Kočo Racin, 1908-1943, makedonsk digter. Han skrev foruden socialt engagerede vers og proletardigte også essays om litteratur og om revolutionen. Makedonsk var ikke anerkendt som selvstændigt sprog i mellemkrigstidens Jugoslavien, men hans digtsamling Hvide daggry, der blev udgivet på makedonsk i Zagreb i 1939, regnes for begyndelsen til den moderne makedonske litteratur. En del prosaværker, bl.a. romanen Opium, forblev uafsluttede.