixeira (1561?-1600) og med det vigtigste litterære monument i jesuitten fader Antônio Vieiras prædikener. Et stort satirisk talent viste poeten Gregório de Matos, kaldet "Helvedeskæften" (1633-96), men den første brasilianske digter med et værk trykt i sin egen levetid blev Manuel Botelho de Oliveira (1636-1711).

En egentlig brasiliansk litteratur opstod med de nyklassicistiske, såkaldte "arkadiske" digtere i Minas Gerais, markeret 1768 af Gláudio Manuel da Costa (1729-89) med Obras Poéticas. Costa deltog i en sammensværgelse mod det portugisiske kolonistyre i 1789 ligesom Tomás Antônio Gonzaga (1744-1810), forfatter af yndefuld kærlighedspoesi. Oplysningstidens tanker fandt udtryk i det store episke digt, Uraguai (1769) af José Basílio da Gama (1741-95), mod jesuitterne, for "de ædle vilde".

Den brasilianske litteraturs uafhængighed blev vundet under romantikken og manifesterede sig i 1836 (i Paris) med tidsskriftet Niterói og digtsamlingen Suspiros poéticos e Saudades (Poetiske suk og længsler) af Gonçalves de Magalhães (1811-82). De største navne er imidlertid Antônio Gonçalves Dias og José de Alencar, der begge lod den indianske fortid indgå som en vigtig bestanddel i formuleringen af en national selvforståelse (indianismen). Flere af romantikkens forfattere er forblevet populære, fx lyrikerne Casimiro de Abreu (1839-60) og Antônio de Castro Alves. Martins Pena (1815-48) lagde grunden til det brasilianske teater med sine velskrevne farcer, og Joaquim Manuel de Macedo (1820-82) og Manuel Antônio de Almeida (1831-61) bidrog til udvikling af romanen.

Realismen og naturalismen slog i 1881 igennem samtidig med Brás Cubas' posthume erindringer (da. 2019) af J.M. Machado de Assis, det indtil nu største navn i den brasilianske litteratur, og O Mulato af Aluísio Azevedo (1857-1913). Lyrikken domineredes fra ca. 1880 af den parnassianske skoles "objektive" poesi, hvis centrale skikkelse var Olavo Bilac (1865-1919), mens symbolismen med bl.a. João da Cruz e Sousa (1861-1898) blev af kortere varighed.

Epokeskabende for en kritisk fordybelse i den brasilianske virkelighed og et vendepunkt også for litteraturen blev det nu klassiske storværk Oprøret på højsletten (1902, da. 1948) af Euclides da Cunha. En lignende grundholdning sås hos Lima Barreto (1881-1922) og hos Monteiro Lobato (1882-1948), grundlæggeren af den brasilianske børnelitteratur.

Modernismen brød voldsomt igennem i 1922 med afholdelse af "Ugen for Moderne Kunst" i São Paulo, en kulturfestival, der skulle bringe de nyeste strømninger i Europa til Brasilien og sætte en bevægelse i gang for at "brasilianisere" landet gennem et radikalt brud med den bestående kunst og litteratur. Mário de Andrade blev den nye retnings ledende figur. Oswald de Andrade tyede til ideologisk (gen)brug af de oprindelige folk i "Menneskeæder-manifestet" (1928), og dets slogan "Tupi or not tupi, that is the question" fik sit bedste udtryk i Amazonas-digtet "Cobra Norato" (1931) af Raul Bopp (1898-1984). Modernismen fostrede en lang række lyrikere af høj standard, ikke mindst Carlos Drummond de Andrade.

Samtidig — og delvis som en reaktion mod de kosmopolitiske tendenser i São Paulo modernismen — oplevede den regionale litteratur i Nordøstbrasilien et imponerende opsving, ikke mindst inspireret af Gilberto Freyres regionalistiske manifest af 1926, der fremhævede regionen som emne for forskning og litteratur. Også hans litterært fornyende historisk-sociologiske essay Casa-grande e Senzala (1933, Herskabshus og slavehytte) virkede ansporende for den regionale litteratur. Raquel de Queirós (1910-2003) dannede med O Quinze (1930, Året 1915) optakt til de meget produktive romanforfattere Jorge Amado og José Lins do Rego og til Graciliano Ramos, hvis fortællekunst er blandt den brasilianske litteraturs højdepunkter. Gennem Érico Veríssimo fik også det sydlige Brasilien sit store romanværk.

Vicícius de Morais (1913-80), mest kendt som bossa-nova'ens fine digter, skabte sammen med João Cabral de Melo Neto forbindelsen mellem modernismen, der kulminerede i 1945, og de følgende års lyrik. I 1950'erne udvikledes konkretismen, der ville erstatte versformen med det "grafiske rum", mens Ferreira Gullar (1930-2016) fornyede den engagerede digtning med det storslåede Poema Sujo (1967, Beskidt digt).

Prosaen efter 1945 har tilsvarende søgt nye veje med João Guimarães Rosa som den mest dybtgående. Især Clarice Lispector har opnået vid anerkendelse med fx Stjernens Time (1977 da. 2020) og Passionen ifølge G.H. (1964 da. 2022); andre forfattere har ligeledes kunnet hævde sig internationalt, bl.a. J.J. Veiga (1915-99) med fx Drøvtyggertimen (1976, da. 1979), Antônio Callado, Lêdo Ivo (1924-2012) med fx Slangeboet (1973, da. 1984), Autran Dourado, Ignácio de Loyola Brandão (f. 1936) og João Ubaldo Ribeiro (1941-2014).

Nelson Rodrigues (1912-80) moderniserede det brasilianske drama, der fra 1950'erne fik en stærkt samfundskritisk tendens gennem fx Dias Gomes (1922-99), Augusto Boal (1931-2009) og Chico Buarque (f. 1944).

Den brasilianske litteratur har i dag sin egen identitet, der afgrænser den både i forhold til den anden store portugisisk-sprogede litteratur, Portugals, og i forhold til de latinamerikanske litteraturer på spansk, som den kun har haft en meget ringe historisk forbindelse med. Ligesom den portugisiske er den brasilianske litteratur ikke blevet oversat i større omfang; flere af dens hovedværker venter således også på en oversættelse til dansk. Litteraturen, der i Brasilien har et forholdsvis beskedent publikum, er kommet under stigende pres fra massemedierne, især tv, der dog tillige har medvirket til at udbrede kendskabet til nogle af de største litterære værker. Prosaisten Paulo Coelho har om nogen formået at nå ud til en bred læserskare, ikke blot i Brasilien, idet han i løbet af få år indtog positionen som en af de mest sælgende forfattere på verdensplan.

• Brasilien generelt