Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydafrika - litteratur

Oprindelig forfatter PKaa Seneste forfatter Redaktionen

Til de førskriftlige udtryksformer hører buskmandspoesien, som var udbredt frem til begyndelsen af 1700-t., og som bl.a. består af sange til påkaldelse af ånder i forbindelse med uddrivelse af sygdom og ondskab, og fortællinger om kampe mod indtrængende sorte og hvide kolonisatorer. Lignende brugspoesi var udbredt i de sorte bantusprogstalende kulturer, som fortrængte buskmændene. Den findes videreudviklet i den sangoma-sang, der anvendes af nutidens medicinmænd.

Vigtige førkoloniale udtryk er også de lovprisningssange, der fulgte med mere statslignende former for politisk organisering blandt zulu-, xhosa- og sotho-talende folk fra begyndelsen af 1800-t.; de såkaldte izibongo'er til zulu-kongen Shaka og hans efterfølger, Dingane, er særlig berømte. Genren har været del af en despotisk politisk kultur, men har også i sit tvetydige billedsprog frembudt mulighed for kritisk modsvar. I 1990'erne har både Nelson Mandela, høvding Buthelezi og præsident Thabo Mbeki haft aktive lovprisningssangere, og genrens retorik er indgået magtfuldt i politisk digtning og rap-lignende sang hos fx Mzwakhe Mbuli (f. 1959), der er blevet kaldt "folkets digter".

Skriftlitteratur udvikledes i forbindelse med de europæiske kolonisatorers indtrængen fra 1600-t., tidligst i de hollandsksprogede beretninger om rejserne ind i det ukendte, der i vore dage er blevet virkningsfuldt gendigtet af André Brink, J.M. Coetzee og Antjie Krog (f. 1952). Også britiske missionærer og embedsmænds optegnelser udgør en righoldig arv. I løbet af 1800-t. blev de afrikanske sprog i området skriftliggjort og systematiseret af missionærer gennem oversættelser af Bibelen og udarbejdelse af ordbøger.

Annonce

En engelskproget skønlitteratur kom først til i slutningen af 1800-t. med romaner som missionærdatteren Olive SchreinersThe Story of an African Farm (1883, da. Historien om en afrikansk farm, 1980). Heroverfor står frem til 1910 en religiøst og embedspræget hollandsksproget skriftkultur, der først efter dannelsen af Den Sydafrikanske Union blev afløst af en afrikaans-sproget litteratur, der også omfattede poesi og fiktion. Den blev til som politisk projekt i årene efter Boerkrigen (1899-1902) med sigte på at udvikle kulturel selvbevidsthed og nationalfølelse hos de slagne afrikaanere og med brod imod britisk civilisation og modernitet.

Afrikansk skønlitteratur på skrift optræder først fra 1920'erne med Sol Plaatjes engelsksprogede roman Mhudi (1930) og Thomas Mofolos (1876-1948) digt på sotho og engelsk om Shaka (1925). I 1930'erne udviklede der sig i Natal en selvbevidst skønlitteratur på både engelsk og zulu omkring brødrene Herbert og Rolfes Dhlomo (1903-56 og 1901-71) og digteren Benedict Wallet Vilakazi (1906-47), ligesom profeten Isaiah Shembes (ca. 1868-1935) zulu-salmer vandt genklang også som publicerede skrifter. Men udviklingen af en afrikansk skønlitteratur blev i tiltagende grad hæmmet af racediskrimination og fra 1948 af apartheid, som med Bantu Education Act fra 1953 indskrænkede sorte afrikaneres mulighed for uddannelse.

Litteratur på afrikaans fra 1920'erne og 1930'erne kredser om folkets sundhed og væsen. Nicolaas Petrus van Wyk Louw (1906-70) lovsang afrikaanernes Store Trek mod nord fra Kap-provinsen i 1830'erne og "den dybereliggende ret", de herigennem havde erhvervet til jorden og landet. Hos romanforfatteren C.M. van den Heever (1902-57) udvikledes temaer, der kan minde om fascismens, om mandens beherskelse af jorden gennem arbejdet, om forholdet mellem mand og kvinde og om stedets og jordens bestemmelse af menneskets identitet — alt dette i et sydafrikansk landskab, hvor sorte mennesker kun eksisterer som skygger og karikaturer.

Hvide bønders liv og skæbne er også centralt i engelsksproget litteratur hos forfattere som Pauline Smith og Herman Charles Bosman (1905-51). Først i årene omkring indførelsen af apartheid-systemet begyndte kritikken af raceadskillelse og politisk brutalitet at figurere centralt, fx i Peter Abrahams' Mine Boy fra 1946 og Alan Patons Cry, the Beloved Country (1948, da. Ve, mit elskede land, 1949). Temaer som disse blev fra da af et kendemærke i sydafrikansk litteratur, udviklet med psykologisk finesse i Nadine Gordimers tidlige romaner og i Alex La Gumas noveller fra Cape Towns slum.

I 1950'erne og 1960'erne opstod en sort engelsksproget township-litteratur i tilknytning til journalistik hos Can Themba og Nat Nakasa (1937-65) og som selvbiografi hos Es'kia Mphahlele (1919-2008). Den blev bremset af apartheidregimets saneringer og forvandling af townships til sovebyer. Soweto-oprøret i 1976 førte til nye former for protest- og oprørslitteratur med black consciousness som fremtrædende ideologi hos digtere som Oswald Mtshali (f. 1940), Sipho Sepamla og Mongane Wally Serote (f. 1944), og Mazisi Kunene udgav 1979 sit kulturnationalistiske epos om Emperor Shaka the Great.

Også afrikaans-litteraturen blev efter Soweto i stigende grad præget af protest som i Breyten Breytenbachs digte og modernistiske memoirer, i Karel Schoemans (1939-2017) og André Brinks historiske romaner, hos Elsa Joubert (f. 1922) og i Etienne van Heerdens magisk-realistiske fabler. En effektfuld modernistisk prosa med afsæt i Kafka udvikledes af den engelsksprogede J.M. Coetzee.

Den mest udadvendte skikkelse i denne fase, hvor apartheid fremstår som eksistentielt vilkår, var Nadine Gordimer, der belønnedes med nobelprisen i 1991, netop som apartheidsystemet begyndte at skride. Selv efter magtskiftet og demokratiseringen i 1994 er fortidens skygger vedblevet at dominere. Nye typer helteprosa om ANC's frihedskæmpere har vundet frem, og opgøret med fortiden skildres stærkt i Antjie Krogs poetiske reportage fra Sandhedskommissionens høringer, Country of My Skull fra 1998. En roman som Zakes Mdas (f. 1948) Ways of Dying fra 1995 demonstrerer, at brutalitet såvel som kreativitet lever videre i sorte fattigkvarterer på tværs af politisk forandring, men måske med nye muligheder for at udtrykke sig.

Ved årtusindskiftet virkede det endelig, som om sydafrikansk litteratur begyndte at få det løft, man havde forventet, at apartheidens sammenbrud ville give den. J.M. Coetzee fik med voldtægtsromanen Disgrace (1999, da. Vanære, 2000) for anden gang Bookerprisen og blev i 2003 tildelt nobelprisen. Voldtægtstemaet er ligeledes centralt i Arthur Maimanes (1932-2005) Hate No More (2000), hvis sorte forbryder skildres som et offer for apartheid, og i Farida Karodias (f. 1942) Other Secrets (2000), hvor offeret er farvet, og voldtægtsmanden afrikaaner, men det kønspolitiske overordnet racemodsætningen. En spændende nyere forfatter er Ivan Vladislavic (f. 1957), der debuterede i 1989 med novellesamlingen Missing Persons og i 2001 udgav romanen The Restless Supermarket om det barske Hillbrow-kvarter i Johannesburg, som også behandles i Phaswane Mpes (1970-2004) Welcome to Our Hillbrow (2001). Zakes Mdas The Heart of Redness (2000) genopliver historien om et xhosa-oprør i 1800-t., og i David's Story (2000), der hører til det bedste i postapartheidlitteraturen, lader Zoë Wicomb (f. 1948) en farvet ANC-guerilla efterspore sin historiske oprindelse blandt griqua-folket. Ikke uventet har også memoire-litteraturen oplevet en blomstring, fx i Raymond Suttners (f. 1945) Inside Apartheid's Prison (2001).

Læs mere om Sydafrika.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Preben Kaarsholm: Sydafrika - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167994