Babylonien. Burney-relieffet; 50 cm højt terrakottarelief, der forestiller gudinden Ishtar og stammer fra Hammurapis tid, ca. 1750 f.Kr. Det enestående kunstværk viser den oldbabyloniske tids kunstneriske formåen. Gudinden er nøgen, kun iført gudekrone og vinger, og i hver hånd holder hun stav og ring, begge symbol på kongemagten. Hun befinder sig i et bjerglandskab og står på ryggen af sine to løver, der flankeres af to ugler. Symboliseret ved vinger og rovfuglekløer vises Ishtar her som hersker over underverdenen, som hun ellers ikke er knyttet til. Relieffet bærer stadig tydelige spor af bemaling.

.

Babylonien - litteratur og mytologi, Den babyloniske litteratur kendes gennem fund af lertavler.

Næsten hele litteraturen er af religiøs art; guderne og deres væsen var nøglen til forståelsen af denne verden.

Der er talrige paralleller mellem motiverne i den babyloniske litteratur og Det Gamle Testamente (det berømteste tilfælde er syndflodshistorien); men hvorfor der er det, og hvem der eventuelt har lånt fra hvem, er endnu ikke afklaret.

Det følgende er ganske summariske referater af et udvalg af de vigtigste værker med deres moderne titler.

Atrahasis. I begyndelsen måtte guderne selv gøre det hårde arbejde med at dyrke og vande jorden, skaffe sig føden og bygge deres egne templer. De små guder gik i strejke, og på gudernes forsamling besluttede man at skabe mennesket og pålægge det arbejdet. Men menneskene blev for mange og støjede for meget. Enlil kunne ikke sove, så han prøvede gang på gang at udrydde dem.

Ethvert forsøg blev imidlertid forpurret af den vise gud Ea, der ville beskytte Atrahasis, sin yndling blandt menneskene. Til sidst sendte Enlil den store vandflod, og alt levende druknede; men Ea havde advaret Atrahasis, der byggede et stort skib til sig selv, sin familie og alle dyrs afkom. Mens syndfloden rasede, blev der ikke bragt guderne ofre, og de sultede ynkeligt.

Da vandet trak sig tilbage, og skibet strandede på et bjerg, bragte Atrahasis et offer, og guderne samlede sig som fluer ved duften. Enlil blev derefter overtalt til at finde andre midler til at mindske menneskenes tal: dæmoner, der tager spædbørn, og præstinder, der ikke må få børn.

Enuma elish, også kendt som Det babyloniske skabelsesepos. I begyndelsen fandtes kun Apsu og Tiamat, dvs. det ferske og det salte vand, hhv. det mandlige og det kvindelige. De blandede deres vande, og derved opstod guderne i deres tre generationer.

De yngre guder var foretagsomme og forstyrrede derved Apsu og Tiamat. Apsu forsøgte trods Tiamats protest at udslette de yngre guder; men Ea overvandt og dræbte ham og oprettede sin bolig i ham; derved blev Ea gud for det livgivende ferske vand. I Apsu blev Marduk født som søn af Ea og Damkina, Eas hustru. Men Tiamat ville hævne Apsu og skabte en dæmonisk hærskare. Guderne var rådvilde, og selv Ea kunne intet udrette.

Da stod den unge Marduk frem og tilbød at gå mod den truende fjende på den betingelse, at han skulle ophøjes til konge over alle guder. Dette skete, og Marduk fældede Tiamat. Af Tiamats døde krop dannede Marduk himmel og jord, fastsatte Solens og Månens baner og bestemte årets gang, og han blev modtaget med jubel af gudernes forsamling.

Men Marduk gjorde mere; han skabte mennesket til at overtage gudernes arbejde med at skaffe føden og til at bygge deres templer. I taknemmelighed greb guderne for sidste gang deres redskaber og byggede byen Babylon for Marduk. Derefter gav de Marduk hans 50 navne, der alle udtrykker hans kongeværdighed over universet. Teksten ender med en opfordring til, at forældre skal lære deres børn disse 50 navne.

Den fattige mand fra Nippur er en rigtig Tusind og én nat-fortælling, der handler om, hvordan en fattig stakkel for sine sidste penge køber en ged for at tilberede et lækkert måltid til byens borgmester. Men borgmesteren kaster manden på porten med kun et magert kødben og en kop dårligt øl til tak.

Med megen snilde og lidt hjælp fra kongen får manden taget hævn og gennemprygler borgmesteren tre gange i forskellige forklædninger: "For den ene tjeneste, du gjorde mig, har jeg nu gengældt dig tre gange".

Gilgamesh. I Uruk herskede Gilgamesh, der var to tredjedele gud og kun én tredjedel menneske. Han var til stor plage for sine undersåtter, da hverken mænd eller kvinder nogensinde havde fred for ham. De klagede deres nød til guderne, som indså, at Gilgamesh måtte have en jævnbyrdig fælle at måle sig med.

De skabte derfor Enkidu, en vildmand, der voksede op blandt steppens vilde dyr. Enkidu blev forført af en hetære, og så snart han havde indladt sig med mennesker, kendte dyrene ham ikke mere. Hetæren tog nu Enkidu med sig til Uruk, hvor han mødte Gilgamesh, der var på vej ind i et hus for at fuldbyrde sin ret til den første nat med en nygift brud.

Enkidu, der var dybt forarget over den slags magtmisbrug, spærrede ham vejen i døren, og de tog livtag med hinanden, så murene skjalv. Gilgamesh overvandt til sidst sin modstander; men på det tidspunkt var de begge blevet fyldt af beundring for den andens kraft og mod og var fra da af uadskillelige venner.

De drog ud og dræbte uhyret Humbaba, der vogtede den hellige cederskov for guden Enlil, fældede træerne og sendte tømmeret ned ad Eufrat, hvorefter de vendte tilbage til Uruk i fest og til ære. Gudinden Ishtar blev nu voldsomt forelsket i den flotte Gilgamesh; men han afviste hendes frierier med en opremsning af, hvor slet hun havde behandlet sine tidligere forbindelser.

Dødeligt krænket gik hun til sin far, himmelguden Anu, og nærmest tvang ham til at give hende himmeltyren, "så jeg kan massakrere ham i hans eget hus"! Himmeltyren dræbte krigere i hundredvis, men Enkidu og Gilgamesh nedlagde den på bedste tyrefægterfacon. Enkidu skar tilmed tyrens lem af og smed det i ansigtet på Ishtar.

Efter denne sejr var der endnu en gang fest; men om natten drømte Enkidu, at guderne holdt rådsforsamling og besluttede, at pga. den brøde, de to havde begået mod Enlils hellige skov og dens vogter, og pga. drabet på himmeltyren skulle Enkidu dø; Gilgamesh fik lov at leve. Enkidu blev nu syg og døde, og Gilgamesh gav ham en fyrstelig begravelse. Derefter løb han forvildet om på steppen, besat af rædsel for døden.

Til sidst besluttede han at opsøge Ut-napishtim, som guderne havde forundt udødelighedens gave. Da Gilgamesh omsider fandt ham og spurgte, hvordan han havde opnået det evige liv, svarede Ut-napishtim beredvilligt med at fortælle hele syndflodshistorien; hvordan han var blevet advaret af guden Ea og derfor sammen med sin kone var den eneste, der havde overlevet katastrofen.

Derfor havde guderne skænket dem evigt liv, men Gilgamesh kunne ikke tillade sig at håbe på, at noget sådant kunne ske for ham. Ut-napishtim satte ham dog på en prøve: "Du, som vil overvinde døden, sæt dig og se, om du kan overvinde søvnen; hold dig vågen i seks dage og syv nætter".

Gilgamesh satte sig og faldt straks i søvn. Ut-napishtim gav ham så en plante, der kunne sikre evig ungdom — kunne han ikke undslippe døden, kunne han dog slippe for affældigheden — og sendte ham af sted med sin færgemand som ledsager.

På vejen til Uruk tog Gilgamesh et bad; mens han badede i søen, kom en slange og åd planten og skiftede ham, idet den krøb bort. Det eneste, Gilgamesh nu havde tilbage, var, at han med stolthed kunne vise færgemanden de prægtige bygninger, han havde opført i Uruk.

Som en epilog har man tilføjet en oversættelse af en sumerisk fortælling om, hvordan Enkidu stiger ned i underverdenen og bliver fanget dér, og Gilgamesh får Enkidus genfærd i tale og udspørger ham om de triste forhold i underverdenen.

Ishtars færd til underverdenen. Ishtar misundte sin søster Ereshkigal, at hun var blevet dronning over underverdenen; det var ikke Ishtar nok at være himlens og jordens dronning. Hun gik derned for at detronisere Ereshkigal, men blev selv overvundet af dødsriget. Al frugtbarhed på Jorden hørte op, og det kostede store anstrengelser at få Ishtar udfriet.

Pessimistdialogen er en samtale mellem en herre og hans slave. Herren befaler slaven at gøre alt parat til den ene og den anden handling, som herren vil udføre, og slaven siger hver gang, at det er en god og fortjenstfuld handling.

Så ombestemmer herren sig og siger, at han alligevel ikke vil, og slaven har alle gode grunde til, at man ikke skal gøre det. Et eksempel: "Slave, bring mig vand til at vaske mine hænder; jeg vil ofre til guden!"Gør endelig det, herre; den, som ofrer til guden, vil blive tilfreds; han gør den ene investering efter den anden". "Nej, slave, jeg vil ikke ofre til guden!"Herre, du skal ikke ofre. Du vil blot opdrage guden til at rende efter dig som en hund og bede dig om ritualer eller 'Spørg ikke din gud' eller alt muligt andet".

På samme måde gennemgås alle livets handlinger. Til sidst spørger herren: "Slave, hvad er da godt?"At brække din hals og min hals og kaste os i floden, det er godt". "Nej, slave, jeg vil slå dig ihjel og lade dig gå først". "Og hvordan vil min herre klare sig blot tre dage efter mig?" Meningen er åbenbart, at ingen handling er et absolut gode; alt i livet er en uadskillelig blanding af godt og ondt.

Læs mere om Babylonien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig