Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Senegal - litteratur

Oprindelig forfatter LBon Seneste forfatter Redaktionen

Senegals skrevne litteratur, der er fransksproget, begynder ca. 1920 og er stærkt påvirket af klassiske europæiske genrer, især roman og lyrik, og af franske litterære forbilleder pga. den altdominerende franske indflydelse på landets uddannelsessystem. En idyllisk, fremmedgjort eksotisme beregnet på europæiske læsere er det gennemgående tema, bl.a. i Ousmane Socés Karim, roman sénégalais (1935). En kulturel selvbevidsthed gør sig senere gældende blandt senegalesiske forfattere i forbindelse med negritudebevægelsen, især Léopold Senghors rolle inden for denne, men også med Cheikh Anta Diops omdiskuterede historiske og antropologiske værk Nations nègres et culture (1954), hvori der argumenteres for, at den egyptiske højkultur i oldtiden var afrikansk, et faktum, som de europæiske kolonimagter systematisk benægtede. 1940-60 var lyrikken den dominerende genre i senegalesisk litteratur med den franskvenlige Senghor som galionsfigur, bl.a. med hans udgivelse af Anthologie de la nouvelle poésie nègre et malagache (1948). En protest mod kolonialismen repræsenteredes af David Diop (1927-60) med Coups de Pilon (1956), men også Birago Diop (1906-89) øvede en betydelig indflydelse både som lyriker og med prosaværket Les Contes d'Amadou Koumba (1947), der forener traditionelle værdier fra den mundtlige digtning med moderne litterære teknikker. I forbindelse med den tiltagende kritik af kolonisystemet blev romanen den dominerende genre, bl.a. med Cheikh Hamidou Kanés (f. 1928) dannelsesroman L'Aventure ambiguë (1961) og Ousmane Sembènes kollektivroman Les Bouts de bois de Dieu (1960) om en vellykket jernbanestrejke i kolonitiden.

Efter den første eufori omkring uafhængigheden afløstes protesten mod koloniforholdet af en kritisk holdning til de nye magthavere og den såkaldte "afrikanskhed", som skal legitimere deres styre. Ousmane Sembène, en af Senegals betydeligste prosaforfattere, var en af de første til at rette skytset imod det nye systems selvmodsigelser, bl.a. med Le Mandat (1965), der senere blev filmatiseret. Hans senere romaner er mindre helstøbte, men mangler ikke social indignation og bid. Fremmedgørelsen af det afrikanske samfund, som sammenstødet mellem tradition og modernitet afstedkommer, er et gennemgående tema efter selvstændigheden og repræsenteres af flere kvindelige forfattere. Aminata Sow Fall lægger for med den desillusionerede satire La Grève des battu (1979, da. Tiggernes strejke, 1996). Mariama Bâ går med brevromanen Une si longue lettre (1980) til angreb på polygamiet som institution og beskriver i Un Chant écarlate (1981, da. En sang i rødt, 1989) konflikten mellem afrikanske og europæiske normer. Ibrahima Salls (f. 1949) Routiers des chimères (1982) og Aïcha Diouris (f. 1974) La Mauvaise passe (1990) gør op med den sociale bagside, herunder prostitution, i kvindernes tilværelse.

Som helhed har den senegalesiske litteratur en didaktisk dimension, der ofte lægger større vægt på budskabet end formen, det præsenteres i; det gælder især den del, der udkommer på det senegalesisk-ivorianske forlag Nouvelles Éditions Africaines, hvis målgruppe er den lokale befolkning og i mindre grad et europæisk publikum. Fra 1950'erne til 1970'erne var Senegal både kvalitativt og kvantitativt førende inden for afrikansk litteratur, på linje med Sydafrika og Nigeria.

Læs mere om Senegal.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Bonnevie: Senegal - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157596