Jahiliyya er et begreb, der i næsten alle dets forekomster bruges som det modsatte af islam. Det kan oversættes med ”uvidenhedens tid” eller ”uvidenhedstilstand” og refererer til den præ-islamiske periode på Den Arabiske Halvø og til hedenskabet som en uoplyst tilstand.
جاهلية (jāhilīyya) er et abstrakt navneord, som kan oversættes med ”uvidenhedens tid” eller ”uvidenhedstilstand”
Morfologisk er jahiliyya et abstrakt navneord. Det er dannet ved tilføjelse af suffikset -iyya til det aktive participium jahil.
Jahil er historisk blevet forstået som modsætning til hhv. halim (den civiliserede) og ‛alim (den vidende). Jahil kan altså hhv. betyde den uciviliserede, den barbariske og den uvidende, den ignorante, dvs. den, som ikke kender Gud, profeten og loven. Jahiliyya betegner hhv. barbariets tid/tilstand og uvidenhedens tid/tilstand.
Adjektivet jahili er blevet anvendt om det, der går forud for islam, især den præ-islamiske poesi (al-shi‛r al-jahili).
Den præ-islamiske poesi (al-shi‛r al-jahili) er traditionelt blevet betragtet som den ene af den arabisk-islamiske litterære kulturs to fundamenter. Den anden er Koranen. Det flertematiske digt, qasida, som har sin oprindelse i den præ-islamiske poesi, kan siges at være den profane anti-tekst til den hellige Koran.
Ligesom Koranen, som Guds ord, af muslimer anses for at være uforlignelig, har den præ-islamiske poesi nydt stor anerkendelse og haft status af at være uopnåelig for senere digtere. Blandt de store præ-islamiske digtere er Imru al-Qays, al-Khansa og al-Shanfara. Dertil kommer digtsamlingen al-Mu’allaqat.
Jahil forekommer ni gange i Koranen, mens jahiliyya omtales fire steder (3:154, 5:50, 33:33, 48:26). Ordets præcise betydning i Koranen er svær at bestemme, men det anvendes i modsætning til islam og om den periode på Den Arabiske Halvø, hvor man endnu ikke kendte islam og den guddommelige lov, og om den tro, som var gældende der før islam.
I vers 48:26 står der fx: ”Da de, der er vantro, lod raseriet vinde indpas i hjertet, raseriet fra uvidenhedens tid [jahiliyya], og Gud derpå sendte sit nærvær ned over sin udsending og over de troende og pålagde dem gudsfrygtens ord! De havde mere ret til det og fortjente det. Gud ved alting.” (fra Ellen Wulffs oversættelse af Koranen, 2006).
Her er jahiliyya den tilstand, der går forud for åbenbaringen, og det modsatte af at være gudfrygtig.
Ifølge den hanbalitiske retslærde Ibn Taymiyya befinder herskere, som hævder at være muslimer, men som implementerer sekulære love, sig i en tilstand af jahiliyya. Ibn Taymiyya udstedte på den baggrund flere fatwaer imod de mongolske herskere, hvis politiske magt han betragtede som illegitim.
I 1900-tallet reaktualiseredes Ibn Taymiyyas fortolkning af jahiliyya af den libanesiske reformteolog Rashid Rida, mens den pakistanske intellektuelle Sayyid Abu Ala al-Mawdudi betragtede den vestlige modernitet som en ny jahiliyya.
Egyptiske Sayyid Qutb populariserede begrebet i Pejlemærker på vejen (Ma‛alim fi al-tariq, 1964), som i dag har status som jihadismens manifest. For Qutb var jahiliyya et kendetegn ved tiden, både i og uden for den muslimske verden. Jahiliyya var i Qutbs tænkning en samtidsdiagnose: Jahiliyya er indlejret i tidens normer, værdier, lovgivning og statsførelse, og den eneste modgift er militant jihad.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.