Zimbabwe - litteratur

Zimbabwisk litteratur har sin forhistorie i det koloniale Rhodesia, der var hjemsted for en højt profileret hvid settler-litteratur fra romancer som Gertrude Pages (1872-1922) Love in the Wilderness (1907) til Wilbur Smith-inspireret krigsmelodrama i fx John Gordon Davis' (1936-2014) Hold My Hand I'm Dying (1967), men hvoraf også udsprang et mesterværk som Doris Lessings The Grass is Singing (1950, da. Græsset synger, 1952).

En sort afrikansk skriftlitteratur opstod i 1950'erne med tilskyndelse fra det koloniale Rhodesia Literature Bureau og hovedvægt på lokalsprogede tekster, på shona moralske lærestykker af Patrick Chakaipa (1932-2003) og Paul Chidyausika (f. 1927), på ndebele fremragende dramatiske sædeskildringer af Ndabezinhle Sigogo (1932-2006). Nationalistiske temaer vandt frem i engelsksprogede afrikanske romaner fra 1960'erne som Stanlake Samkanges (1922-88) On Trial for My Country (1966).

I 1970'erne udkom en række værker, der blev mønsterdannende for Zimbabwe-litteraturen efter uafhængigheden i 1980: Charles Mungoshis Waiting for the Rain (1975), Dambudzo Marecheras The House of Hunger (1978) og Stanley Nyamfukudzas The Non-Believer's Journey (1980).

Mens Charles Mungoshi udviklede en stilfærdig, men intens psykologisk socialrealisme med underspillet politisk effekt, kammede den eksilerede Dambudzo Marechera over i ekspressionistisk voldsomhed, og den ligeledes landflygtige Stanley Nyamfukudza fokuserede på krigens og politikkens rædsler, på landsbyboere fanget i krydsild mellem regeringsterror og guerillamobilisering.

Efter Rhodesias forvandling til Zimbabwe nyder skrifter på shona og ndebele fortsat stor og bred popularitet. Også på shona er Charles Mungoshi en førende forfatter, mens Ndabezinhle Sigogo som ndebele-litteraturens grand old man har fået følgeskab af effektive efterfølgere som novellisten og dramatikeren Cont Mdladla Mhlanga, hvis teatergruppe Amakhosi fra midten af 1980'erne har gjort grundigt grin med Robert Mugabes styres korruption og magtmisbrug.

På engelsk har en række nye forfattere gjort sig gældende siden midten af 1980'erne. Digteren Chenjerai Hove skriver korte, poetisk fortættede romaner, der søger at efterligne shona-sprogets idiomatik (Bones, 1988), og Tsitsi Dangarembga har meget vellykket skrevet en feministisk dannelsesroman (Nervous Conditions, 1988, da. Nervøse tilstande, 1992).

Shimmer Chinodya forbinder i Harvest of Thorns (1989) det store og det små i en panoramisk historisk og kritisk roman om uafhængighedskrigen og Zimbabwes tilblivelse. I 1990'erne har Yvonne Vera fået kritisk bifald for sine forsøg med en kondenseret virkningsfuld kortprosa, hvor såvel figurer i teksten som dens fortæller får lov til at drømme, associere og fabulere, fx Without a Name (1994, da. Uden navn, 1996) og Butterfly Burning (1998). Siden 1980'erne har den årlige Zimbabwe Book Fair i Harare været et vigtigt spillerum for kritisk offentlighed.