Khalyk, lille, uregelmæssigt formet stykke tekstil, som blandt de turkmenske nomader blev anvendt til at smykke brudekamelens bryst eller den opsats på kamelens ryg, som bruden sad i. Den har ofte knyttet luv i en rektangulær form med to eller tre tilspidsede flapper, der vender nedad og er forsynet med talrige frynser i mange farver. Gamle khalykker er sjældne og stærkt eftertragtede af samlere. Større khalykker kan forveksles med døromhænget i det turkmenske telt, kapunuk. Se også turkmenske tæpper.