I dette århundrede er Nigeria stadig en gigant i den engelsksprogede afrikanske litteratur. Teju Cole, Chimamanda Ngozie Adichie og Helon Habila, nu bosat i USA, har opnået global anerkendelse for deres romaner og noveller om migrantskæbner og om splittet identitet hos en generation af unge afrikanere. Habila har desuden skrevet politiske romaner. I Oil on Water (2010) fremmaner han Niger-deltaet som et ubeboeligt, apokalyptisk landskab, destrueret af de globale selskabers olieudvinding.
Chinelo Okparanta, Jude Dibia og Chris Abani har nuanceret og åbenhjertigt beskrevet lyst og smerte ved homoseksuel og lesbisk kærlighed. Wole Soyinka har efter fyrre års pause udgivet endnu en roman, Chronicles from the Land of the happiest People on Earth, 2021, om det moderne Nigeria. Den skildrer almindelige mennesker, fanget mellem religiøse svindlere, politiske korruption og afgrundsdybe klasseskel. Ben Okri har fortsat sit forfatterskab med Starbook: a magical tale of love and regeneration (2007, dansk titel Stjernebogen: En magisk fortælling om kærlighed og fornyelse, 2009), digtsamlingen Rise Like Lions, 2018, og The Freedom Artist fra 2019. I modsætning til Soyinka er Okri bosat i England og ikke Nigeria.
To yngre kosmopolitiske forfattere med ghanesisk baggrund, bosat i USA og Europa, har en stor læserskare. Yaa Gyasis roman Homegoing, (2016, dansk titel Hjemfærd, 2018) er en slægtskrønike, der følger efterkommerne af en kvinde, Maame, fra Ashanti-kongedømmet gennem en periode på tre hundrede år. Taiye Selasi fik sit gennembrud med romanen Ghana Must Go(2013, dansk titel, Gå væk, Ghana: En Roman, 2014), som er en dramatisk fortælling om fire søskende, der finder sammen igen efter deres dominerende fars død og deres migration og opvækst i USA.
I det fransksprogede Vest- og Centralafrika er produktiviteten fortsat stor. Ligesom i tidligere perioder er en del forfattere bosat i Europa. Et litterært manifest fra 2007, "Pour une litterature-monde en francais" ("For en verdenslitteratur på fransk"), er fortaler for en orientering bort fra Frankrig, og for en øget opmærksomhed på de mangfoldige udtryk den fransksprogede litteratur har i andre dele af verden. Denne nyorientering rummer forfattere Jean Bonfane, hvis roman Congo Inc. Le testament de Bismarck (2014) levendegør en outsiders kamp for at overleve i verdensbyen Kinshasa; Max Lobe, der i Confidences (2016) udforsker en ung mands dobbelte identitet mellem Cameroun og Schweiz, og Alain Mabanckou fra Congo, der i Black Bazar (2009) skriver om en afrikansk dandy i Paris. I 2013 udkom hans meget roste selvbiografi, Les lumières de Point Noir.
En række historiske romaner har vundet stor anerkendelse. I Saison de l'ombre (2013) af den camerounske forfatter Léonora Miano er emnet slaveriets hærgen. Fransk–senegalesiske David Diop vandt den Internationale Bookerpris i 2021 for sin voldsomme roman om to afrikanske soldater i den franske hær under Anden Verdenskrig, Frère d'ame (2018). Hans nye roman La porte de voyage sans retour – ou les cahiers secrets de Michel Adanson bygger på den faktisk eksisterende franske botaniker Adansons rejser i Senegal i 1750'erne og skaber fiktiv kærlighedshistorie mellem ham og Maram, en lokal kvinde. I 2021 vandt den senegalesiske forfatter Mohamed Mbougar Sarr som den første afrikanske forfatter Goncourt-prisen for sin historiske roman La plus secrète mémoire des hommes (dansk Menneskets dybeste erfaring, 2023). Det er en kompleks fortælling om en ung senegalesisk forfatter i Paris, der bliver besat af at finde sandheden om en forgænger, en figur der er baseret på den maliske forfatter Yambo Ouologuem. Ouologuem blev hyldet for sin roman Le devoir de violence (1968, dansk titel Pligten til vold, 1970), da den udkom, men senere anklaget for plagiat. Det var en anklage som ifølge Sarr var udtryk for det franske intellektuelle miljøs utryghed ved afrikanske forfatteres selvfølgelige udnyttelse af det franske sprog.
Gaël Faye fra Burundi har fået stor anerkendelse for sin roman om 1990'ernes borgerkrig og folkemord i Burundi og Rwanda, Petit Pays (2016, dansk titel Lille Land 2017). Fiston Mwanza Mujila fra Congo har skrevet to ustyrlige romaner om fattigdom og vold, druk og dans: Tram 83 (2014, dansk titel Spor 83, 2017) og La danse du Vilain (2020, dansk titel Stodderdansen, 2021).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.