Al-Biruni, Abu al-Rayhan, 973-1048, fra Khwarizm syd for Aralsøen; en af den islamiske verdens mest originale videnskabsmænd inden for matematik, astronomi, fysik, geografi og kronologi. I tjeneste hos sultan Mahmud af Ghazna deltog han i krigstog til Indien. Han lærte sanskrit og studerede landets kultur og religion, som han beskrev fordomsfrit i sit hovedværk Indiens historie, ligesom han oversatte indiske bøger til arabisk. I astronomien gik han ind for idéen om, at Jorden roterer om sin akse.