Albanien - litteratur

I 1800-tallet opstod nye litterære former i takt med skabelsen af enhedslitteraturen. Under den såkaldte rilindja-periode (relindje betyder 'genfødsel') skabtes en romantisk litteratur, der lagde vægten på det nationale og patriotiske. Italo-albaneren Jeronim de Radas (1814-1903) digt Milosaos sange (1836) betegner indledningen til rilindja-perioden, som kulminerer med Naim Frashëri; Frashëris pastorale digt Bagëti e bujqësia (1886, Kvæghold og agerdyrkning) er den albanske litteraturs sidestykke til Oehlenschlägers Guldhornene.

Albaniens selvstændighed i 1913 afspejler sig i det ny århundredes litteratur med en fortsættelse af den nationalromantiske linje. Først i mellemkrigsårene skete der et vist brud med traditionen; Fan Stilian Noli bidrog som oversætter til, at værker fra verdenslitteraturen blev introduceret for befolkningen; samtidig udgav han egen digtning, som oversattes til fremmede sprog. En novellist af internationalt format er Migjeni, der med hermanbangsk indfølingsevne bl.a. skildrer det brud med fortidens normer, som unge uddannede albanere dengang måtte foretage.

Efter 2. Verdenskrig etableredes en politisk ensrettet litteratur styret af kommunistpartiet. Kun få forfattere har haft mulighed for at markere sig individuelt i perioden op til 1991. Til disse hører Albaniens internationalt kendte forfatter Ismail Kadare; Kadare indvarslede med sin afhopning i Paris i 1990 diktaturets fald.

• Albanien