Libanons litteratur

Den første generation af frankofone libanesiske forfattere søgte til Paris. Khaïrallah T. Khaïrallah (1882-1930) udgav her en Romeo og Julie-historie, Caïs (1911), inspireret af den arabiske krønike Layla wa Majnun.

Chékri Ganem (1861-1929), der regnes for faderen til den fransksprogede libanesiske litteratur, gjorde sig særlig gældende som dramatiker, ikke mindst med stykket Antar (1910) om en legendarisk kriger og digter fra 500-tallet. Blandt digterne kan nævnes den produktive Jacques Tabet (1885-1956).

Den anden generations forfattere virkede under mandatperioden, hvor fransk blev officielt sprog ved siden af arabisk. Her var Charles Corm (1894-1963) særlig aktiv i bestræbelserne på at skabe en slags national renæssance (La Montagne inspirée, 1934). Flere digtere skrev med på denne bølge, fx Élie Tyane med samlingen Château merveilleux (1934). Andre digtere skriver om religiøse og etiske temaer, således Michel Chiha med samlingen La Maison des champs (1934).

Efter 2. Verdenskrig frigør litteraturen sig fra de foregående årtiers markante holdninger, ikke mindst med de to dominerende navne Georges Schéhadé og Andrée Chedid, som på hver sin måde udvikler en digtning, der lægger sig op ad den samtidige europæiske. Beslægtet med Schéhadé er Fouaud Gabriel Naffah (L'Esprit-Dieu et les Biens de l'azote, 1966). I det hele taget kan man tale om en hel generation af digtere efter krigen, fx Salah Stétié, Nohad Salameh og Julien Harb, mens Farjallah Haïk indtager rollen som den store romanskriver (Les Enfants de la terre). Dominique Eddé (født 1953), forfatter til romaner og essays og en overgang tilknyttet Le Monde des Livres, debuterede i 1989 med Lettre posthume, hvor hun ser tilbage på livet under borgerkrigen i Libanon.

Også for Amin Maalouf (født 1949 i Beirut, medlem af Académie française) spiller borgerkrigen 1975-1990 en afgørende rolle. Siden sin flugt fra landet i 1976 har han været optaget af at konfrontere mellemøstlige opfattelser med vestlige (Les croisades vues par les Arabes, 1983, på dansk Korstogene som araberne ser dem, 1997). Han går gerne tilbage tiden som i Le Rocher de Tanios (1993, på dansk Tanios' klippe, 1994) eller i den selvbiografiske Les Désorientés (2012).

Blandt de efterhånden færre fransksprogede forfattere skal endelig nævnes Alexandre Najjar (f. 1967). I L'École de la guerre (1999) genopliver han borgerkrigens rædsler, og i Le Roman de Beyrouth (2005) skildrer han byens historie fra 1858 til i dag gennem en familiesaga i tre generationer.