Muhammad Shukri, 1935-2003, marokkansk forfatter, berber af fødsel, opvokset i Tanger i en fattig familie med en tyrannisk fader. Den hårde opvækst med narko, prostitution og småkriminalitet danner baggrund for hans første roman al-Khubz al hâfi, skrevet på arabisk i 1972, men først udkommet i engelsk oversættelse (For Bread Alone, 1974); derefter oversat til 19 sprog (da. Det nøgne brød, 1999). I 1982 udkom romanen på arabisk, men blev straks forbudt i de arabiske lande på grund af dens hudløst ærlige skildringer af livet i Tangers underverden. I Marokko blev den tilladt i 2000. De fleste af Shukris øvrige romaner og noveller stammer fra de sidste ti år af hans liv.