Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johann Nestroy

Oprindelig forfatter Kvam Seneste forfatter Redaktionen

Johann Nestroy, 1801-1862, østrigsk dramatiker og skuespiller. Johann Nestroy viste som barn store musikalske evner og gav 13 år gammel sin første klaverkoncert.

1822 afbrød han sine juridiske studier og blev ansat ved Wieneroperaen ved Kärtnertor, hvor han debuterede som Sarastro i Wolfgang Amadeus MozartsTryllefløjten.

Hans lyst gik dog mere i komisk retning, og han fik ansættelse ved Theater an der Wien; 1854-60 var han direktør for Carl-Theater. Nestroy blev en af tidens mest populære komikere. Som dramatiker fortsatte han som Ferdinand Raimund (1790-1836), hvis arvtager han blev, traditionen fra Wienerfolkekomedien og tryllefarcen.

Annonce

Han skrev en lang række dialektkomedier, mange af dem bearbejdelser af franske forlæg, som han forsynede med speciel Wienerlokalkolorit og nye sange. Blandt hans mest kendte kan nævnes Der böse Geist Lumpazivagabundus (1833, da. 1853) og Das Mädl aus der Vorstadt (1841).

Johann Nestroy var kritisk over for biedermeier-idyllen og kom ofte i konflikt med censuren i det kejserlige Wien. Hans stykker er djærve i tonen, satiriske og socialt orienterede. De havde i bearbejdet form stor succes på europæiske scener, også på danske; Der Talisman (1843, da. Talismanen) var 1848 Casinos åbningsforestilling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Johann Nestroy i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131172