Al-Mu‛allaqat er en af de ældste samlinger af arabisk poesi. Den indeholder syv qasida’er, som hver især siges at være den pågældende digters ypperste værk.

Faktaboks

Etymologi

المعلقات (al-Mu‛allaqāt) kan oversættes med “De hængende oder”

Samlingen udgør noget af den fineste præ-islamiske poesi, vi har overleveret i dag. Den giver et unikt indblik i beduinlivet, naturen i ørkenen, krige og konflikter, kærlighed, hungersnød og tørke samt ikke mindst de værdier, der prægede Den Arabiske Halvø før islams fremkomst.

Al-Mu‛allaqats syv digtere

De syv digtere, der generelt anerkendes som del af al-Mu‛allaqat, er dem, man finder i Hammad al-Rawiyas (694-772) samling: Imru al-Qays, Tarafa, Zuhayr, Labid, Antara Ibn Shaddad, Amr Ibn Kulthum og Harith Ibn Hilliza. Men der findes en række forskellige samlinger med alt fra seks til ti digte og med forskellige digtere, hvor Abid ibn al-Abras, al-Nabighah al-Dhubyani og al-A‛sha medregnes i nogle samlinger, mens Amr ibn Kulthum og al-Harith ibn Hilliza er udeladt i andre.

Den ældste af de syv digtere, Imru al-Qays, levede i det tidlige 500-tal, mens den yngste, Labid, levede ind i den islamiske periode. Al-Mu‛allaqat spænder således over en periode på hundrede år, men alle digtene er fra før profeten Muhammeds tid.

Titlens betydning: De hængende oder

Titlen, al-Mu‛allaqat, kommer af roden ‛a-l-q, som betyder ”at hænge”. Den kan oversættes med ”De hængende oder”. Man kender titlen første gang fra Hammad al-Rawiya, men oprindelsen til navnet er ukendt. Den herskende forklaring er, at der i Kabaen i Mekka hang syv lange stykker linned ned fra loftet med syv langdigte påskrevet i guld.

Digtsamlingens oprindelse

Hammad al-Rawiya siges at være den første, der samlede digtene, men kriterierne for, hvordan han udvalgte dem, er ukendte. Al-Rawiya var i midten af 700-tallet en del af en ny gruppe af professionelle overleverere (rawi). I modsætning til tidligere tilhørte de ikke en bestemt stamme, hvis digte de var levende arkiv for.

For al-Rawiya, som var anden generation af iranske konvertitter til islam og født i Kufa i Irak, var det at memorere og recitere arabisk poesi ikke en nedarvet familiebeskæftigelse, men en tilvalgt profession, der gav status og adgang til kaliffen, der omgav sig med eksperter og lærde. Al-Rawiya beskrives ofte som en boheme med smag for vin og poesi og som en opportunist, der udnyttede sin viden om arabisk poesi til at få adgang til umayyadernes inderkreds.

Mens de traditionelle overleverere som regel reciterede en digters eller en stammes poesi, tenderede al-Rawiya det megalomane. Ifølge hans biografi i Kitab al-aghani spurgte umayyadekaliffen al-Walid ibn Yazid (som herskede fra 743 til 744) ham engang: ”Hvad gør dig værdig til titlen rawiya (overleverer)?” Hvortil al-Rawiya svarede, at han for hvert bogstav i alfabetet kunne recitere hundrede oder fra den præ-islamiske periode. Al-Walid bad om bevis, hvorefter al-Rawiya reciterede tusinder af præ-islamiske digte.

Al-Rawiya hævdede at være en autoritet inden for al arabisk poesi, og han var den første til at inddele arabisk poesi i en præ-islamisk og islamisk periode. Han arbejdede med overlevering som både en skriftlig og en mundtlig profession. Som overleverer tog han sig samme frihed som de traditionelle overleverere, hvis mnemoteknikker var baseret på idéer og metaforiske billeder snarere end ord-for-ord-recitation. Desuden reviderede og forfinede han digtene alt efter lejlighed.

Digtenes autenticitet

Forholdene omkring overleveringsmetoderne, kombineret med den lange periode fra kompositionen af digtene i al-Mu‛allaqat til de blev samlet og nedskrevet, har naturligt sået tvivl om deres autenticitet.

Taha Husayns kritik

Særlig den egyptiske forfatter og intellektuelle Taha Husayn, som i dag regnes for grundlæggeren af den moderne arabiske litterære kritik, er kendt for sin kritik af den klassiske islamiske datering af den præ-islamiske digtning.

Hans værk Fi al-shi‛r al-jahili (Om præ-islamisk poesi) fra 1926 vakte skandale, da det udkom. Årsagen var, at han ikke bare hævdede, at den såkaldte præ-islamiske digtning ikke havde eksisteret før fremkomsten af islam, men også udfordrede Koranens historicitet ved at vende rundt på forholdet mellem den præ-islamiske poesi og Koranen. Gennem en analyse af forholdet mellem dialekt og det skrevne sprog hævdede Husayn, at det var de tidlige ulama (muslimske retslærde), der med nedskrivningen af Koranen etablerede et fælles litterært arabisk sprog. Taha Husayn argumenterede derudover bl.a. for, at umayyaderne brugte præ-islamisk poesi til at glorificere deres egen fortid og legitimere deres magt.

Men uanset usikkerheden omkring overleveringen fra mundtlig til skriftlig tradition er der ingen tvivl om, at digtene i al-Mu‛allaqat var kulminationen på en lang tradition, og at digtene har haft en enorm virkningshistorie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig