Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Belgien - litteratur

Oprindelig forfatter N-ELa Seneste forfatter Redaktionen

Belgiens litteratur er skarpt opdelt i flamsk og fransksproget litteratur, som er stærkt påvirket af hhv. hollandsk og fransk litteratur.

Flamsk litteratur

Det nederlandske sprogområdes sydlige dele var i middelalderen de kulturelt førende. I Limburg opstod i slutningen af 1100-t. en folkesproglig litteratur med Heinric van Veldeke (minnesang, høvisk epos). I grevskabet Flandern og hertugdømmet Brabrant udvikledes i 1200- og 1300-t. gennem kontakten med fransk kultur en rig litteratur med keltisk og karolingisk sagnstof som grundlag. Europæisk format fik flamsk skrivekunst med dyreeposet, rævebogen Van den vos Reynaerde, en satire på standssamfundet, der har bevaret sin friskhed.

Med Jan van der Noot (f. ca. 1539) i anden halvdel af 1500-t. var litteraturen tidligt på højde med den europæiske renæssances form og indhold. Han tilpassede som en af de første nederlændere sonetten til sit eget sprog. Men da oprøret mod Spanien i 1585 slog fejl for de sydlige provinsers vedkommende, var det forbi med den flamske litteratur. Mange kunstnere flygtede til de frie, nordlige provinser, og litteratursproget blev nu udelukkende fransk. Dog havde Bruxelles et levende flamsksproget teater.

Annonce

En flamsksproget litteratur genopstod først i forbindelse med den nationale vækkelse efter 1830. Stor indflydelse opnåede Hendrik Consciences (1812-83) historiske romaner. Selvom 1900-t. er påvirket af forskellige europæiske strømninger, modificeres den litterære målsætning stedse af indsatsen for flamskheden. Meget ender derfor i en idylliserende beskrivelse af flamsk folkeliv. Fornyende skikkelser er lyrikeren Guido Gezelle og i 1890'erne kredsen om tidsskriftet Van Nu en Straks.

Omkring 1. Verdenskrig fik ekspressionismen en fremtrædende repræsentant i Paul van Ostaijen. Det litterære billede før og efter 2. Verdenskrig er kalejdoskopisk; orienteringen er international. Gennem kontakten med fransk litteratur modtager efterkrigstidens eksperimenterende roman og teater stærkere impulser end i Holland, hvortil de litterære forbindelser med undtagelse af enkelte meget betydende forfattere er begrænsede. Se også Holland - litteratur.

Fransksproget litteratur

Belgien. Christian Dotremont: Logogram, 1974. De belgiske forfatteres følelse af sprogets afmagt har ofte ført til skabelse af digteriske udtryksformer med en særlig tæt forbindelse mellem ord og illustrationer. Dotremont, der var ven med Asger Jorn og en af medstifterne af Cobra, dansede spontant sine logogrammer frem på papiret og genskrev derefter teksten med almindelige bogstaver.

Belgien. Christian Dotremont: Logogram, 1974. De belgiske forfatteres følelse af sprogets afmagt har ofte ført til skabelse af digteriske udtryksformer med en særlig tæt forbindelse mellem ord og illustrationer. Dotremont, der var ven med Asger Jorn og en af medstifterne af Cobra, dansede spontant sine logogrammer frem på papiret og genskrev derefter teksten med almindelige bogstaver.

Belgiens fransksprogede litteratur har altid været klemt på flere måder. Forfatterne skal markere sig i forhold til Frankrig, som enevældigt afgør, hvad der anses for at være korrekt fransk, og som ynder at tale om "den belgiske tåge". De skal markere sig i forhold til flamsk sprog og kultur, hvad der er lettest for vallonerne, men problematisk for dem, der er opvokset i fransktalende familier i Flandern. Forfatterne føler generelt, at sproget hverken dækker den sociale eller den historiske virkelighed; de er hjemløse både i deres fædreland og i deres modersmål.

På tværs af historien kan de fransksprogede belgiske forfattere indordnes i tre kategorier, som hver betegner et særligt forhold til sproget. Hos nogle er der tale om en konventionel, akademisk skrivestil; undertiden overkorrekt, undertiden af klassisk skønhed (Francis Walder, Henry Bauchau). Hos andre bliver det til et befriende uortodokst sprogligt festfyrværkeri (Norge, Jean-Pierre Verheggen). Hos atter andre resulterer forladthedsfølelsen i en søgen indad i sjælens dybder, hvortil redskabet er en sproglig udtynding, som nærmer sig opløsning. Ofte forankres det flygtige sprog i en ikke-verbal dimension.

Den betydelige belgiske dramatik er udtryk herfor (Fernand Crommelynck, Michel de Ghelderode, René Kalisky). Mange forfattere illustrerer deres tekster (Max Elskamp), opfinder genrer, hvor ord og grafik er uløseligt forbundne (Christian Dotremont), eller bliver betydelige billedkunstnere (Henri Michaux). Det er ikke tilfældigt, at tegneserien fik sin europæiske form i Belgien.

Tre store perioder kendetegner den fransksprogede belgiske litteratur. Den første går fra uafhængigheden i 1830 til 1. Verdenskrigs værdisammenbrud og er centrumsøgende og optimistisk, hvad der bl.a. ses af slagord som "Lad os være os" og "Belgisk sjæl". Den anden, der er centrifugal og pessimistisk, slutter med afkoloniseringen af Congo 1960. Den præges af fornægtelse og udvandring; underskriverne af det såkaldte Manifeste du lundi (1937) anså sig for at være fuldblods franske forfattere, der ved skæbnens ugunst var født i Belgien. En tredje generation af forfattere, med Pierre Mertens i spidsen, tog med manifestet L'autre Belgique (1976) deres fødested til efterretning og bekendte sig med begrebet "belgitude" til La Belgique malgré tout (1980, Belgien trods alt). Snarere end at løse identitetskrisens æstetiske problem kom bevægelsen dog til at accentuere spændingen mellem de mere elitære forfattere i Bruxelles og vallonerne, der kunne beskyldes for regionalisme.

Omkring årtusindskiftet karakteriseres den litterære produktion især af vitalitet og mangfoldighed. Repræsentanter for perioden er bl.a. Philippe Blasband, Sophie Buyse, Francis Dannemark, Paul Emond og Jean-Luc Outers.

De litterære skoler i Belgien har ofte udgangspunkt i de tilsvarende franske, men er stærkt afvigende. I 1830'erne sattes kræfterne ind på at skabe en romantisk nationallitteratur med emner fra de belgiske Nederlandes glorværdige fortid og samtidens industrielle mirakler (Théodore Weustenraad). Interessante var André Van Hasselts forsøg på at overføre germansk (flamsk) metrik til fransk verslære.

Dem fransksprogede belgiske litteraturs første store, men længe miskendte, hovedværk var Charles De Costers historiske roman-epos La Légende d'Ulenspiegel (1867, da. Till Uglspil, 1944), som manede til forståelse mellem de to sprogsamfund, da Napoleon 3. havde planer om at annektere Belgien.

Det var dog først i 1880'erne, at den belgiske litteratur for alvor udfoldede sig for at nå international anerkendelse med l'art pour l'art-lyrikerne omkring tidsskriftet La jeune Belgique og med en naturalisme (Camille Lemonnier), som var mindre doktrinær og mere lyrisk beskrivende end den franske.

Det gjaldt især symbolisterne, hvis særkende det var at forene flamsk forestillingsunivers og fransk udtryksform på en måde, som gjorde, at navnlig deres ungdomsværker blev stående: Maurice Maeterlinck (lyrik, teater), Charles Van Lerberghe (lyrik), Georges Rodenbach (romaner) og Émile Verhaeren, der begyndte som symbolist og endte som en af Europas kendteste socialt engagerede ekspressionister.

Det er symbolisternes søgen efter en virkelighed hinsides den fysisk sansede, som genfindes i mellemkrigstidens Bruxelles-surrealisme, hvis nøglefigurer var René Magritte og vennen Paul Nougé, som gav Magrittes malerier deres prægnante titler.

For så vidt er det den samme søgen, der karakteriserer kriminalromanen (Georges Simenon, Stanislas-André Steeman) og den fantastiske fortælling, som måske mere end noget andet har gjort belgisk litteratur kendt i vor tid. Den spænder fra den blide magiske realisme (Franz Hellens) over den sorteste uhygge (Jean Ray) til science fiction (Marcel Thiry).

Læs mere om Belgien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels-Erik Larsen: Belgien - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45430