Camerouns moderne litteratur er fransksproget og tæt forbundet med landets historie. De første værker udsprang således af kampen mod det franske koloniherredømme. Forfattere som Mongo Beti og Ferdinand Oyono skildrede forholdene for de undertrykte og ofte foragtede afrikanere; efter 1960 beskæftiger litteraturen sig i højere grad med livet i det nye selvstændige Cameroun. Af stor betydning for udviklingen af den camerounske litteratur blev oprettelsen af forlaget CLE i 1963 i Yaoundé, der skabte mulighed for, at afrikanske forfattere kunne få deres værker udgivet og distribueret. En lang række af det fransktalende Afrikas mest kendte forfattere udkom her for første gang. Til 1950'ernes og 1960'ernes modstandslitteratur kom i 1970'erne en ny generation af forfattere med Yodi Karone (f. 1954) som den mest kendte. Francis Bebeys underfundige fortællinger fra dagliglivet fik stor succes. En række forfattere med Patrice Kayo (f. 1942) som den mest fremtrædende skrev poesi, mens den kvindelige multikunstner Werewere Liking arbejder med en forening af kunstarterne. Gennem 1980'erne forstærkedes i litteraturen kritikken af samfundet, som det havde udviklet sig siden selvstændigheden. Det kom til udtryk inden for alle litterære genrer i voldsomme og voldelige beskrivelser eller i stærk satire. Mange forfattere er blevet forfulgt af magthaverne, der anser denne litteratur for undergravende. På trods af vanskelige økonomiske vilkår er der hvert år udkommet et betydeligt antal titler af camerounske forfattere, og litteraturen er en af de mest vitale i det fransktalende Afrika.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig