Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afrika - litteratur

Oprindelige forfattere BFFr og PKaa Seneste forfatter Redaktionen

Dorris Lessing modtog i 2007 nobelprisen i litteratur.

Dorris Lessing modtog i 2007 nobelprisen i litteratur.

Afrikansk litteratur kan groft inddeles i førkolonial litteratur, kolonial litteratur og postkolonial litteratur.

Førkolonial litteratur

Skriftlitteraturen i Afrika syd for Sahara har en lang historie, der er forbundet med kristendommens og islams udbredelse. I 600-t. fandtes i Etiopien Bibelen oversat til geez i forbindelse med den koptiske kirkes konsolidering, senere fulgt af litteratur på amharisk. Med islams spredning i Vestafrika opstod en religiøs litteratur på arabisk, og det arabiske alfabet blev benyttet til at nedskrive afrikanske sprog, den såkaldte ajamilitteratur. I 1700-t.s Østafrika fandtes en regelbunden fortællende poesi på swahili, først i det arabiske alfabet, siden det latinske. De tidligste digte havde profeten Muhammeds liv som emne, senere besang digterne lokale herskere og deres bysamfund: Lamu, Pate og Mombasa.

Litteraturen tilhørte en elitekultur og var lige så indrettet på at ekskludere som på at kommunikere. Mere betydningsfuld for flertallet af folk var mundtlig "litteratur" eller oratur, som stadig lever i Afrika. Oraturens funktion kan være belærende, opdragende eller rituel. Den kan forene gruppers hukommelse i store fortællinger, skabelsesmyter, kosmologier eller lovprisninger af magthavere; men den kan også formidle kritik og befriende latter. Den kan varetages af specialiserede fortællere som grioterne i Vestafrika, men kan også være kollektiv, forbundet med hverdagslivets arbejde og ceremonier og bestå af slægtshistorier, arbejds-, kamp-, bryllups- eller begravelsessange, gåder og moralske fabler. Den omfatter dramatiske forestillinger, der sammensmelter dans, musik, ord og mime — yorubafolkets maskespil og dramatiseringer kendes fra 1600-t. Et stort korpus af oratur er nedskrevet, og missionærer, koloniembedsmænd og antropologer har haft indflydelse på dens kanonisering. Négritude og panafrikanismens reaktion mod europæiske værdier indebar, at mundtlige genrer blev æstetiseret og indlemmet i den skrevne litteratur.

Annonce

Kolonial litteratur

I 1800-t. blev en række afrikanske sprog skriftliggjort af europæiske missionærer. I britiske kolonier standardiserede man lokale sprog, underviste på dem, oversatte Bibelen og opmuntrede salmedigtning. Protestantismen ville fremme et personligt gudsforhold, og briterne forsøgte at bygge deres dominans på lokale lederes magt og afrikansk tradition. Franske og portugisiske kolonier, hvor katolske missioner var indflydelsesrige, fulgte en mere assimilationsrettet politik, hvor uddannelse og skriftlig aktivitet foregik på kolonisproget. I Vest-, Øst- og Centralafrika etablerede britisk koloniadministration i 1940'erne og 1950'erne bureauer til at fremme litteratur på lokalsprog. De producerede skoletekster og håndbøger og støttede udvikling af litteratur, der stemte overens med deres fortolkning af traditionen.

I Sydafrika fik kristne missioner tidligt vid udbredelse. Omkring 1840 oversattes Det Ny Testamente, 1890 forelå hele Bibelen på xhosa, zulu og sotho, og missionsskoler udfoldede stor aktivitet. I 1916 åbnedes Fort Hare-universitetet, som var centralt for udviklingen af en afrikansk intellektuel elite. Afrikaaner-nationalismens vækst i dette århundrede medførte, at uddannelse og kulturel aktivitet på de forskellige modersmål adskiltes med kulmination i Bantu-uddannelsesloven 1953. Litteratur på afrikanske sprog nød særlig fremme i Sydafrika og i det af hvide bosættere dominerede Rhodesia.

Afrikansk nationalisme og litteratur før 1960

Med den politiske nationalismes opkomst i Afrika vandt selvstændighedstemaer frem i litteraturen. I de franske kolonier publicerede den madagaskiske digter Jean-Joseph Rabéarivelo i 1920'erne; senegaleseren Léopold Sédar Senghor udgav 1948 Anthologie de la nouvelle poésie nègre et malgache de langue française, et hovedværk i négritudebevægelsen, og 1947 blev tidsskriftet Présence africaine grundlagt. Cheikh Anta Diop udsendte 1954 Nations nègres et culture om civilisationens oprindelse i Afrika, og 1957 udkom Sembène Ousmanes kultursammenstødsroman O pays, mon beau peuple. I Elfenbenskysten debuterede digteren Bernard Binlin Dadié og i Guinea og Cameroun den første generation af romanforfattere, Camara Laye, Ferdinand Oyono og Mongo Beti i kolonitidens sidste årti. I det portugisisk dominerede Afrika kan paralleller til selvhævdelsestemaet hos Senghor findes i Agostinho Netos digte fra 1950'erne. I Britisk Vestafrika blev nigerianerne Cyprian Ekwensi og A. Tutuola udgivet omkring 1950, og i 1958 udkom Chinua AchebesThings Fall Apart (da. Alt falder fra hinanden, 1986).

Vigtige værker fra kolonitidens britiske Øst- og Centralafrika er Jomo Kenyattas afhandling om kikuyu-folket, Facing Mount Kenya (1938, da. I skyggen af Mount Kenya, 1964), og fra Rhodesia på engelsk Doris Lessings gennembrud The Grass is Singing (1950, da. Græsset synger, 1952) samt på shona og ndebele historiske romaner af Solomon Mutswairo og Peter S. Mahlangu, der blev udgivet af det koloniale litteraturbureau, men fik stor betydning for udviklingen af afrikansk nationalistisk selvbevidsthed. Sydafrikansk litteratur før 1960 omfatter Thomas Mofolos helte-epos på sotho om zulukongen Chaka fra omkring 1910, Sol Plaatjes historiske roman Mhudi (1930), Benedict Wallet Vilakazis poesi og romaner på zulu og Herbert Isaac Ernest Dhlomos skuespil og episke digte fra 1930'erne. Hertil kom i 1950'erne Peter Abrahams' politiske romaner, noveller og journalistik i tidsskrifter som Drum og selvbiografier som Es'kia Mphahleles Down Second Avenue (1959). Publikationsmæssigt dominerede hvide forfattere med historiske koloniseringsromancer på afrikaans, kritisk anfægtende tekster på engelsk af forfattere som Olive Schreiner, Pauline Smith, Alan Paton og Nadime Gordimer og Laurens Jan van der Posts skrifter om Kalaharifolkenes primitive ægthed.

Postkolonial litteratur, de litterære institutioner og publikum

Afrikansk litteratur efter 1960 betegnes ofte som postkolonial. Kolonistyret i Mozambique, Guinea-Bissau og Angola varede dog ved til 1975 og i Zimbabwe til 1980; i Sydafrika levede kolonialismen i form af apartheid videre frem i 1990'erne. De selvstændige afrikanske nationer bevarer forskellige grader af forbundethed med deres tidligere kolonimagter, og bruddet mellem kolonial og postkolonial litteratur fremtræder mere eller mindre skarpt i de enkelte samfund.

Hvad udgivelse angår, etablerede britiske forlag i 1950'erne filialer, der også efter uafhængigheden dominerer uddannelsesmarkedet, som ofte er afgørende for en forfatters publikationsmulighed. Megen afrikansk litteratur vedbliver at udkomme i London og Paris og kan få større udbredelse i Vesten end i Afrika. Omvendt når litterære former af stor lokal betydning tit ikke uden for Afrika, således fx den nigerianske Onitsha-markedslitteratur og den østafrikanske thrillerlitteratur. Det internationale præg ved dele af afrikansk litteratur kan sammen med censur og høje bogpriser indskrænke skønlitteraturens indflydelse på den offentlige debat, en indflydelse, der til gengæld er markant for mindre institutionaliserede litterære former som det folkelige teater, der trives i en række lande. I fravær af andre muligheder for opposition spiller litteratur en central rolle i kampen for borgerrettigheder, og fængsling af forfattere forekommer jævnligt.

Genrer og temaer efter 1960

Vigtige genrer i afrikansk litteratur er den historiske roman, ofte med tema i modstandskampen mod kolonimagterne; fortællinger om kultursammenstød mellem vestligt og afrikansk, modernitet og tradition eller by og land; den samfundskritiske roman eller novelle, der skildrer magtmisbrug og skuffelse over uafhængighedens resultater; den psykologisk-eksistentialistiske fortælling med tema i individets oplevelse af splittelse og undertrykkelse; magisk realistisk prosa med inspiration fra traditionel kosmologi og international modernisme.

På poesiens område er fortællende digte med historisk, didaktisk eller satirisk sigte fremtrædende, men også kortere tekster med psykologisk eller politisk tematik, hvis form blander oraturens billedtæthed med vestlige forbilleder. Nye typer af poesi har udviklet sig som tekster til moderne populærmusik. Inden for drama er nye genrer opstået ved siden af hævdvundne rituelt inspirerede former: Politisk teater, der kan tjene såvel propagandistiske som satiriske formål, oplysningsorienteret udviklingsteater, musicaldrama, der kombinerer forskellige genreindslag, og mere institutionaliseret kunstteater.

Litteraturens udvikling og rolle i Vestafrika efter 1960

I det fransksprogede Vest- og Centralafrika førte uafhængigheden omkring 1960 til omfattende litterær aktivitet. Prosa og poesi fokuserede på de moralske problemer, som selvstændigheden bragte med sig. Folkloren blev vakt til live i Birago Diops udgivelser som Contes et lavanes (1963) og gav inspiration til Frances Bebey. Magtkritikken blev central i Mongo BetisMain basse sur le Cameroun (1972) og hos Emmanuel Dongala, Henri Lopes og Sony Labou Tansi i Congo. Romantiseringen af den afrikanske fortid blev kritiseret af Yambo Olouloguem fra Mali i Le devoir de la violence (1968, da. Pligten til vold, 1970) og af Ahmadou Kourouma fra Elfenbenskysten i Les soleils des indépendences (1970, da. Uafhængighedens sole, 1989). I Senegal skabte Mariama Bâ lydhørhed omkring afrikanske kvinders vilkår med romanen Une si longue lettre (1979), mens Sembène Ousmane i stigende grad blev optaget af film for at nå et større publikum.

I det tidligere britiske Vestafrika indtager Nigeria en særlig plads med sin store befolkning, sine mange litterære genrer, mere end 20 universiteter og en nobelpristager i litteratur, Wole Soyinka, som har moderniseret yoruba-dramatraditionens samspil mellem menneske- og åndeverden i fx A Dance of the Forests; Soyinka udfolder sig i komplekse digte og romaner og har en mere lettilgængelig discipel i Ben Okri med The Famished Road (1991, da. Sultens vej, 1993). Biafrakrigens rædsler er blevet gennemskrevet flere gange i romaner af Festus Iyayi, Cyprian Ekwensi, Buchi mecheta og Chimimanda Ngozi Adichie, der med Half a Yellow Sun (2006, da. En halv gul sol, 2007) fik et internationalt gennembrud. Flora Nwapa er en af flere populære kvindelige forfattere, der fokuserer på hverdagslivet, og Chinua Achebe har med udgivelser som Anthills of the Savannah (1987, da. Som vinden blæser, 1988) været en central personlighed, der også har haft stor indflydelse på udgivelsespolitikken. I Ghana videreførte Kofi Awoonor nigerianeren Christopher Okigbos tætte og dunkle stil, mens Ayi Kwei Armahs romaner inspireret af Frantz Fanon beskriver sammenfiltringen af psykologi og politik, og Ama Ata Aidoo i digte, skuespil og prosa hudfletter magthaverne og de nyrige.

Øst- og centralafrikansk litteratur efter 1960

I Østafrika var tidsskriftet Transition (1961-68) og universiteterne i Kampala og Nairobi hjemsted for vigtige debatter om litteraturens rolle og forfatternes sprogvalg. Centrale figurer var Okot p'Bitek, hvis satiriske digt Song of Lawino (1966, da. Lawinos sang, 1970) findes på både acoli og engelsk, og Ngugi wa Thiong'o. Ngugi tematiserer i romaner og drama på engelsk og kikuyu de moralske dilemmaer, som mau mau-opstandens polarisering medførte.

I Kenya, Uganda og Zambia trives endvidere en mere letbenet litteratur, hvis humoristiske behandling af middelklassens korruption og ambitioner har stor appel til et moderne publikum. Internationalt har somalisk litteratur markeret sig ved Nuruddin Farahs romaner, ikke mindst Maps (1986, da. Kort, 1988) om opvækst og kønsidentitet i skyggen af krig. Betydelige værker fra 1970'ernes Rhodesia er Charles Mungoshis Waiting for the Rain (1975) og Stanley Nyamfukudzas The Non-Believer's Journey (1980).

Det uafhængige Zimbabwe har fostret en vidtspændende litteratur med Dambudzo Marechera, Chenjerai Hove, Shimmer Chinodya og Tsitsi Dangarembga i front som digtere og prosaister på engelsk; med betydelige forfattere som Mungoshi og Ndabezinhle S. Sigogo på shona og ndebele, og med et demokratisk aktivist-teater på blandingssprog repræsenteret af Cont Mdladla Mhlanga. I Malawi har Jack Mapanje skrevet slagkraftige digte som i Of Chameleons and Gods (1981) med flerårig indespærring til følge.

Litteratur i Angola og Mozambique efter 1960

Moderne litteratur fra Angola og Mozambique er pga. de blodige begivenheder før uafhængigheden i 1975 og de efterfølgende borgerkrige optaget af nationalisme og krig. I Angola indtager den blinde Óscar Ribas' folkloristiske fortællinger og selvbiografien Tudo Isto Aconteceu (1975) en særstilling, og Luandino Vieiras Luuanda (1963, eng. 1980) giver værdighed til fattiges tilegnelse af portugisisk som eget sprog. Pepetelas roman Mayombe (1980) om krigen mod portugiserne er udbredt som skolebog i andre afrikanske lande, mens en nyere guerillaroman, Sousa Jambas Patriots (1990), skildrer en UNITA-soldat fanget i borgerkrigens modsigelser. Fra Mozambique beskriver Luís Bernardo Honwana i Nós matamos o cão tinhoso (1964) kolonitidens ydmygelser. José Craveirinhas og Noémia de Sousas poesi hylder afrikanske og nationale dyder; euforien efter uafhængigheden udtrykkes i digte af Marcelino de Santos og Mia Couto. Lidelser på landet under den sydafrikanske destabilisering behandles i en serie Histórias trágicas do banditismo (1986-89) af Lina Magaia.

Sydafrikas litteratur efter 1960

J.M. Coetzee fotograferet under nobelpris-ceremonien i Stockholm 10.12.2003.

J.M. Coetzee fotograferet under nobelpris-ceremonien i Stockholm 10.12.2003.

I Sydafrika har ikke-hvide forfattere også efter 1960 stået i skyggen af hvide, og flere har haft skriveforbud eller levet i eksil. Mazisi Kunenes zuludigte, der forbinder intense naturbilleder og kosmologisk vision, og Alex La Gumas og Lewis Nkosis beskrivelser af politik og racehad blev således undertrykt i hjemlandet og måtte udgives i Europa og Nigeria. Modikwe Dikobe skildrer folkeliv i byernes slum og på landet, Sipho Sydney Sepamla og Mongane Wally Serote beskriver opvækstvilkår og politisk vrede i sorte townships, og Njabulo Ndebele er en førende novelleskribent og litteraturkritiker. Blandt kvindelige forfattere indtager Bessie Head en særlig position med stærke psykologiske og historiske tekster om Sydafrika og Botswana. Blandt hvide forfattere har nobelpristageren Nadime Gordimer bidraget til at raffinere litterær fortælleteknik, og sammen med André Brink har hun vedholdende givet den internationale offentlighed indblik i apartheids vederstyggelighed. På afrikaans er Breyten Breytenbach og Etienne van Heerden nyskabende forfattere, mens en anden nobelprismodtager, den engelskskrivende J.M. Coetzee, har markeret sig som en dybdeborende senmodernist med romaner som Waiting for the Barbarians (1980, da. Vi venter på barbarerne, 1982) og Disgrace (2000, da. Vanære, s.å.) .

Litteraturens betydning

Det er blevet hævdet, at litteratur i tredjeverdenssamfund varetager en særlig "national-allegorisk" funktion. Mens afrikansk litteratur i de første uafhængighedsår bidrog til ideologier om det nationales identitet og har spillet en propagandistisk rolle, har den siden medvirket til at fremme pluralisme, offentlighed og respekt for individualitet. Litteraturen er af stor betydning for den demokratisering, der forestår som afkoloniseringens andet stadium i Afrika. Samtidig har litteraturen i stigende omfang delt sig mellem værker skrevet, lanceret og vurderet som verdenslitteratur henvendt til et internationalt publikum og en mere lokal produktion med bredere appel i hjemsamfundet. Den underudvikling, der plager Afrika økonomisk, politisk og uddannelsesmæssigt, har således også på litteraturens område medført spændinger, der kan tage form af både fjendtlig konfrontation og givende formidling.

Nordafrikansk litteratur, se arabisk litteratur, maghrebinsk fransksproget litteratur og under de enkelte lande.

Læs mere om Afrika.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Folke Frederiksen, Preben Kaarsholm: Afrika - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33690