Adalbert Stifter

Adalbert Stifter, 1805-1868, østrigsk forfatter. Efter en opvækst i et landligt-småborgerligt miljø i det sydlige Bøhmen studerede Adalbert Stifter jura og senere matematik og naturvidenskab i Wien. Men han kastede sig snart over maleriet og digtningen, mens han klarede sig igennem som huslærer for Wieneraristokratiet.

I 1850 fik han ansættelse som undervisningsinspektør og senere museumsinspektør i Linz i Oberösterreich. De sidste 15 leveår var overskygget dels af sygdom og depression, dels af de urolige politiske forhold, efter at det hårdt styrede østrig-ungarske monarki kom tæt på sammenbrud i revolutionsårene 1848-49.

Adalbert Stifter debuterede 1840 med novellen "Der Condor", der senere sammen med 12 store noveller indgik i samlingen Studien (1844). 1853 udkom novellesamlingen Bunte Steine, herfra "Granit" (da. 1942). Stifters visuelle begavelse viser sig i hans realistiske skildringer af landskaber og natur, der danner baggrund for menneskeskæbner.

Han opbygger gerne en idyllisk lilleverden som forsvar imod naturens skræmmende sider, fx Alpernes isørken, og historiske katastrofer som pesten og krigen. Imod truslen fra disse overvældende kræfter fastholder Stifter næsten desperat troen på en fysisk og moralsk verdensorden, der i form af "den blide lov" kan erkendes i de tilsyneladende ubetydelige naturfænomener og i menneskenes uheroiske omsorg for livets bevarelse. Fortalen til Bunte Steine er det klareste vidnesbyrd herom.

I den store dannelsesroman Der Nachsommer (1857) og i den historiske roman Witiko (1856-67) holdes alle ansatser til disharmoni i ave af en ekstrem dyrkelse af detaljen og langsomheden. Allerede filosoffen Friedrich Nietzsche havde i 1879 prist Stifters prosa som klassisk, en vurdering, som navnlig efter 1. Verdenskrig vandt almindelig tilslutning.